Slægten

I foråret 2004 besøgte jeg en af slægtens ældste Bent Kjærbøll, søn af Valdemar Kjærbøll, der er bror til min bedstefar, Thomas Christian Kjærbøl. Det følgende er uddrag af det han har skrevet og samlet om slægten Kjærbøll.

For lige at få anerne på plads og det vil føre for vidt at begynde med de første, hvor det materiale jeg har går tilbage til ca. 1640, starter vi med mine oldeforældre: Marie Margrethe Kjærbøll f. Schmidt og Jens Christian Kjærbøll. Marie er født den 22. 8. 1863 og død 23. 11. 1933 Jens Christian er født den 22. 02. 1863 og død 30. 09. 1924.

De fik fik faktisk 12 børn, Thomas Christian Kjærbøl (min bedstefar) Mary, Ida Christine, Christine Elisabeth, Elisabeth Claudine, Valdemar, Inger, Jens Valdemar (Bents far) Sven Anton, Inger Mary og tvillingerne Aage og Marie.

Min bedstefar Thomas Christian Kjærbøl er født i Kolding den 19. 11. 1885 og død samme sted den 24. 07. 1973 Gift med Anna Marie Terp, født 20. 12. 1887.

Bedstefar påstod at efternavnet skulle staves med 1 "L" hvorimod de øvrige søskende påstod det skulle være med dobbelt-L. I Kolding købstads kirkebøger, set på Staldgården, står der følgende: Fødte mandskøn. 1885. Thomas Kristian Kjærbøll. I kirken den 26 december 1885. Murer Jens Kristensen Kjærbøl og hustru Marie Margrethe f. Schmidt(z?) 22 år i Kolding. Faddere: forældrene, kommis Kjærbøl, jomfru Kjærbøl. (Et navn med dobbelt "L" og tre navne med enkelt. Pudsigt nok har Thomas altid brugt et og de andre familiemedlemmer to.

De fik 3 børn, alle piger: Mary Kjærbøl, (min mor) Edith Kjærbøl og Grethe Kjærbøl.

Min interesse for sejlads og træskibe må stamme fra min bedstefar, så er her historien om hans søfartsliv:

Han blev udlært som kobbersmed og havde en sommer sejlet med en lystyacht, derefter fra januar i nogle få måneder med “Anna” af Rudkøbing, inden han om foråret, vistnok i 1904, fik hyre på “Edvard”.

Nationalmuseet:”SØENS FOLK. Skibsdreng og Letmatros.”: Thomas K. født 1885, har skrevet to artikler i bogen, side 79-80. Det må være omkring 1904 han har været ved “Marens løb” ( eller en anden kilde). Han var forinden udlært som kobbersmed og havde en sommer sejlet med en lystyacht, derefter fra januar i nogle få måneder med “Anna” af Rudkøbing, inden han om foråret fik hyre på “Edvard”:

“Samme dag fik jeg og to andre hyre på en dobbelt topsejlsskonnert. Den hed “Edvard”, men om den var fra Tåsinge eller Thurø, husker jeg ikke. Skipperen hed Rasmussen. Det var en ældre mand. Vi blev straks sat i gang med tilrigning. Alt skulle gå stærkt hos ham - og en styrmand der kom lige far skolen, var ikke bedre. Efter hvad jeg kunne forstå, drev han også landbrug, for det meste af provianten kom fra ham. Der var tørrede grønkål, ærter, bønner og foruden det salte amerikanske oksekød, vi altid fik, var der også røget og saltet flæsk, hvad vii Iukafet dog aldrig så noget til. Kartofler blev styrmanden sendt til Svendborg efter, da skipperen i en avis havde læst, at en skibshandler der averterede med kartofler til skibsbrug.”

Da vi skulle fylde vandfadene, skulle vi hente det i land ved en kilde eller en bæk. Nogle brædder blev slået sammen til en rende, der nåede ud til jollen. Den blev vandet øst op i, og når jollen var fuld, blev den slæbt ud til skibet, og vandet blev hejst ombord. Sådant vand kunne jo være godt nok, men det blev det ikke, da jollen var ny og lige ferniseret indenbords, så der var perler på vandet. Det klagede vi over en del gange uden held, men det smagte modbydeligt, også i maden.”

En hvid lind i blåt. På hjelmen to hvide vesselhorn, eller en hvid lind. I 1300-tallet førtes vædderhornene også undertiden som skjoldemærker over en gående fugl.

Bent Kjærbøl har nu fundet nye oplysninger om slægten, der nu kan føres tilbage til 1100-tallet. Jeg gengiver hans brev her:

Slægtsforskningen har kørt på lavt blus siden i vinter. Og det er flere år, siden jeg har arbejdet med fars aner.

Mor’s familie i Husby og omegn har været sjovere. Men nu har jeg fået ”foræret” nogle oplysninger om Jesper Jensen Fænøe’s farmors mor, som var gift med rytterbonden Jens Jensen på Fænø. Hun hed Maren Nisdatter.

Jeg vidste ikke, hvor hun kom fra – eller hvornår de var blevet gift. Men det var såmænd hjemme i Sønder Bjert kirke. ”Trolovet 13-7-1717 Jens Jensen af Fænø og Maren Nisdatter af Aistrup. Gift 18-11-1717”. Og hun er datter af Nis Lauertzen, der var født 1652 i Agtrup. Han blev gårdmand, sognefoged og sandemand. Underskrev 7. august 1697 sammen med de øvrige gårdmænd en vedtægt for sognet.

Lærer Juhl fortæller om sognefoged Lauritz Nissen (1692-1747), hvis gård lå, hvor Ejnar Fuglsang fik gartneri. Hans søn, Nis Lauritzen afløste ham som sognefoged og døde 1768. De er sandsynligvis søn og sønnesøn af vores tip-5-oldefar.

Jeg vidste heller ikke, hvor Jens Jensens mor, Sara Jensdatter, kom fra. Hans far, Jens Jørgensen, der også var rytterbonde på Fænø, var ungkarl, da der blev opkrævet kopskat i 1687; men havde en hustru, da han blev krævet i 1689. Og for nylig kiggede Due-Hansen på en side 31 i S. Stenderup kirkebog, der stod:

”TROL

Men tilbage til vores tip-5-oldefar, Nis Lauertzen, i Agtrup: Hans blev i 1691 gift i Sdr. Bjert kirke med Bodel Rasmusdatter Arenkiel, født 1673, Stubbumgård, Aller. Datter af Rasmus (Asmus) Jørgensen Arnkiel, frimand, f. 1636, Toldsted, Hjordkær s. Søn af Jørgen Arnkiel, Tolder og kromand, f. 1597, Toldsted, Hjordkær sogn. Søn af Christoffer Arnkiel, Tolder og kromand, f. omkring 1535, Toldsted, Hjordkær. Søn af Asmus Arnkiel, Tolder og kromand, død tidligst 1563 i Toldsted, Hjordkær.

Men tilbage til Rasmus (Asmus) Jørgensen Arnkiel. Han blev gift med Anna Iversdatter (Stubbum) der levede 1645-1723 og var datter af Iver (Ivar) Clausen (Stubbum), han var frimand, levede omkring 1600-1663 og var gift med en datter af Philip Jacobsen Fabricius, født i Øsby og død samme sted i 1630. Han var diakon og søn af Jacob Schmidt (Fabricius), f. 1508, sognepræst, død 26-11-1566 i Øsby. Gift med Catharina (Anna) Lauritsdatter Boye (Boëthius) fra Sdr. Vilstrup. Død 1547. Datter af Laurentius Boysen, sognepræst. Født omk. 1484 i Kollund, Bov s.. Han var student fra Rostock 1508, i Louvain 1517, katolsk alterpræst i Haderslev 1524 og sognepræst i Sdr. Vilstrup, hvor han døde 28. september 1547. Han var søn af Boye Jensen (d. Yngre), gårdejer., f. omk. 1445 i Kollund, Bov, død samme sted efter 1483, søn af Jens Boysen, gårdejer, f. omk. 1420 i Kollund, Bov. Søn af Boye Jensen (d. Ældre), f. omk 1390, død efter 1450. Gift med NN Thomasdatter Jul. Datter af Thomas Jul, f. omk. 1370, stilling t. Krogsbølle, død efter 1437. Søn af Peder Jul (af Sønderjylland), borgmester f. omk. 1330, død efter 1378 i Flensborg, gift med Mette Krummedige, f. omk. 1340, død omk. 1399, datter af Segebod(e) Krummedige (Krummendick), stilling t. Mehlbeck & Løgismose, død efter 1392. Søn af Johan (Henneke) Krummedige, død efter 1350. Søn af Iven Krummedige, død efter 1299. Søn af Nicolaus de Ottenbüttel (Krummedige), stilling ridder, død efter 1280. Søn af Eler de Ottenbüttel (Krummedige), stilling ridder, død efter 1260. Søn af Henrik Bushe (Krummedige), foged på Ottenbüttel, død efter 1208. Søn af Hasso Krummedige, død efter 1149. Søn af Henrik Krummedige, foged på Ottenbüttel. Født før år 1100. Han er altså vores tip-23-oldefar.

Samtidig fik jeg oplysning om 31 andre af vores aner. Mange med pæne titler. F.eks. student fra Wittenberg 1538, magister 1540, professor i Pædagogik ved Københavns universitet samme år, sognepræst i Sdr. Vilstrup 1548-69 samt 2. hofpræst i Haderslev 1548-60. Provst over Nordstrand fra 1553 og fra 1560 tillige over Haderslev amt. Samme år 1. hofpræst i Haderslev. Men jeg tror, I er mætte foreløbigt.

Der er jo simpelthen sket det, at vi er ramlet ind i en af de gamle slægter, som mange mennesker har moret sig med at studere og skrive om. Der findes masser af oplysninger – f.eks. på nettet – om vore aner. Våbenskjoldet har jeg fundet på en hjemmeside. Det må vi se at få pudset lidt af og sat farver på. Så kan vi fremtidigt bruge det som brevhoved.

Men når vi praler af vore aner, tænker jeg altid på Maren Jespersen Fænøe. Pigen der producerede vores dejlige farmor, men blev så upopulær i sit hjemsogn, at præsten i kirkebogen skrev: ”Dødsårsag: Alkoholisme”. Hun har vist ikke mødt megen medlidenhed fra hendes far eller fra hendes præst.

Sommetider kan man få lyst til at lave andet end at arbejde i have eller løse kryds-og tværsopgaver. Så kan det for eksempel være sjovt at finde ud af, hvor vi kommer fra.

Kirsten og mig har en del fælles aner. 90 af dem er omtalt på de næste sider. 5 af vores

6-tip-oldeforældrepar var bønder. Hans Laurtzen Greth sad på en fæstegård i Øsby 1666-92. Madtz

Jensen og Johanne havde en gård i Sdr. Stenderup. Jens Simensøn Bundgaard i Sdr. Bjært. Og i

1664 sad Jørgen Hjæresen og Jesper Christensen på hver sin gode gård på Fænø. Den gang var der

fire lige store gårde på Fænø og vore forfædre regerede over halvdelen af øen i en årrække.

1717 kom der en gæv krigskarl til Fænø og blev gift med 16-årige Maren Christensdatter. Han tog hende med til Stenderup Strandgaard, den lå ned til bæltet tæt ved Skovridergården. Jorden hører nu til Fensmarkgård. Han hed for øvrigt Mogens Erichsen Frost. Gården havde Kong Frederik IV overladt Mogens, fordi Mogens havde hjulpet ham med at stikke af fra svenskerne. Frederik havde været så dum at udruste en stor hær, for at tage ned til Tyskland og banke en svensk konge dernede. Men det gik så galt, at han forklædt måtte flygte hjem - og det havde staldknægten Mogens altså hjulpet ham med.

1783 rejste vores 2-tip-oldefader fra Fænø til Stenderup og blev gift der. Siden har vi vist ikke haft aner på Fænø. Han hed Jens Christensen og blev hurtigt kaldt for Jens Christensen Fænøe. Hans søn Jesper Jensen Fænøe, var “Bedstemor i Kolding”s bedstefar. Og ham er der jo blevet fortalt mange historier om.

En ting er at fortælle mere eller mindre korrekte historier, et andet er at samle så korrekte oplysninger som overhovedet muligt. Det sidste er måske det kedeligste; men det er altså det, jeg har prøvet på i det følgende.

I mere end 100 år har vi haft forfædre på Fænø, så det kan vel være rimeligt at skrive lidt om øen.

“Større Danske Gaarde”, 1930: “Fænøgaard har 368,5 ha, heraf 243,5 ha ager, 5 ha eng, 105 ha skov, 3 have og gårdsplads, 12 ha andet. 54 td. Hrtk. ialt. Det meste af jorden er meget stiv lerjord. Noget lettere jord i nordligste område. Skoven er mest bøg, dog en del eg og ask. Mod nord findes en granplantage. 135 malkekøer, 24 arbejdsheste. Der har tidligere været mejeri; men nu leveres mælken til Middelfart. Hovedbygning fra 1805. Til Fænøgaard hører Fænø Nørregaard, Vindmølle, Skovfogedhus, 8 andre huse, samt skolen og et badehotel.” Sådan så Fænø altså ud, da vi var børn.

I mange år var jorden på Fænø drevet af 4 “Rytterbønder”. Det vil sige gårdmænd, der ikke skulle betale fæste; men i stedet holde en dragon. Sørge for ham og hans hests forplejning m.v. Det var en ordning, som vist nok var blidere for bønderne end fæsteafgifterne. I hvert fald talte “rationaliseringseksperter” helt fra 1733 om at ordningen skulle afskaffes; men først i 1763 solgte staten øen Fænø til Hindsgavls ejer, Kammerråd Niels Andersen Basse. Han lagde jorden ind under sit gods, og fik oprettet et stamhus. Men heldigvis tog det så lang tid at få gennemført, at vore forfædre var væk fra øen.

Hindsgavls ejere: Fra 1664 Jens Larsen, 1681 Kronen, 1695 H. Daniel Freinst’s arvinger, blandt dem Kaj Ahlefeldt, 1701 Frands Joachim v. Dewitz der sad på Frederiksgave, senere andre af hans familie, 1745 Kmrd. N. Andersen Basse - der 1763 købte Fænø - 1773 arvedes det af hans datterdatter, gift med Chr. Holher v. Adeler.

Senere ejere solgte noget af det fra, men Bent Belling samlede det hele igen, og solgte så til Mads Eg Damgaard. Jeg har snakket med Belling pr. telefon, vi er gamle bekendte fra Landbohøjskolen. Det var for at høre, om der fulgte nogle gamle arkivalier med ved handlerne. Men det var der intet af.

I 1999 solgte Mads Eg’s dødsbo Fænø til Flemming Skouboe. Iflg. artikel i Politiken er F.S. født omkring 1948, overtog sin fars lille møbel- og glasfiberfabrik i Lunderskov. Det blev til “LM Glasfiber”, der producerede både, senere også møllevinger og blev meget stor. F.S. solgte LM for et milliardbeløb til et britisk investeringsfirma. Købte derefter bl.a. et stort gods i Skotland og senere Fænø. Begge steder er der fine jagtbetingelser.

Indtil 1921 hørte Fænø med til Hindsgavl Gods. Men så blev godset likvideret. Lawaetz købte Fænø og Middelfart Købstad købte Hindsgavl. Og i 1925 fik købstaden lov til at overflytte Hindsgavlhalvøen fra Middelfart Landsogn til købstaden^t. Derpå blev Fænø alene tilbage i en af landets mindste kommuner, indtil Bent Belling i 1970 afleverede en tom kommunekasse og øen kom med i Middelfart Storkommune.

Hvornår vi selv kom til øen, finder vi nok aldrig ud af Men i 1664 var der fire gårde på øen². Jeg kalder dem Fænø Øst, Syd, Vest- og Nordgård. På Fænø østgård boede Jesper Christensen, en af vore mange 6-tip-oldefædre. (Vi tvivler jo ikke på vore forfædres ærbarhed). Han var farfar til

Maren Christensdatter. Hende, der som knap 17-årig blev gift med den gæve kriger, Mogens Erichsen Frost. Ham der fik Stenderup Strandgaard af Frederik IV, fordi han hjalp ham med at stikke af fra svenskerne efter slaget ved Gadesbusch. Men det er jo en anden historie.

Det er selvfølgelig ikke gratis at bo sådan et godt sted, så i 1664 måtte Jesper værsgo betale en fierding smør, nogle ål og en del andet til Assens Arntsstue³. Noget lignende måtte de tre andre

gårdmænd også betale til amtet. Det var Peder Mikkelsen på Sydgård, Jørgen Hjæresen på Vestgård og Jens Ibsen på Nordgård. Jørgen Hjæresen var forøvrigt også en af vore 6-tip-oldefædre.

Det er jo godt, at de offentlige myndigheder i reglen forstår at skaffe sig det, som samfundet har brug for. Det er også heldigt for os, der er nysgerrige og vil vide lidt om vore forfædre. Kirkebøger findes ikke så tidligt. Middelfart Kirkebog begynder f. eks. i 1709. Egentlige folketællinger findes ikke før 1787. Men når man feks. i 1687 finder på en kop-og kvægskat, så må man skrive op, hvem der skal betale. Maren, salig Jesper Christensens må for sig selv betale 3 Mark, for 4 børn og tjenestefolk 6 mk, 4 hopper 4 mk, 4 stude 2 mk, 6 køer 6 mk, 4 stk. ungkvæg i mk 8 Skilling, 11 far og svin 1 mk 6 sk.

Vores kære Jesper er altså død og hans enke styrer nu Fæno Østgård. Den anden af vore 6-tip-oldemødre er også blevet enke. Men hun har en søn, Jens Jørgensen (hans far hed jo Jørgen

Hjæresen), der nu tager sig af Fæno Vestgdrd og sin mor. Måske er de knap så velhavende, som de andre gårdmandsfamilier, i hvertfald har de kun 2 hopper. Jens Ibsen har 6 og de to andre gårde hver fire.

1688 er politikerne tilsyneladende blivet enige om, at det er rigtigere at kræve skat af noget så luksuspræget som ildsteder, istedet for de nyttige husdyr. Men skat pr. hoved skal man stadigt

1689 forsætter man med at opkræve kop-og ildstedsskat. Jens har nu faet sig en kone. Maren salig Jespers klarer sig tilsyneladende godt - hun har skam 3 udsteder. De andre nøjes med et eller to.

1690 er nygifte Jens Jørgensen ikke kommet på listen. Optællinger den gang var ikke altid lige pålidelige⁴. Det foregik i reglen på den måde, at man mødtes i kirken og snakkede om det.

Sognepræsten og hans medhjælpere skrev så resultaterne op. Måske “glemte” man enkelte af

medlidenhed. Eller måske tænkte præsten, at der skulle da gerne være lidt til rest til lidt tiende?

I 1699 udskrives:Den til 31 December 1699 och 15 February 1700 allernaadigste paabudne Kopschat af Rytter-godset, Høj ædle og Welbr. Hr. Oberst Friderich von Ahlefeldts Regimint til Rytterhold Separeret udi Hintzgaufls og Assens Ampter

²Fænø. Mandtal og ekstraskatter 1687-1704. Fra filmrulle udlånt fra Rigsarkivet, indeholdende

⁴Ved opkrævning af kopskat 1699 i Husby og 5. Nissum glemte man 4 af vore aners 18 familier.

-Der skal altså kun betales kopskat, men alle over 15 år i hele kongeriget skal skrives i mandtal og betale. På Fænø er der stadigt kun de fire gårde - ingen huse. Christen Jespersen har på Fæno østgård afløst sin moder og er bleven gift. Jens Jørgensen og hustru på Vestgård er forlængst kommet med i det gode selskab igen. Ingen af dem har børn over 15 år. Men Jens Ibsen på Nordgård, har 3 børn over 15 år, og Nis Mortensen og hustru, som har siddet på Sydgård ihvertfald siden 1687, har en søn over 15 år.

Hidtil har vi kun talt om skatter. men for bønderne kunne fæsteafgifter selvfølgelig være en meget større belastning.

I stedet for at betale fæsteafgift, skal der her sørges for en rytter, der kan møde frem med fuld rustning fra hoved til knæ og forsynet med to gode pistoler og sidevåben.⁵

Middelfart Byarkiv, tlf 64 41 53 39. (Harriet Hansen museumsinspektør Middelfart) fortalte

1921 likvideres Hindsgaul. Middelfart køber Hindsgaulhalvøen. Lawaetz køber Fænø. Ejere: Se Trap

Fænø er alene 1925 til 1970. Formelt vistnok Middelfart Landsogn. Se sidste Trap. Se igen bogen.

Renskrevne Tingbøger fra Baag og Vends herreder står på M. Byarkiv - samt på Landsarkivet. Der er tre bøger. Bla.a.1692-98. Brug registeret, man kan gå ind under “Fænø”. De er renskrevne af en dame i Assens. Hun arbejder nu med Wedellsborg Birk.

7-4-170 1 K.A. sælger til Franz Joachim von Dewitz, som ejer Frederiksgave og Hindsgaul

1746 Grev C .L.Wedell sælger til Agathe Rodsten Uhrne, gift med Andreas Raiser, Billeshave

1763 Niels Basse på Hindsgaul overtager Fænø, 1815 oprettes Stamhuset Hindsgaul “Der er kun 4 beboer, hvilket tyder på, at de tidligere ejere ikke har lagt megen vægt på dens land-og skovbrug, men vel nærmest den betragtet den som et jagtområde. Hindsgaul får lov at bortryddde en del af skoven, så der kan opdyrkes landbrugsjorrd, og en overgang er der fire gårde på øen” (⁵Politikens “Danmarks Historie” Bind 7, side 259)

(Den iøvrigt særdeles gode bog, skriver muligvis noget ukorrekt om ejerforholdene. Mon ikke “Ryttergåråe” var eiede af kongen?

Og allerede i 1664 var der - som også omtalt tidligere i bogen -fire gårde på øen.)

1964 sælger til Ib Junggård, direktør for “Cylindric” i Middelfart - der er sognerådsformand til 1970. Top

Thomas Kjærbøll blev født 1885 i Kolding, og i sine erindringer har han skrevet et afsnit om havnen:

Kolding havn er som andre havne en port til den store verden, og hvem føler ikke et lille sting af udlængsel, når et skib lægger fra kaj med kurs mod ukendt mål, nært eller fjernt. Men de store sejlskibe er nu ”en saga blot” og samtidig er skibsfarten blevet mekaniseret og rationaliseret. Der sker ikke så meget spændende som tidligere, og selv om havnen stadig har tiltrækningskraft på drenge, har de senere års havne udvidelser fjernet mange af de gamle idyller. I min drengetid har jeg tilbragt al den tid, der blev levnet mig fra bypladser og skole, på havnen. I den tid fandtes der ikke institutioner eller foreninger, der som nu sørger for at beskæftige børn i fritiden, så dette problem måtte vi selv løse. Var der en fridag i skolen, eller vi selv tog den ved at skulke, eller som vi kaldte det »at sla’en«, gik turen uvægerlig til havnen.

Vejen er ikke den samme som nu. Engang foregik al trafik til havnen ad Sønder Klostergade - og Øster Klostergade (nu Munkegade) og videre ad Havnegade, der begyndte hvor Jokum Jensens maskinfabrik nu er, og allerede her begyndte oplevelserne for os, når vi gik på havnetogt.

Det var i heste- og trækvognenes tid. Når Ved århundredskift bommene var nede, fordi togene rangerede, blev de to gader hurtigt fyldt med vogne på begge sider af banelinien. Kuskene skældte ud på ledvogteren, og når det var den gamle Klavs Ledvogter, der var der, gik det rigtig los, og vi morede os over skænderiet og ligeledes over smedenes skælden ud på hestene, når de var urolige, når de blev skoet, hvilket ofte foregik udenfor.

Når man kom over banesporene, lå på højre side, hvor nu Jydsk Såsæd er, Dansk Frøhandel, hvor den gamle Drejer var direktør. Han blev på grund af svagelighed hver dag kørt til og fra kontoret i hestevogn. Senere blev hans søn og konsul Ræder direktører. Ved siden af havde vognmand Ernst en større forretning. Han var den første i byen, der anskaffede de store lukkede flyttevogne. På længere ture var der fire heste for vognen. Disse to ejendomme er ikke så synlige, efter at viadukten blev anlagt, men ellers er der ikke forandret noget på denne side af gaden. Der er

ejendommen, hvor sejlmager Hansen boede. Ved siden af boede skibsmægler Halby, og derefter var der en tømmerplads tilhørende P. Schou. Nu er der maskinhandel der. Ved siden af var der indkørsel til fiskeeksportør P. Christensens ejendomme. I det første hus var der i mange år et sømandshjem, det første i byen. Derfra ejede Christensen hele hjørnegrunden og et stykke op langs åen, hvor nu den nye gade er, og hvor han havde sine hyttefade i åen, til denne blev forlagt længere sydpå.

På den anden side af gaden er der kun det lille gulkalkede hus tilbage fra den tid. Det tilhørte A. L. Johansens møbelfabrik, der nedbrændte. Fabrikken lå på den plads, hvor nu kafferisteriet og toldboden er. Mellem fabrikken og bag om havnefogedens hus gik der en vej til jernbanens godsekspedition samt til toldboden. På denne vej lå der et større pakhus tilhørende Kålund og Henriksen. Når drengene kom der forbi, skulle de altid undersøge de store tønder, hvori der havde været sukker fra Vestindien, om der ikke var smårester tilbage. Vejen gik videre forbi toldboden og gasværkets arbejderboliger til havnen. Det sidste hus i Havnegade var havnefogedens. 14 en bænk under træerne sad i mange år dem gamle madam Tronier med sine to kagekurve og solgte wienerbrød, fem- og toøres kager. Ind mellem handelen tog hun sig en lille skraber. Nogle sagde, det kom af, at hun ofte tog sig »en lille en« af flasken. En anden kone solgte brød til skibene og havnearbejderne. Hun hed Christiane. Hvor nu tunnelen er, lå et lille pakhus for kunstgødning, og hvor nu Frøkontoret ligger, lå dampskibsselskabets pakhus. På træflager, der blev lagt på de toppede brosten, foregik transporten af gods fra og til skib med aflange trillebøre og sækkevogne.

På pladsen længere ude var der oplagring af træ. En tid var der en del stalde til de kreaturer, eksportør Jens Holm eksporterede til Tyskland. Han begyndte som gårdskarl på Hansens hotel med at samle dyrene for de landmænd, der ønskede det, i staldene på hotellet. Da disse blev for små, byggede han staldene på havnen, hvor kommunen senere byggede de nuværende eksportstalde. Jens Holm blev byens rigeste mand. Selv levede han meget spartansk trods sin rigdom og strikkede selv sine strømper og gav mange penge til gode formål. Blandt andet skænkede han byen et nyt bibliotek.

Grosserer C. L. Schmidt var den eneste kulimportør i byen og havde kullager, hvor nu firmaet Berring og Larsen har lager. Han ejede også den store købmandsgård på hjørnet af Losbystræde (nu Zahnsgade) og Losbygade, hvor der også var kullager. De to store rødstens pakhuse, der nu tilhører Sydjysk Kornkompagni, er der ikke forandret meget ved. De ejedes dengang af grosserer Roose, der også havde et stort pakhus i Bleggårdsstræde. Der er bygget lidt til dem, og en silo er kommen til. Det er, hvad der var af pakhuse på denne side.

Gik man lidt længere, kom man til kutterhavnen, hvor havnen blev bredere. Her var sejlklubbens pavillon »Stærekassen« omgivet af en lille granplantage. Derfra gik en sti forbi svineslagteriet, cikoriefabrikken og over banesporene til Fredericiavej (nu Fynsvej).

Ved kutterhavnen lå Kragh Christensens skibsværft. På den tid blev der bygget mange træskibe, og der samledes altid mange ved hver stabelafløbning. Når et mindre skib skulle hales op til eftersyn, skete det ved hjælp af et gangspil. Det var opretstående. øverst var der i selve tromlen fire huller, hvori man satte lange stager, og så gik mandskabet syngende rundt og skubbede på disse. Det kunne tage lang tid på denne måde, men den var ikke så dyr i de tider. Uden for værftet hen mod Stærekassen stod der to lignende gangspil, der blev taget i brug, når et større skib skulle kølhales. Svære taljeblokke blev fastgjort i masterne, disse blev afstivet, og ved hjælp af gangspillet blev skibet krænget så langt over, at kølen blev synlig.

Gik man bag om værftet, var der en del skure til havnens materiel, og derfra gik en mole ud i kutterhavnen. Den kaldtes »Niels Lunds Hoved« Ved denne var der en bro, hvor der var plads til lystbåde.

På havnens sydside var der ikke megen bebyggelse. Omtrent hvor brandstationen er, havde Schønfelt og Paulin et savskæreri og tømmerplads Der var et større skur, som vognmand Ernst brugte til oplag for strandsand. Dette blev sejlet dertil ad åen af skipper Bager, der boede i Riberdyb. Han havde to større lavtgående sejlskibe at besejle åen med. Det ene kaldtes ”Fladlusen” Han forsynede hele byen med sand

og havde selv lager ved Riberdyb. Skuret ved havnen benyttede drengene om sommeren til at tørre sig i efter endt badning i åen. De rullede sig tørre i sandet. Badedragt og håndklæder var ikke på mode dengang, ej heller til skolebadning. Skolens badehus lå lidt længere ude, hvorfra der blev badet i åen. Det var et stort tjæret træskur. Kort før århundredskiftet byggede I. A. Hansen et kalkværk ved siden af badehuset. Det var den første egentlige bebyggelse på denne side af havnen. Ved en stor oversvømmelse i begyndelsen af århundredet gik vandet så højt, at det »satte ild« i de brændte kalksten. Derefter havde de lokale fiskere en plads til deres redskaber og tørreplads til deres garn.

Der groede en del grønt derude. Det benyttede havnefogeden sig af. Han havde en ko, der var opstaldet i et sidehus til hans bolig, men om sommeren kom den på græs her, og om morgenen trak en af hans folk, den gamle Skov, af sted med koen og hentede den hjem om aftenen. Havnefogeden var meget glad for den ko og blev rasende, når drengene red på den og legede cowboy med den. Så var der øretæver i luften og udvisning fra havnen. Denne ko var engang årsag til et morsomt gilde. Fiskeeksportøren fik en morgen en mand til at hejse flaget på havnefogedens flagstang. Lidt efter kom fuldmægtigen på mægler Halbys kontor, den iltre von Mehren. Da han så, flaget var oppe, spurgte han eksportøren, der »tilfældigt var i nærheden«, om årsagen til flagningen. Ja, det er kun fordi havnefogeden er pjattet med sin ko. Bare fordi den har fået en kalv, skal flaget op. Det skal da fejres, sagde von Mehren, og det varede ikke længe, før han havde samlet en deputation og en del barselmad, mest flydende. Den begav sig over til havnefogeden for at gratulere. Han blev lidt overrasket over besøget og bandede på, at der ingen kalv var kommet til verden, men de kom da ind. Der blev smagt på barselmaden, og da den var skyllet ned, gik de over på »Skandinavien« og fortsatte gildet og fik en lang dag ud af det.

Efter fiskernes plads var der et område, hvor havnen havde plads til alt det materiel, der ikke var i brug, når »Gorm«, det hed muddermaskinen, ikke var i arbejde. Det var ikke hver sommer, den kom på uddybningsarbejde i havnen og sejlrenden. Det kostede meget at holde den i drift. Der 22 skulle en meget stor arbejdsstyrke til, da det meste foregik ved håndkraft, og der var ikke altid penge i kassen til det. Når Gorm var i arbejde, blev dyndet fyldt i en stor pram, og når den var fyldt, gik en mand i den, og ved hjælp af lange tove, der var fastgjort i land, trak han prammen til stedet, hvor den skulle losses. Her gik et par andre i gang med at skovle dyndet op i en træramme, hvorfra andre skovlede det op i store trillebøre og kørte det på den udlagte træbane til opfyldningsstedet, hvor der forud var nedrammet en dobbelt pæle-række, hvori der blev lagt faskiner for at holde på dyndet. Var der langt til stedet, blev der afsat vigesteder, hvor andre overtog den videre transport. Det var et strengt arbejde i sommervarmen, og da der blev drukken godt og ofte, kunne drengene tjene en to- eller femøre ved at hente øl og brændevin. Først langt senere har mekanikken overtaget dette hestearbejde, idet der kom motorbåde til at slæbe prammene og sugere til at tømme disse og i lange rør sende dyndet videre, og det er ikke småarealer, havnen på denne måde har indvundet, og nu er der flere større virksomheder på denne side end den anden. Den øvrige plads her var optaget af bræddestabler. Det var en yndet men forbudt legeplads. Stablerne var let tilgængelige. Vi drenge fra småkårshjem gik som regel barbenet hele sommeren, og i den lille åbning, der var mellem brædderne, var der plads til tæerne, så det var nemt at entre op. Det var en herlig legeplads, og for ikke at blive forstyrret i legen var der altid en, der sad på udkik. De fleste skibe lå ved nordsiden, der var brolagt, og hvor bolværket var af træ. Fra kutterhavnen til ned for enden af havnen stod en række runde fortøjningspæle af sten.

På sydsiden var der ikke brolagt, og flere steder var der kun faskinbolværk med brædder ud mod vandet. Et sådant holdt ikke længe, og der var stadig nogle i gang med at holde det ved lige. Dette foregik ofte fra en flåde, hvor der var anbragt en rambuk til at slå pælene ned med. Der var en 6 til 7 mand på flåden til at hale i rebene, blandt andet en mand, der kaldtes »Bums Jørgensen«, en stor svær mand med et stort fuldskæg, og han havde en stor bredskygget hat på. Vi sad nogle drenge på bolværket og så dem arbejde og hørte på deres rambuksviser. Det var en varm dag, og vi blev enige om, at en af os med et vræl skulle plumpe i havnen. Det blev mig, og med et vræl blev jeg skubbet i havnen. Da jeg dukkede op, så jeg Bumsens store hat flyde i vandet, og lidt efter kom hans hoved

op. Han lignede grangivelig en hvalros med det våde hår og skæg. Hvor vi grinede, hans kollegaer også, mens de trak ham op på flåden. Han kunne ikke svømme, men så var det med at komme væk, for nu skulle de forbistrede drenge have klø.

For enden af havnen, midtvejs, lå der i flere år en lille smuk pavillon, der tilhørte fjordbådsselskabet, hvor deres både lagde til ved en bro, der gik midt ud i havnen. Om sommeren var der som regel tre både til at besejle alle udflugtsstederne ved fjorden og i bæltet. Det var steder som Christiansminde, Louisehøj, Elvighøj, Løverodde, Fænø, Skærbæk, Hindsgavl, Snoghøj og Kongebrogården. Lederne af selskabet var i mange år speditørerne for DFDS, kaptajn P.Hansen og Bay. Der har været fjordbådssejlads på Kolding fjord siden først i 80’erne, da det første selskab blev oprettet. Det ejede damperen »Koldinghus«, der også brugtes som bugserbåd af de mange sejlskibe, når vinden var kontrær ved ind-og udsejling ad fjorden. Dette selskab var ude for forskellige uheld og opløstes kort efter. Dette forsøg fulgtes af flere, men uden held indtil der i 1894 blev oprettet det selskab, der eksisterede, indtil det for nogle år siden opløstes. Så vidt jeg husker, hed den første båd de fik »Dan«. Den var af bugserbådstype og brugtes ofte dertil. I hvilken rækkefølge de andre kom til, husker jeg ikke. Der var ”Frigga”, ”Frejan”, ”Kolding” og ind imellem disse en nybygning der hed ”P. Hansener”. Denne blev kort efter solgt til Norge, og under sidste verdenskrig tog tyskerne ”Frigga”. Efter som antallet af biler steg, mindskedes passager-antallet, de gyldne dage for selskabet var forbi, og der var ikke nok til de tre både. »Dans blev slæbt op i et slæbested og skåret i småstykker og solgt som gammelt jern. »Koldings, der var et træskib, fik maskineriet fjernet og blev derefter solgt. Den kom til Agtrupvig, hvor den en tid brugtes som flåde for badende. Det var meningen, den skulle laves om til en hus-båd men under en storm rev den sig løs og drev i land. Ved særligt lavvande kan man endnu se resterne af den. Et synligt minde er også et gitterværk ved en trappe, der fører op til børnehjemmet derude.

For enden af havnen havde fiskehandlerne deres hyttefade. Nogle af dem sejlede selv ud til fiskepladserne og opkøbte fisk, til andre kom fiskerne og afleverede deres fangst. Nu er der vist kun to boder, der sælges fisk fra. Før har der været fem hyttefade. Der var Anders Henriksens, Frederik Jepsens, Jens Jensens, Carl Sørensens og Dues. En morgen kom eksportør Christensen over til Anders Henriksen og sagde: Jeg kunne godt tænke mig at se en rigtig fin tangtorsk, har De en sådan på en 7-8 pund? Anders, der var af et arrigt gemyt, mente nok, han kunne finde en sådan og gav sig til at fiske op i hyttefadet. Langt om længe fandt han en, der faldt i eksportørens smag, og han var ikke længe om at give torsken et slag for panden. Hvorfor slog De da den fine torsk ihjel, Anders? spurgte eksportøren. Vil De da ikke have den? spurgte Anders; Nej, det har jeg da aldrig sagt, jeg har kun sagt, at jeg gerne ville se den, sagde eksportøren, og med et venligt ”god morgen Anders” gik han hjem. Anders slængte fisken hen i hyttefadet, men havde så megen respekt for eksportøren, at han ikke turde give udtryk for sine følelser. Nogen tid efter kom en af eksportørens folk over til ham og sagde:

Nu er den gamle da vist ved at blive tumpet. Han har sendt mig herover og givet mig penge med til at købe en død torsk af dig. Han fik den fine torsk til eksportøren.

Havnefogeden hed Jordan. Det var en lille svær mand. Hans uniform var en kasket med guldtresse om og kokarde og mørkeblå jakke med blanke knapper. Om han havde nogen sømandsmæssig uddannelse, ved jeg ikke. Før han blev havnefoged, havde han en mineralvandsfabrik i en kælder i Jernbanegade. Den kaldtes ”Jordans Flod”. Embedet var ikke så omfattende i de tider, selv om han havde nok at se til, når vi knægte invaderede havnen og lå på maven ud over bolværket og fiskede krabber. Det hændte ofte, at en fik overbalance og gik på hovedet i havnen. Så blev havnefogeden gal og jagede vedkommende over på gasværket for at blive tørret.

Da statistikken viser, at havnen er langt mere trafikeret nu end i de tider, der omtales, må jeg vel bøje mig for, hvad tallene fortæller: Fra min næsten daglige tur til havnen mindes jeg ellers det brogede liv, der var i min drengetid, når de mange sejlskibe lå og ventede ofte i to lag, fordi der manglede kajplads. Nu synes jeg, at havnen virker mere kedelig med alt det mekanik, der er kommen til. Det var noget for drengene at komme om bord i disse skibe og snuse til atmosfæren fra fremmede lande, lege i rigningen, stå ved rattet og føle sig som den der regerede over skibet og meget andet. Vi kunne også gøre os nyttige ved at hjælpe søfolkene, når deres vandtønder skulle fyldes. De hentede vandet ved en vandhane ovre ved et pakhus i små træpøse med rebhåndtag. Vi hjalp til med at losse og hente øl og brændevin, hvorved der også kunne falde en lille skilling af. Det bedste var, når vi fik lov til at låne skibsjollen. Så roede vi vandet i havnen tyndt. En sådan båd havde køl i modsætning til ledvogterne Trane og Lindhardts tunge, fladbundede pramme, som vi kunne leje for 10 øre i timen, uanset hvor mange der var i båden. Som belønning kunne vi også få beskøjter eller skonrokker. De var hårde som sten. Vi syntes, de smagte godt, men når vi havde fået en mundfuld hugget af, skulle vi gå længe med det i munden, før det var så opløst, at det kunne glide ned. Engang fik jeg en større posefuld af disse. Giveren, en svensk sømand, var så venlig på sit svenske mål at fortælle mig, at når jeg kom hjem med dem, skulle jeg dyppe dem i kaffen, så bliver de bløde. Men først skal du slå dem mod kanten på et bord. Du kan nok se alle små huller. I dem sidder der en lille om Når du banker dem, falder de ud, og det synd at drukne de små dyr. Mor ville ikke godtage denne brugsanvisning, og det hele blev kastet bort.

Mange sommeraftener har jeg tilbragt på dækket eller i lukafet på skibene og hørt på søfolkenes spillen og sang, der ikke alt var børneviser ofte så længe at jeg blev hentet hjem af mor eller far. Blandt forskellige nationer til en sådan under holdning foretrak jeg svenskerne, især mundharpen og ”dragspellet” var med Blandt de mange sejlskibe, der anløb havnen, var der en del, der ikke hørte til såkaldte havets stolte svaner. Mange var gamle og udslidte og havde en mølle dækket, der fungerede som pumpe. På vingerne gerne kunne der anbringes sejldug efter vindstyrken. Når der kom en damper havn, skulle den selvfølgelig også bese men det var ikke altid så let at få adgang dertil. Engang kom en særegen damper havn. Dens dæk var fra forenden til kon mandobroen cigarformet. Den hed ”Ekliptia”. Kaptajnen hed Klåborg og koldingenser og blev senere havnefoged her, da Jordan døde.

Næsten alt lossearbejde foregik ved håndkraft. Det var strengt arbejde, isærmed kul som altid var til C. L. Schmidt eller gasværket. Der blev rejst et stillads i højde med kulpladsen. I lasten blev kullet skovlet i tønder, som skibets besætning hejste op med et håndspil. På stilladset stod to mænd og hældte indholdet i en stor trillebør, hvorefter flere mænd alt efter afstanden kørte det videre. Var det til gasværket, var der en lang strækning at køre. Når en tønde blev hældt i trillebøren, blev der afsat en kridtstreg på et bræt. Når der var fire streger, blev den femte sat på tværs af disse, det betød fem, og det var en slags kontrol for modtagerne og arbejderne, der fik betaling pr. tønde. Disse tønder var justerede og tilhørte den kongelige vejer og måler. Her var det, drengene kunne pille det kul, der gik uden for trillebør og vogne. Det var forbudt, men der blev set gennem fingre med det. Korn og foderstoffer blev skovlet i sække, hejst op og vejet, og når sækken var bundet til, blev det med hestevogn kørt til pakhuse på havnen eller i byen og hejst op ved håndkraft.

Der var mange havnearbejdere dengang. Jeg mener, der var flere end nu. De stillede hver morgen klokken 6, og alle brugte de tunge jyske træsko med jernbeslag. De, der havde arbejde, gik i gang, de, der var ledige, tog opstilling ved toldboden for at afvente arbejde. Det var et hårdhudet folkefærd. De drak bravt, og der var ofte spektakler og slagsmål dem imellem. Næsten alle havde et øgenavn, Dingel Iver, Søren Dragon, Christian Nifinger, Æ Hestehoved, Æ Davlejer og mange andre navne. De var delt i to lejre, de, der drak, og de, der var afholdsfolk. Der var to losseformænd. Den ene hed Stræde og var afholdsmand. Den anden hed Schmidt, og når de skulle antage folk, tog de hver fra deres lejr. Var der ikke nok, og der blev en sammenblanding af de to kategorier, kunne det føre til spektakler og slagsmål. Dette blev der skrevet meget om i byens aviser, og det forplantede sig til »Klodshans«, hvortil tegneren Schmidt sendte en tegning og et vers om stradebasser og smittere. De fleste hørte til Schmidts parti. Han var også værtshusholder, og efter endt arbejde fik de lønnen udbetalt i hans forretning. Det gav jo også lidt til Schmidt, de kunne da ikke gå tørmundet derfra.

Alt det strenge årbejde, der gjorde folk gamle længe før tiden, er nu overtaget af kraner, kornsugere og megen anden mekanik. Der er flere losseformænd nu end før, men havnearbejderne behøver ikke at bejle til dem om arbejde. Nu er der en fast stab, og alle får arbejde efter tur.

På en havn er der altid nogle subjekter, der holder til. Det var der også i den omtalte tid, dem der ikke ville bestille noget. For dem var brændevin det bedste, og de gjorde meget for at få det. Jeg har overværet, at en svømmede over havnen ved vintertid for en pægl brændevin, og en anden bed gladelig hovedet af en ål eller ålekvabbe for samme gevinst. Der blev gjort meget for at få fat i den ædle drik, en dag trak to mænd en druknet mand op i et slæbested. Liget var meget opløst. De dækkede det til med en presenning, og når nysgerrige ville se liget, tog de 10 øre for at fjerne presenningen, og for det beløb blev der købt brændevin. For dem, der endnu holder til der, er denne drik bleven for dyr. Nu mikser de selv en drink, kogesprit i billig portvin eller øl tilsat lidt carbid. Nu kaldes de sprittere, så også på dette område har tiderne forandret sig meget.

For fiskeeksportør P. Christensen (bedst kendt som P. C.) var gade- og åforlægningen et hårdt slag, både for ham og hans forretning. I åen, der gik langs hans ejendom, havde han sine hyttefade liggende langs et bolværk, så det var nemt at tage ålene fra disse op under halvtag og sortere dem og pakke dem i kasser med is til videre forsendelse. Det var kun ål, han handlede med. På den anden side af åen ejede han også store arealer, der blev eksproprieret til en nygade. P. C. stampede imod, så længe han kunne, men uden held. Han var en rig mand og ejede mange sejldrevne kvaser, der sejlede viden om og opkøbte ål på fangstpladserne, og havde mange folk i arbejde. Han havde sine ærs meningers mod og var ikke bange for at forfægte dem, selv om det kunne koste ham noget. Da gadeforlægningen var endt, blev der et bredt fortov uden for hans villa. Dette mente P. C.

tilhørte ham, og her ville han have en indkørsel til sin ejendom mellem villaen og et nærliggende hus. Kommunen havde en anden mening og anlagde et stort rosenbed der, så der kun blev en sti, der gav adgang til villaen. Det kom til lange retssager om ejerforholdet, som P. C. tabte, men stædig som han var, lod han opføre en pæn rødstensmur på stedet, hvori der kom en dyr egetræsport og over denne en sandstensbue med hans navn. Denne kaldte han »triumfbuen«, selv om der ikke var noget at triumfere for. Porten er aldrig bleven benyttet, men P. C. fik sin port og sin vilje. Han var god mod sine arbejdere og gav dem ofte en hjælpende hånd, når det kneb. En af hans folk bley dog lidt overrasket, da han en dag bad om at gå lidt tidligere hjem og om lov til at låne en stor firehjulet trækvogn, fordi han skulle flytte, men fik afslag og besked om, at han havde at passe sit arbejde. Da manden’ efter fyraften gik hjem, så han, at en af vognmand Ernsts store flyttevogne med fire heste for holdt der, hvor han skulle flytte ind, og folk var i gang med at bære hans møbler ind. Disse har ikke fyldt meget i den store vogn. Han ejede ikke mere, end han kunne køre på en trækvogn. -

P. C. var en hader af fagforeninger og ville selv bestemme lønnen, for sine arbejdere, som ikke var organiserede. Skete det for eksempel ved isning, at han blev nødt til at. antage organiserede, kunne han, når de fik deres løn, sige til dem: ”Ja”, I står jo i fagforening og skal have den løn, den bestemmer. Det får I, men her bestemmer jeg, og mine folk får en krone mere pr. dag for det arbejde. Det havde I også fået, hvis I ikke var organiseret. En krone var mange penge dengang. Et andet påfund var, at når de to mænd, der hver morgen rensede hyttefadene for døde ål, kom tilbage med disse, skulle de andre gøre front og tage huerne af. Man skal ære de døde, sagde P. C. Sine folk havde han længe. Der kunne være tomrum i arbejdet, men P. C. skulle nok finde på noget, om ikke andet blev de sat til at rette de brugte søm fra fiskekasserne, et arbejde, der ikke kunne betale sig. Kom en kvase i havn med ål, skulle der losses i en fart. Så fik de ordre til at smide alle sømmene i åen og komme i gang med losningen. Ål var også dyre fisk den tid. Det var ikke småbeløb hans opkøbere fik med, når de sejlede ud. En af disse opkøbere var på en tur faldet for fristelsen til at more sig lidt. Da hans egne penge slap op, forgreb han sig på de penge, P.C. havde givet han med, og efter datidens forhold var det et større beløb, der manglede. Da han vedgik sin brøde over for P. C., sagde denne:

Ja, nu kommer De ikke ud at sejle foreløbig. De har båret Dem dumt ad. Jeg kan melde Dem til politiet og få Dem straffet, men det vil Deres kone og børn lide under, og det får jeg ikke noget ud af. Jeg foreslår Dem, at De går ud og arbejder sammen med de andre her, til den løn de får, men som jeg hver uge trækker lidt fra, til jeg har fået mine penge. Nu må De selv vælge. Forslaget blev vedtaget.

Dette var lidt om havnen i min barndom. Tiden rinder hurtigt, og der gror ikke græs der mere, og idyllen er også borte:

Mekanisk kraft har lettet på det slæb, der var i gamle dage. De gamle faskinindfatninger er erstattet af solide betonkajer, og der er stadig udvidelser af havnen, mange store virksomheder er kommen til, et godt bevis på, at der er liv og fremgang i vor gamle by.

Thomas Kjærbøll, der er født 1885 i Kolding, brugte næsten hele sin drengetid på havnen i Kolding Der så han skibe komme og gå og han havde fået lyst til at sejle en lyst, han som ny konfirmeret ikke fik lov følge, idet han blev sat i lære som kobbersmed. Han havde ikke på havnen erhvervet sig noget dybere kendskab til vilkårene sejlskibe. Han havde ikke haft nogen gammel søulk til at fortælle. Var det tilfældet, havde han næppe begået den række af fejltagelser, som han fortæller os om:

Efter en tvungen og mislykket læretid som kobbersmed, stod jeg uden arbejde. At søge arbejde ved dette fag følte jeg mig ikke at være kvalificeret til medden uddannelse, jeg havde fået, og desuden var det vanskeligt at få noget arbejde. Derfor besluttede jeg nu at gøre alvor af mine ønsker om at komne ud at sejle. En dag i november måned lige efter jeg var bleven ledig, gik jeg nede på havnen og så på skibe, Der lå en galease og lossede mel. Ved lossespillet stod skipperen alene og hejste sækkene op. Det var strengt arbejde For en ældre mand. Jeg antager, han var 60-65 år. Da jeg havde stået der lidt, sagde han, om jeg ville give ham en hånd med spillet og det gjorde jeg. Under arbejdet fortalte han, at en forbandet laban, han havde haft med, var stukken af, hvorfor han nu selv var nødsaget til og arbejde. Han spurgte: hvad laver du for resten? Og da han fik at vide jeg var ude efter hyre tilbød han at tage mig med. Det var ellers ikke små skibe jeg var ude efter, men da det på den årstid, var vanskeligt at få hyre på de store sejlere, som jeg stilede efter, slog jeg til og næste dag fik jeg en søfarts bog og blev forhyret på toldboden for en hyre til 15 kr. pr. måned. Olietøj og træskostøvler og køjetøj samt et halvt pund shagtobak i løs vægt kom i køjesækken, lidt andre beklædningsgenstande i en kuffert. En skibskiste, jeg havde ønsket mig, blev der ikke råd til. Det hele blev anbragt i et lille lukaf forude hvor jeg var alene. Inden afsejlingen vil jeg gerne fortælle lidt om den øvrige besætning. Skipperen var som sagt en ældre mand, middelhøj mager, hvidt hår og gedebukkeskæg og rødligt ansigt. Hans kone der var med, fik jeg senere at vide, var en ”dame” han havde fundet i København Hun var langt yngre end han. Hun stod for madlavningen og var meget flink og snakkesalig. Med sig havde hun en lille pige på 4-5 år. Så var der skibshunden, en stor jagthundehvalp, der senere der senere voldte mig mange kvaler.

En søndag morgen forlod vi Kolding havn. Vi skulle til et teglværk på Lyngsodde i Lillebælt efter en last mursten til København. Det gik ikke helt stille af. Skipperen brugte mund hele tiden og kom helt i affekt, når jeg ikke forstod hans ordre, som han gav på marstaller sprog. Da vi kom ud af fjorden, og der faldt ro over ham, fik jeg overdraget rorpinden, hvad jeg følte mig stolt over, at stå der og føre skuden. Det fik en brat ende, for pludselig stak skipperen mig en lussing og så mig stift i øjnene og sagde: Tror du, at du kan tillade dig at ødelægge dækket her om bord, din Laban. Se der, sagde han og pegede på dækket. Nu så jeg nogle småhuller. Det var fra mine træsko. Hjemme havde jeg taget jernringene af dem og slået læderklamper på med jernpløkker. Jeg havde ikke fået disse langt nok ind, så jeg måtte ned og få sømmene ud, før jeg igen efter mange formaninger overtog roret.

Broen ved teglværket var kun en smal bro, og det er noget af et kunststykke at ramme en sådan med den rivende strøm, der kan være. Efter en del vendinger, hvorunder jeg, der skulle passe forsejlene, fik en del øretæver af daskende skøder og sejl, lykkedes det at komme broen så nær, at vi kunne ankre der, og jeg roede i jollen en trosse hen til den.

Dagen efter begyndte lastningen. Stenene blev pr. trillebør kørt ud til skibet. Mit job var at tage de fire sten, der blev rakt mig fra broen, der lå højere end skibet, og derefter bøje mig helt ned til lugekanten og aflevere dem til manden i lasten. Jeg fik lært at bøje mig, så længe det stod på. Det varede ikke længe, inden huden på hænderne sad i et blodigt kød. Gammel sejldug, jeg bandt om hænderne, ville ikke sidde fast, og skipperen kaldte det jomfrunalsk sådan at pakke sig ind. Da vi havde lastet, forestod en større rengøring. Han skulle ikke have noget af at få dækket ødelagt af det murstensstøv. Han halede vand op, og jeg fik et kursus i at bruge kosten. Der var ingen travlhed med at komme af sted, da det var dårligt vejr, så vi lå der et par dage. Da vejret bedredes, sejlede vi. Meningen var, at vi skulle nord om Fyn, men af hensyn til, at hans »lille kone«, som han sagde, ikke var søstærk, blev ruten ændret til at gå syd om Fyn. Fra Lyngsodde var det krydssejlads op til Kolding fjord. Det var ikke så langt at krydse, men langt nok til at jeg fik indgående kendskab i at skifte forsejlene, når der skulle vendes, og undgå at blive ramt af skøder og blokke, når det foregik. Når det var sket, så i trav hen til roret. Skipperen lærte mig at styre ”bide vind” og se efter vindfløjen Den skulle stå lige over nokken på storsejlet, og når sejlet begyndte at blafre, skulle jeg »falde af«, og til andre tider skulle der »luffes«. Det var at gå tættere mod vinden. Alle disse informationer blev sagt så hurtigt på det syngende ærøbomål, så det kneb for mig at forstå ham. Den første dag nåede vi ikke længere end lidt syd for Assens, hvor han fandt en ankerplads. For øvrigt sejlede vi så godt som aldrig om natten. Han ville helst være nede hos sin »lille kone” Jeg blev sendt i land med jollen og en mælkespand for at skaffe mælk på en af gårdene der. Det var til den lille pige, og det var jeg for resten næsten hver dag i den tid, jeg var med ham, når vi sejlede. Kosten, ”konen” lavede, var god. Der var to retter mad hver aften. I havn fik vi dét om middagen. Jeg spiste sammen med dem, og skipperen uddelte selv maden. I førstningen var jeg lidt beskeden med at spise. Senere fik jeg mere mod på det, men når skipperen spurgte, om jeg ville have mere, og jeg sagde ja tak, sang han på hjemmelavet melodi, drengen vil ha’ mere ma’; den satans dreng æder mig fra skiv og det hele. Dette gentog han flere gange mens hun øste op eller skar brød af til mig, men med tiden vænnede jeg mig til det. Han kaldte mig altid drengen. Skulle jeg udrette et eller andet, sagde han altid, nu skal drengen det, drengen går og fjumrer. Ja det blev ikke sagt, men sunget. Maden blev lavet i kahytten. I mit lukaf var der en petroleumskoger og når der skulle koges kartofler, var det min bestilling at koge dem der. Skipperens »kone« var en anden type end den sure skipper. Hun ville gerne snakke med mig, men det tålte han ikke, og hvad hun hed, fik jeg aldrig opklaret. Skipperen hed Mads Christensen, men senere fik jeg at vide, han var bedst kendt under navnet »Ærøbomads«. Skibet hed ”Cura” og var hjemmehørende i Marstal. Rejsen til København tog 12 dage, men det var ikke hver dag, vi sejlede. Der skulle ikke meget til, før vi blev liggende for anker. Han ville helst hygge sig i kahytten, og så var jeg barnepige og hundepasser. Denne hund har voldt mig mange kvaler. Når jeg efter spisning skulle vaske op, foregik det på dækket, og når de vaskede kopper og tallerkener var lagt på lugen, kunne hunden komme farende og vælte stabelen, men når det skete, og noget gik i stykker, skulle jeg betale det. Det blev skrevet i min afregningsbog. At protestere nyttede ikke, for efter sølovens paragraffer, som skipperen kunne udenad, og som han citerede for mig, var jeg pligtig til at betale. En gang slap jeg dog for det. Vi havde losset en last i København, og jeg var i gang med at spule. Da jeg var ved at hale en pøs vand op, tabte jeg spanden. Skipperen gik helt amok, og der faldt øretæver af. I nærheden lå en dykkerflåde, hvor en dykker var ved at udbedre noget ved bolværket. Lidt efter at dykkeren var gået ned, kom han op med den tabte pøs og kastede den over til os og sagde: Her har du din spand, din gamle gedebuk, og rører du knægten, og jeg ser det, smider jeg dig helt derned, hvor spanden lå.

Engang vi var i Augustenborg, kom han med et par læderstøvler, han havde købt til mig. Prisen husker jeg ikke, men den oversteg da en måneds hyre, og jeg nægtede at tage dem. Du skal, sagde han, jeg kan ikke udholde det klamperi, du laver med træskostøvlerne.

Så det er en ordre. Derefter fik jeg at vide, hvad søloven indeholdt om lydighedsnægtelse. Jeg var ikke klogere, end at jeg beholdt støvlerne. Jeg lærte en del om de forskellige stik, der kunne laves med et tov eller reb. En jødeknob var det ringeste, man kunne lave i hans øjne. Han kaldte også disse kællingeknuder og blev meget forarget, hvis det skete for mig. Han underviste mig ikke direkte, men det kom halvsyngende fra ham. Når et tov skulle ringles op, sang han: Sådan skyder vi trosser op, mon drengen kan det, ikke mod solen, men med solen, mon den Satans dreng forstår det. Når jeg skulle styre efter kompas, sang han for eksempel, når kursen skulle være syd sydvest: Så skal drengen styre syd sydvest, det er den lange svinehund. Det var altså den lange streg på kompasset mellem syd og vest, var det vest til syd, var det den lille svinehund. Det var ikke nemt at fatte, men jeg læne da kunsten. Der var temmelig langt fra rorpinden til kompasset, og jeg lærte mig selv at tage bestik efter et eller andet for at blive fri for at række hals efter kompasset, men en aften vi var kommen gennem Svendborgsund for vestgående, tog jeg bestik efter månen, som jeg skulle have et bestemt sted i rigningen, uden at tænke på at den flyttede sig. Pludselig gik det op for mig, og jeg fik kursen rettet, inden skipperen kom op fra kahytten. Da han kom op, kikkede han lidt rundt, så på kompasset og sang: Den Satans strøm, den Satans strøm, og beordrede mig til en anden svinehund, der lå lidt sydligere.

Da der jævnlig skete et eller andet, som blev noteret i min afregningsbog, besluttede jeg at afmønstre, inden jeg skulle betale for det. I Fakse hvor vi lastede kalksten til Flensborg, sagde jeg op, men efter en paragraf i søloven kunne jeg ikke komme fra der, sagde han, så jeg måtte med til Flensborg. For øvrigt var han bleven lidt mere medgørlig. Det kom vist af, at han en dag gled i noget af hundens efterladenskaber og gik i dækket. Da han så, jeg lo ad det, for han hen mod mig, og da jeg så, der var øretæver i luften, tog jeg en kufnagle i hånden. Hvad skal du med den, spurgte han. Ja den kan bruges til så meget, svarede jeg, men han luskede ned i kahytten for at blive renset uden at røre mig, men han hævnede sig på en anden måde. I Flensborg hvor vi lossede kalksten, lå et andet skib fra Marstal tæt ved os. Det var færdig med ‘losning. De to skippere kendte jo hinanden. Skipperen der var en flink mand, og da han så, jeg stod og baksede med de uhåndterlige sten, sendte han sin dreng hen for at hjælpe mig. Han var lidt ældre i sejladstid end jeg.

Min skipper inviterede ham og mig til kaffe et par gange. De to skippere, ”konen” og datteren var for det meste i byen for at se sig om, så vi to drenge sørgede selv for kaffe. Da vi var færdige med losningen, var det ikke sejlvejr, og vi lå nogle dage der, og drengen fra det andet skib kom ofte på besøg.

Vi fik fragt med kom fra Augustenborg til Horsens, og før vi sejlede dertil, sagde jeg, at jeg gik i land i Horsens, men det blev ikke godkendt. Jeg kunne ikke sige op i tysk havn, men da vi var på vej mod Horsens og havde passeret toldkontrollen på Årø, sagde jeg op igen, men det blev afslået. Han skulle nok vise mig noget andet. Da vi kom til Horsens og havde losset, pakkede jeg mit tøj og forlangte afregning. Nå det tror din laban, du har ikke noget til gode her. Nu kan du gå op på banegården og spørge hvad det koster at køre til Kolding, så får du det det koster og ikke en øre mere. Vil du ikke tage imod det, melder jeg dig til politiet. Min lille piges sparebøsse er stjålet, og der var ikke så få penge i. Det kan ikke være andre end dig. selvfølgelig benægtede jeg at have stjålet noget, men det troede han ikke på. Jeg var lidt i tvivl om, hvad jeg skulle gøre. Kom der politisag ud af det, havde jeg jo ingen beviser mod ham, og jeg længtes efter at komme hjem. Det blev til, at jeg spurgte om billetprisen, det var 3-4 kr. som jeg rundede op til 5 kr. Dem fik jeg, og så gik jeg i land, men forinden skruede jeg vægerne i petroleumskogeren og tre lanterner så langt ned, at de lå i bunden. Det var min hævn. Den sure skipper havde afsky for både lugt og berøring af petroleum. Inden jeg forlod Horsens, fik jeg da oprejsning for beskyldningen om tyveri. Den samme flinke skipper, jeg traf i Flensborg, var lige kommet i havn der, og jeg fik tid til at hilse på ham og fortalte om, hvad jeg havde været ude for. Hvordan var den sparebøsse, spurgte han. Den var rød, sagde jeg, og formet som en postkasse. Så er den her, sagde han, men låsen er brækket op, den har jeg fundet i lukafet, hvor den tyveknægt til dreng, jeg havde med, boede, men nu er smidt i land. Det er ikke det eneste, han har stjålet, og det skal du ikke have skyld for, nu skal jeg nok ordne Mads og give ham en opsang. Han har altid været hård ved de drenge, han har haft. Hvis du vil, kan du komme med mig. Du skal nok blive redelig behandlet. Jeg var glad for, at jeg fik talt med ham, men nu var jeg opsat på at komme hjem, selv om det kun var med få øre i pungen.. Således endte mit første togt.

”Ærøbomads” er jeg senere rendt på i en havn. Da var jeg lige ved at spytte ham i ansigtet. Hans ”lille kone” var der ikke, og jeg følte ingen sorg, da jeg fik at vide, at han en dag gik ud i skoven med et reb og hængte sig, det er nok blevet anbragt i træet med et solidt dobbeltstik og løbestikket i den anden ende har nok virket perfekt.

Det var rart at komme hjem igen efter den tur, men jeg var fast besluttet på at »gå på den« igen. Det lakkede mod forår, Så var det sejlskibenes tid. Jeg havde lidt tilfældigt arbejde og klarede mig godt. Måske kunne jeg få hyre på dampere, men at blive »bolværksmatros«, som man kaldte dem i dampskibe, ønskede jeg ikke. Det skulle være rigtig sømand. Det blev det nu ikke til i denne omgang. I en annonce søgte direktør J. Ræder, der ejede en større lystkutter, en dreng til denne, og da mine forældre gerne ville have, jeg søgte denne plads i stedet for de længere ture, føjede jeg dem og fik pladsen. Det var tidlig på foråret, og den faste mand på lystkutteren gik i gang med forberedelser til sommerens togter. Om vinteren var han beskæftiget i Ræders virksomhed Dansk Frøhandel, Han havde sejlet med kutteren i flere år, og før den tid havde han sejlet på de store have.

Kutteren hed ”Rota”. Det var et flot skib, rigget med storsejl og mesan, fok, stagsejl klyver og jager, desuden topsejl til både storsejl og mesan. Når vinden var til det, kunne vi også sætte en spiler. Der hørte to sæt sejl til kutteren, det ene var af det, man kaldte silkedug, det andet af fint sejldug. Den faste mand hed Michel Mikkelsen, men om bord brugtes kun fornavn, og jeg hed »Petter«. Min løn var 30 kr. pr. måned, men da der altid var gæster med, når vi sejlede, gav det ofte drikkepenge, men alligevel var det ikke meget, jeg fik, for når vi ikke sejlede, skulle jeg selv sørge for kosten. Min makker og jeg var uniformerede. Vi fik en blå sweater med kutterens navn på og en matroshue ligeledes med navn i guldbogstaver, hvide benklæder og hvide lærredssko. Kutteren stod på land da vi begyndte at skrabe og rense den. Malearbejdet blev udført af en malermester både ud- og indvendig hvor der var en stor salon og en del køjerum, pantry og toilet. Vi to havde et lille lukaf forude med to køjer. Ræder, der tidligere havde været officer i marinen, var en ivrig sejlsportsmand og en dygtig navigatør. Lidt af disciplinen fra marinen blev overført på besætningen. Når vi ikke sejlede, lå kutteren ved en bøje lidt ude i fjorden. Om morgenen skulle flaget sættes og tages ned om aftenen til bestemt tid. Det var mit job. Skete det, at jeg var lidt sent på det, kunne jeg være sikker på en reprimande. Fra sin bolig på Dyrehavegård kunne han se kutteren.

Som en af de første her i byen havde Ræder en motorbåd, der efter den tids forhold var en rigtig væddeløber. Det var en åben båd med et smalt halvdæk. Når vi var ude med den, lå vi to mand på dette dæk med bådshage og fender parat. Turene gik sjældent længere end til Løverodde, Snoghøj eller rundt om Fænø. Vi to, der lå på langs ad dækket, blev som regel dyngvåde.

I sommerens løb deltog vi i adskillige kapsejladser med ”Rota” og foretog lange ture i danske farvande, og vi besøgte også nogle svenske og norske byer. Der var altid gæster med på disse ture, og det var for det meste en af disse, der stod for madlavningen, og vi levede højt. Der var retter på menuen, jeg ikke kendte navn på, men det var noget, der smagte godt. Der var godt provianteret og masser af fin vin. Disse gæster må have været meget madglade. En dag så jeg en kogebog. Den var skrevet af en af Ræders gæster, der ofte sejlede med os, assurandør Conrad Andersen, en kendt mand i byen. Den var trykt og så vidt jeg husker tilegnet Ræder og hans gæster på sagde Ræder, jeg havde ellers afskreven den, og det skal du have en femmer for. Et par af gæsterne gav også ved afslutningen af turen gode drikkepenge i den anledning. Den danske sommer var også kort den gang, og først i august måned blev jeg sagt op, men fik dog løn for hele måneden og desuden tilbud om arbejde i Ræders virksomhed, hvad jeg dog afslog. Jeg var ikke meget for at blive »lukket inde, men jeg havde en dejlig sommer det år.

Efter denne lystsejlads vovede jeg at rejse til Svendborg, for om jeg kunne få en hyre der, selv om det var langt henne på sæsonen. Jeg var heldig. Der lå et skib i Odense, der manglede en jungmand. Det var en dobbelt topsejlsskonnert, der hed Karen og var fra Marstal. Skipperen hed Bager. Vi var i alt fem mand om bord. Det var et lille pænt skib og forholdsvis nyt. I lukafet var vi tre mand, en matros, jeg og en kokkedreng. Vi skulle til Norge efter store granitblokke til Aberdeen i Skotland. Vi sejlede fra Odense en søndag morgen, og det var fint vejr og vind, så vi kom hurtigt derop. Byen vi korn til hed Larvik, men fra denne blev vi dirigeret længere op i landet, og det var vist i en elv. Vi kom til at ligge ved en træbro, hvor de store sten blev kørt ud til en trækran, der ved håndkraft løftede disse i lasten. Der var smukt. Ofte kunne vi se rådyr eller hjorte svømme fra bred til bred, og der var meget skov, hvor vi lå. Lastningen stod kun på et par dage, og en tidlig morgen blev jeg sendt op efter lodsen eller ”kjendt mand” som man sagde. Han boede højt oppe i det stenede landskab i et meget gammelt træhus. En meget gammel mand med langt hvidt hår og skæg sad i en stol, der for mig at se var lavet af en træstub. Både sæde og ryg var i ét. Jeg forestillede mig, at sådan Dovregubben have set ud. Lodsen var ikke hjemme, men den gamle forsikrede mig, at det ikke ville vare længe, inden han kom ned til os. Vi var sejlklar, da han kom, og så begyndte min første tur over Nordsøen - Denne var lidt mere urolig end de farvande, jeg før havde sejlet på. Men søsyg har jeg aldrig været. En stenlast er en »død last«. Selv om kul også er en slags sten, er det bedre at sejle med. Da vi var kommet til søs, blev vagten sat. Jeg kom på skipperens vagt og matrosen på styrmandens. En vagt er fire timer Bliver man afløst klokken 8, er der en arbejdsvagt til klokken 10. Da er man således kun fri i to timer. Om eftermiddagen har man også kun to timer fri. Skete det, at der skulle bjerges eller sættes mere sejl, måtte de, der havde fri, være med til dette. Kosten om bord var almindelige sømandsretter. Den var solid, gule ærter, grønkålssuppe, hvidkålssuppe, brune bønner. Alt det blev kogt på amerikansk oksekød, der var meget saltet. Når først kødet var ud-vandet, blev det kogt, og det første hold vand blev hældt i en pøs. Når fedtet var størknet, blev dette taget af Det brugtes til at smøre blokke eller træskostøvler med, men selv anden gang kødet blev kogt, var det meget salt. Dette kød blev opbevaret i en aflåset tønde, der stod på dækket. Styrmanden stod for udvejning af de rationer vi kunne tilkomme. Jeg husker ikke vægten på disse, men for margarine og sukker var det vist 1 pund pr. mand pr. uge, men blev trukket noget fra til sovs og til at søde med, men her om bord toges det ikke højtideligt, men i mange skibe gav man kun lige, eller lidt under de mængder, søloven fastsatte. Behandlingen var der ikke noget at klage over. Både skipperen og styrmanden var flinke, noget der ellers ikke kunne prales med i de gamle træskibe. Almindelige søfolk var ikke regnet ret meget i den tid. At stå fire timer ved rattet er en meget lang tid, og trivielt er det, og hverken en skipper eller styrmand er meget for det. Havde skibet været lidt større, skulle det have to mand mere, og så havde der været to besætningsmedlemmer til at ‘betjene rattet en time ad gangen. Således er det om bord i en bramsejlsskonnert. Vi havde god vind mod Skotland, og selv om skibet satte hårdt i søen, var der god fart på. En dag der var høj sø, hørte vi nogle dump i lasten, når skibet huggede hårdt. Skipperen mente, at det var en af blokkene, der havde revet sig løs, og han og jeg fik en lastluge løftet så højt, at jeg lige kunne klemme mig ned i lasten. Jeg fik en flagermuslygte med for at undersøge årsagen. Der var god plads dernede. Med denne last af sten var rummet ikke nær fyldt op. Skipperens anelse var rigtig. Det var en stor stenblok, der gled fra side til side. Jeg fik en del store kiler og tømmer derned og var heldig at få en kile under stenen, da den kom helt ud til siden, og der blev den, Der kom flere kiler og andet træværk, og vi mærkede ikke noget senere. Vi tog en del vand over den dag, så vi ikke kunne åbne lugerne, så jeg havde kun lygten at se ved. Da. jeg kom op, syntes skipper, jeg havde fortjent et mål rom. Da de andre kikkede lidt langt efter mig, sagde skipper: Kom så da og få et mål med, men så skal Tom også have en halv mere! I Da vi kom til Skotland, var der stærk pålandsvind og meget høj sø, så vi var nødt til at holde den gående derude, da det ikke var doktid. Vi bar kun små sejl, og det kneb, når vi skulle vende i den høje sø. En engelsk trawler, der lå og fiskede, løb hen til os og tilbød at holde os for 50 pund, skipper grinede og vinkede ham af. Trawleren kom et par gange mere, men fik ikke bid. Ved indsejlingen til Aberdeen var der dengang en høj mole, hvor vi kunne se vandet slå over hele tiden. Da det var doktid, tog skipperen selv roret, og stilede efter indsejlingen. De små hjuldampere lå klar til at slæbe os, når vi var kommen igennem. Den høje søgang hindrede dem i at komme ud efter os. Da vi lige var kommen igennem ved molen, kom der en høj sø og skubbede os om bag denne og slog vore tre vandankre løse, så de rullede ud af deres stativ, skønt både det og fadene var godt fastsurret til bolte i dækket, Kabyssen blev også slået, og vi andre stod i vand og klamrede os fast for ikke at blive reven med udenbords. Så tog hjulbåden affære og slæbte os til kaj. Det var en underlig fornemmelse, da jeg sprang i land med en trosse. Det var, som stenbroen gyngede under mig. Da vi var fortøjet, fik vi et velfortjent mål rom. De skader denne sø havde forvoldt, var ikke større, end vi selv kunne udbedre dem, Lasten blev hurtigt losset ved mekanisk hjælp, så vi lå der ikke længe.

Derefter sejlede vi til en kulby på Leithfjorden, der hed Methil. Også der skulle vi slæbes i dok af en hjuldamper. Der blev kastet en tynd line over til os, hvortil vi skulle binde vor slæbetrosse. Jeg tog mod denne og ville binde den til trossen, men manden på slæbebåden gjorde tegn, jeg skulle hale mere af linen til mig. På denne var der anbragt et lille net, hvori der var en tom flaske. Det var jo ikke til at misforstå, og styrmanden sagde også: De tager sku ikke trossen, før de får en fyldt flaske. Først da denne var anbragt, kunne slæbningen begynde. Da vi kom ind i dokken, var der en masse hjælpsomme mennesker til at tage fortøjningstrosser og fastgøre dem. Da det var ordnet, kom mange om bord og forlangte en snaps for hjælpen, som de også fik. Det var skikken dengang. Den danske brændevin og et stop til piben var efterspurgt. Nu lå vi altså ved ”Sprutten” hvor kulvognene blev hejst op og tippet ned i lasten. Det gik hurtigt. Kullemperne var forsynet med en kort skovl og en jernplade med en lille kæde i. Den brugte de til at skovle på. De havde støvler på, og benklæderne var bundet om benene forneden, store læderlapper på knæene og tørklæde om halsen. Mund og næse- var dækket med et tørklæde. Det var et drøjt job. Kullene kom så hurtigt i lasten, at der kunne blive en høj dynge i lastlugen, så man skulle tro, lemperne blev kvalt. En kulmineby er ikke smuk. Den er trist at se på. Husene er grå og snavsede, blomster ses der ikke mange af. Ved dokken var der mere liv. Jeg tror, der var mange, der holdt til der, især om aftenen, hvor de nød varmen fra en del store åbne jerngryder, hvor det røg og flammede fra om aftenen.

Vi skulle til Ærøskøbing med den last kul, og efter at den var losset, var det bleven hen på efteråret. Det havde været en lang rejse på hjemturen og skibet skulle oplægges, da vintersejlads ikke betalte sig, når den høje vinterforsikring trådte i kraft, så vi blev alle afmønstrede, hvilket jeg var ked af, for det var et godt skib at sejle med.

Da jeg var kommen hjem igen, var det så med at få noget at bestille. Med en løn af 35 kr. pr. måned var der ikke meget, der kunne spares op. Jeg fik plads hos en fiske-opkøber, der sejlede rundt til forskellige fiskepladser og købte årstidens fisk, som han senere afsatte til detailfiskehandlere. At det er længe siden, vil man forstå, når jeg nævner, hvad prisen var på de fisk, han købte: ål 45-50 øre, ålekvabber 3-4 øre, torsk 5-6-10 øre efter størrelse, alt pr. pund. Til tider, når der var mange sild, blev disse i kasser sendt pr. bane til Tyskland. Når der så kom afregning fra importøren, skulle han vise fiskerne denne og fik så en vis procent af beløbet. Der var fiduser i denne branche, og mange gange er fiskerne blevet narret. De kunne ske, at når vedkommende kendte lidt til den tyske importør, at han fik to afregninger, en til at vise fiskerne og en til sig selv. At så fiskerne fik den med det mindste beløb er givet. Ved opkøb blev fiskene vejet med en bismervægt. Når der købtes ude til søs, og der var lidt sø, kunne det være nemt at sætte støvlen under spanden, der vejedes i, og derved sætte vægtgrænsen en del ned.

Dette arbejde sluttede ved juletid, men det var ikke så længe, jeg gik ledig. Næste skib var en gammel skonnert, der tidligere havde haft råsejl, men de var rigget af, og den var, hvad man i sømandssproget kalder ”pukkelrygget”. Det er med skibe som med mennesker, at de kan slæbe sig en pukkel til. Den så ikke godt ud og havde ikke fået maling i lange tider. Den lå i Kolding havn og havde losset kul til C. L. Schmidts kullager. Det var i januar måned. Da jeg som sædvanlig gik tur på havnen, kom jeg i snak med skipperen. Han var alene om bord, og jeg havde hjulpet ham lidt med nogle fortøjninger. Hans styrmand skulle komme dagen efter, fortalte han, og han skulle have en mand med sig, men han manglede endnu to. Selv om jeg var lidt betænkelig ved at gå om bord i et så miserabelt skib, lod jeg mig dog overtale, og næste dag lod jeg mig påmønstre. Skipperen hed Nørregaard, skibet ”Anna” og var hjemmehørende i Rudkøbing. Den manglende mand skaffede jeg, hvad jeg senere kom til at fortryde. Han hed Julius, og var udlært billedskærer, men duede ikke til det og var nu køkkenkarl på Hotel Kolding. Han ville gerne ud og se sig om, fortalte han, hvad han for øvrigt også kom, for langt senere erfarede jeg, at han havde en slangefarm i Sydafrika. Han havde ikke sejlet før, men skipperen mente det var et plus, at han var vant til et køkken, da han skulle fungere som kok, men heller ikke det duede han til. Hans løn var 30 kr. pr. måned. Min makker fik 35 kr. og jeg fik 40 kr.

Når vi sejlede to skulle vi have et vist antal favne grus som ballast. Det havde en vognmand Østergaard i Kolding eneret på. Om vi fik det, vi skulle have, tvivler jeg på. Hans heste var kendt som de magreste i byen, og der var grænser for, hvor meget de kunne trække. Den ballst, han leverede os, kom fra en udgravning til et hus på Seestvej. Det var ikke grus, men ler og småsten.

Næste dag sejlede vi. Turen gik til Falkenberg, hvor vi skulle laste props til en kulmineby ved Leith-fjorden. Før vi kom ud i Lillebælt, begyndte det at sne, og det varede ikke længe, før vi havde en regulær snestorm og hård frost, så alt det vand, vi fik over os, frøs til is, og dækket blev glat og forenden af skibet helt overiset. Julius trippede rundt på det glatte dæk. Han havde ikke meget tøj at tage på og kun et par tynde sko, Han faldt hvert øjeblik. Til sidst kunne han ikke rejse sig og var grøn i ansigtet. Styrmanden, en mand på Ca. 65 år, forbarmede sig over ham og sendte ham til køjs. Skipperen så sig nødsaget til at søge læ ved Helsingør, og der lå vi nogle dage for to ankre. Ledig kunne min makker og jeg jo ikke gå. Der skulle arbejdes, og jeg blev sat til at reparere vævlinger. Det er trinene, man går i, når man skal op i rigningen. Man prøver deres holdbarhed ved at stå med begge ben på en vævling, holder godt fast i vantet og hopper et par gange på det. Kan det ikke holde til det, skal et nyt i. Det var hundekoldt, og det blæste, så jeg havde olietøj og træskostøvler samt islandske vanter med to tommelfingre på. Jeg var ikke kommen ret højt, da en vævling knækkede. Jeg mistede taget og gik udenbords. Selv om vandet ikke var til at bade i, syntes jeg ikke, det var koldt, men det kneb med at få hovedet oven vande, for træskostøvlerne ville først op. Der må have været luft i dem. Styrmanden fik tag i mig med en bådshage, så min olietrøje blev reven i stykker, men op kom jeg da og kom til noget andet arbejde. Selv om det blæste godt endnu, ville skipperen til Falkenberg. Da vi skulle have begge ankrene op, fik vi kun det mindste. Det største ligger vist i Øresund endnu, da ankerkæden gik itu. Vi fik af skipperen påbud om ikke at omtale det. Efter sø reglerne er to ankre påbudte, men vi sejlede kun med et. Da vi kom i nærheden af bestemmelsesstedet kom en lodsbåd ud til os, men han kom ikke om bord i det første forsøg på grund af vejret. Skipperen stod selv ved roret. Jeg så lodsen give tegn til, at vi skulle holde længere udefter og gjorde skipperen opmærksom på det og sagde samtidig til ham, om der ikke var en grund forude, da søen brækkede der. Han mente nu, der var vand nok, men pludselig mærkede vi, at vi skurede hen over noget, og farten sagtnede, men så gled båden igen. Lodsen kom om bord og skældte skipperen ud, fordi han ikke havde holdt længere udefter, men skipperen holdt på, at der ikke var sket noget. Efter denne episode kom jeg til at tænke på, om skipperen egentlig ville være ked af, hvis vi var blevet hængende der eller havde fået bunden slået itu. Man har jo før hørt om, at nogle tjente penge på godt assurerede skibe, Da vi kom i havn og skulle have losset ballasten, var der ikke andet tilbage af den end nogle sten. Der havde været så meget vand i lasten, at ballasten var skyllet ned under garneringen, og nu lå den på selve skibsbunden og op ad siderne i dette mellemrum, Kun stenene, der ikke kunne gå mellem sprækkerne, var tilbage, og dem fik vi op. Skibet blev så lastet med props, og vi fik en stor dækslast, vist også for stor efter reglerne, og det var dårligt lastet. Skibet lå alt for meget forover, hvad vi siden fik at mærke. Hidtil havde Julius været en dårlig medhjælper. Intet kunne han lave og var hundeangst for turen over Nordsøen. Han tiggede skipperen om at blive afmønstret, men det blev afslået. Min makker og jeg foreslog ham at rømme med den bagtanke, at vi kunne dele hans hyre, hvis skipperen ikke kunne få en anden. Julius var med på planen. Han havde ingen penge, men vi to splejsede sammen, så han havde til togbillet til Helsingør, og da det blev mørkt, fulgte vi ham til banen. Senere hørte jeg, at politiet i Kolding havde taget imod ham. Næste morgen da vi skulle sejle, manglede Julius. Vi forklarede, at han ikke havde været om bord om natten, og hans tøj var borte, men hvis der ikke kunne skaffes en anden, var vi villige til at overtage hans arbejde mod at dele hans hyre. Nå sådan, sagde skipperen, jeg så I gik sammen til banegården. Nu skal I få lov at arbejde for ham gratis. Går I ikke ind på det, anmelder jeg jer for at have medvirket til rømning, Det var en harsk en at få stukket ud, men vi var nødt til at gå til biddet, men hvor vi ærgrede os.

Det var et surt vejr, da vi stak til søs, det blæste og var hundekoldt, og da det gamle skib nu var kommen til at ligge dybere i søen, mærkede vi, hvor læk den var. Vi tilbragte mange timer med at pumpe. Vi havde en såkaldt entreprenørpumpe om bord. Den var af jern og helt ny og gav en masse vand fra sig, men den var træls at arbejde med. Den gav en hvæsende lyd fra sig, når der ikke var mere vand i lasten. Det var en regel, at der skulle pumpes læns på hver vagt. Styrmanden og jeg havde vagt sammen. En nat gik jeg i god tid i gang med at pumpe. Det kunne godt vare en time, når vejret var dårligt, men jeg havde ikke pumpet længe, før den hvæsende lyd hørtes. Det er løgn, sagde styrmanden, da jeg kom tilbage, den er smadder læk. Han prøvede pumpen, men der kom ingen vand. For en sikkerheds skyld pejlede han vandstanden i lasten og der var masser af vand. Det var noget ballasten der havde sig fast i pumpen. Vi måtte arbejde i lang tid for at få det ordnet, og hele næste fri-vagt gik med at pumpe. Sådan skete det flere gange. Jeg tænkte ofte på, hvad der kunne ske, hvis vi ikke kunne bruge pumpen. Skibsjollen stod på dækket godt begravet i dækslasten.

En dag, der var særlig hårdt vejr, og det gav meget vand over, kikkede jeg efter jollen, som jeg mente måtte være fuld af vand. Det var den ikke, og lænseproppen sad i hullet. Jollen var altså lige så læk som skibet. Det var helt mærkeligt at pumpe og se det gule lerede vand fra min fødeby løbe ud i Nordsøen, og sådan set var det en slags by udvidelse, jeg udførte.

På hele rejsen havde vi modvind. Med den dybtliggende forende var det ikke hver gang, vi kom rundt, når vi skulle vende. Når vi var ved det og kom op i vinden, var der ikke meget fart på, og søerne slog os tilbage. En nat gik skipperen med en økse forud. Han sagde, han ville rette lidt ved afstivningen af dækslasten, og da vi noget og da vi noget efter skulle vende og løb op i vinden, lød der et voldsomt brag. Det var en stor del af dækslasten og lønningen, der gik udenbords. En stor sø havde taget den. Om det var skipperens måde at ordne afstivningen på, vidste vi jo ikke. Vi kunne kun gætte. Efter denne aflastning var skibet mere gelassen til at vende, men det var ingen hurtigløber, og det tog lang tid, før vi kom til vejs ende, en lille kulmineby, der hed Wemys ved Leithsfjorden.

Vi blev losset med kran, 50 stykker props i hver losselænke. På grund af at vi havde mistet noget, skulle de tælles. Der var et par dokarbejdere til at hjælpe min makker og mig. Vi fik lært at tælle på engelsk. For hver props vi lagde i lænken, skulle vi sige tallet. Det kneb til at begynde med. Da vi kom i nærheden af lastbunden, forlangte dokarbejderne mere i løn, fordi træet var vådt og tilsølet af ballasten. Det fik de ikke, og så gik de. Min makker og jeg måtte så ordne resten selv, men hvor var vi beskidte, da vi var færdige. Der blev lavet et hul i garneringen ved pumpen, og en del ler skrabet ud, og røret blev hævet lidt fra bunden. Det hjalp ikke meget, og på hjemturen var der ofte kludder med pumpen. Vi fik lasten fyldt med kul, som vi skulle til Dageløkkeog Ærøskøbing med.

Da vi blev slæbt ud af dokken, fik skipperen den idé at sejle så langt mod land, så skibet stod på grund ved lavvande, men dog ikke så langt, at det kunne krænge. Han ville forsøge at tætne de værste steder i noterne med optrevlet tovværk, blår og tjære. Styrmanden spåede, at det gamle skib ville folde sig ud som en åkande, når det stod på bunden. Den holdt dog til det, og fra hængestillads slog vi masser af værk og gamle sække i den gamle skude. Da det blev højvande, stak vi søen. Vor tørn ved pumpen var stadig den samme, men den svigtede kun få gange på hjemturen. Den havde jeg og makkeren talt en del om, og jeg må tilstå, at emnet at rømme var berørt. Mens vi lå i dokken, havde vi hilst på en dansker der. Han var også engang rømmet fra et skib, og nu boede han der, var bleven gift og var arbejder i en kulmine. Der var 8 timers arbejdsdag, og han tjente efter forholdene en god løn. Efter at han havde set vort skib, sagde han, at han ikke ville sejle med sådan en spand over Nordsøen, og at han havde nemt ved at skaffe os arbejde. Vi var med ham nede i en mine og så, hvorledes de arbejdede. Efter den tur i minen valgte min makker og jeg at vove pelsen og sejle hjem.

Det var også dårligt vejr på hjemturen. Vi var altid våde og forfrosne. Lukafet lå på dækket, og taget var altid utæt, så køjetøjet var vådt. Der var en del køjer, der vidnede om skibets fortid med større besætning. Jeg havde valgt den mest tørre køje, og da min makkers altid var våd, lagde han sig i min, når vi sejlede. Da var den jo ledig. Han var ellers en flink fyr, men personlig renlighed var han ingen ynder af, og det resulterede i, at vi blev fyldt med lus begge to. Vi skiftedes til at lave mad. En dag da det var hans tur, så jeg ind i kabyssen. Han var ved at hænge sine vanter til tørring på en snor over gryden. De faldt ned i gryden, men han fiskede dem op og vred dem over gryden. Det var for meget for mig. Jeg stak ham en på kassen og truede med at fortælle skipperen om det. Han bad så mindelig for sig og lovede at hugge en dåse konserves til mig, når han gik ned i kahytten med maden, og skipperen stod til rors. Jeg fik den, og de andre åd de brune bønner.

Det var den sidste tur, styrmanden var ude på. Han var en flink mand, og vi talte meget sammen på vagterne. Han havde oplevet meget, men selv om han havde sejlet længe, var han altid søsyg i dårligt vejr. At han ikke nåede længere end til at blive styrmand, skyldtes et uheld med et skib, som han blev beskyldt for. Lidt overtroisk var han også. På turen til England kom han kom han ind i kabyssen, hvor jeg var og tog lidt salt mellem fingrene og strøede det i havet. Vi var godt og vel forbi Skagen. Er det ikke salt nok, spurgte jeg. Han svarede: Her ligger min far og en bror. Dem mindes jeg altid, når jeg kommer her. Han glædede sig til at komme hjem. Så ville han have en fiskejolle og fange fisk i Svendborgsund. Han boede ved Fjellebroen.

Efter flere dages hård vestlig storm fik vi vindstille. Vi var så nær den jyske vestkyst, at vi kunne se husene i land. Der stod svær dønning efter stormen, så sejlene slog fra side til side, og for ikke at få dem slået i stykker blev de taget ned. Vi lå og drev der et par dage. På en vagt talte styrmanden og jeg lidt om sejladsen. Der er ”ugler i mosen” her; sagde han. Efter min mening er det, ligesom vi ikke skal have skibet med hjem. Hvorfor skal denne gamle kasse sejle på denne årstid til den høje forsikring, og kommer den hjem, skal den »klasses om«, og så tager forsikringen den ikke, før den er bleven repareret, og det vil koste dyrt. Så er der det med ankeret, vi mistede, mere dækslast end tilladt. Det er noget jeg ikke kan få til at gå op, men nu får vi se. Jeg skal ikke være med til noget at blive hængt op på her på min sidste tur, sluttede han. I nærheden lå der nogle fiskerbåde og fiskede. Hen mod aften løb en af dem op på siden af os, og en mand råbte på bredt vestjysk, om vi fejlede noget. Vi fejler kun noget vind, sagde skipperen. Det skal Vor Herre nok give jer, har I ikke set, der er hejst for storm. I må hellere se at få sejlene op, advarede han. Skipperen var ikke så ivrig efter denne advarsel, men da det begyndte at lufte, måtte vi jo til det. Fiskeren fik ret. Det varede ikke længe, inden det blev svær storm fra nordvest. Vi arbejde os udefter. Den landgang svipsede, sagde styrmanden. Jeg kunne ellers godt tænke mig at stå af her og tage toget til Fjellebroen. Nu får vi se om vi klarer Skagen, sluttede han.

Det gjorde vi, men havde skibet nægtet at vende som på turen til England, var det ikke sket. Vi drog et lettelsens suk, da vi rundede Grenen. Nu gik det sydefter. Vi nåede dog ikke længere end til Frederikshavn, hvor vi lå et par dage for dårligt vejr og strøm. En nat styrmanden og jeg havde ankervagt og sad i kabyssen og fik en tår kaffe, kikkede jeg ud og så, der kom noget sejlende. Det gik i siksak. Da jeg sagde det til styrmanden, sagde han, jeg skulle se efter, om vor ankerlanterne brændte. Det gjorde den, og vi fortsatte med kaffen. Pludselig lød der et brag, og vi for ud på dækket og så en lille damper med et støtte-sejl forsvinde i mørket. Den var rendt ind i vor bagbords side og havde knust nogle planker, og de ragede helt ind i styrmandens køje. Jeg løb straks til pumpen, men skipperen råbte, jeg skulle blive fra den. Damperen så vi ikke igen. Da den sejlede fra os, lagde jeg mærke til, der stod en lygte på dens agterdæk. Den lyste, så jeg kunne se et nummer på støttesejlet, hvorved den fandtes. Det var en lille damper, der sejlede med sten til Skagens nye havn. Skaden, den havde forvoldt, var lige over vandlinien, men stødet må have virket længere nede, for skibet tog en del vand ind. Om morgenen satte vi flag for bugsering og kom ind til Frederikshavn. Påsejlingen blev anmeldt, og vi og damperens besætning kom i søforhør. Det blev opklaret, at damperen havde været i havn, og besætningen der fået en del spiritus, men de nægtede at have set vor lanterne, men da styrmanden og jeg aflagde ed på, at den brændte, og styrmanden havde set det efter påsejlingen, blev de dømt til at betale skaden og liggepenge for den tid, vi lå der, samt en bøde fordi de var løben fra os. Det tog tre uger, før vi kom derfra. Så gik turen til Dageløkke, hvor en del af lasten blev losset. Resten kom til Ærøskøbing, og da den sidste tønde var hejst op, pakkede jeg næsten alt mit tøj om en stor klump kul og lod dette og alle lusene gå til bunds i havnen. Næsten alle mine surt tjente penge købte jeg tøj for. Mit køjetøj havde jeg i nogle dage fået anbragt hos en bager, hvor varmen slog lusene ihjel.Skipperen kom med tilbud om større hyre, bedre forhold i lukafet og andet, men jeg afslog og rejste hjem for at få tøjet lidt i orden, men det varede ikke længe, før jeg var på den igen.

Efter et par uger hjemme rejste jeg og en ven til Svendborg for at få en hyre igen. Vi logerede os ind på et sømandshjem, der lå på Gåsetorvet. Værten hed Hansen. Der var en del, der boede der, mens de søgte hyre. Penge havde vi ikke mange af, men det så værten stort på, når blot han fik vor søfartsbog. Denne havde jeg ikke fået med, men anbragt i min køjesæk, som ville blive sendt til mig, da der var noget tøj, min mor ikke var bleven færdig med, men skibskisten var god nok i stedet.

Værten må have haft samarbejde med hyrebassen, for han sørgede for, vi blev anmeldt der. Når vi blev hyret og som regel havde fået en hel eller halv måneds forskud, blev vor gæld trukken fra. Der gik lidt tid, inden vi fik hyre. Vi gik på havnen hver dag og kom om bord i skibene, man var ved at klargøre og talte med folkene.

Da der var gået et par dage, kom en politibetjent ind på sømandshjemmet. Han var ude efter en mand, der var anmeldt for tyverier fra skibe, der lå i havnen, og han ville gerne se vore papirer, særlig mine da jeg ingen søfartsbog havde afleveret. Jeg forklarede ham årsagen. Jeg kommer til at tage dig med, sagde han. De fleste, jeg havde været sammen med i den tid, sagde

god for mig, men jeg måtte med. Det var en flink betjent, for da vi kom op på rådhuset, tog han mig ind på et kontor for at sludre med mig, som han sagde. Han spurgte mig ud om forholdene i Kolding, om forskellige personer, hvor mine forældre boede og meget andet, så jeg kunne forstå, at han var godt kendt i byen. Jeg tror ikke, du er nogen tyveknægt, min ven, men vi kommer til at beholde dig, til din bog er skaffet til veje, og hvis du giver lov til, at vi må åbne din køjesæk, når den kommer, skal det ikke vare længe, før du er ude igen, sagde han. To nætter var jeg i arresten. Det var en underlig fornemmelse, men min samvittighed var i orden. Den anden dags formiddag blev jeg lukket ud. Den rare betjent tog imod og sagde: den er i orden med dig, min ven, vi har fundet din søfartsbog og den rigtige tyveknægt. Nu giver jeg kaffe og wienerbrød, og så håber jeg, du ikke er gal på mig. Det var godt, jeg troede på dig, men det er jo mit job, og jeg kunne ikke gøre andet. Selvfølgelig tilgav jeg ham og gik ned på sømandshjemmet og blev modtaget som en hel martyr.

Samme dag fik jeg og to andre hyre på en dobbelt topsejlsskonnert. Den hed »Edvard«, men om den var fra Tåsinge eller Thurø, husker jeg ikke. Skipperen hed Rasmussen. Det var en ældre mand. Vi blev straks sat i gang med tilrigning. Alt skulle gå stærkt hos ham, og en styrmand, der lige kom fra skolen, var ikke bedre. Efter hvad jeg kunne forstå, drev han også landbrug, for det meste af provianten kom fra ham. Der var tørrede grønkål, ærter, bønner og foruden det salte amerikanske oksekød, vi altid fik, var der også røget og saltet flæsk, hvad vi lukafet dog aldrig så noget til. Kartofler blev styrmanden sendt til Svendborg efter i en sejljolle, da skipperen i en avis havde læst, at en skibshandler der averterede med kartofler til skibsbrug.

Da vi skulle fylde vandfadene skulle vi hente det i land ved en kilde eller en bæk. Nogle brædder blev slået sammen til en rende, der nåede ud til jollen. Den blev vandet øst op i, og når jollen var fuld, blev den slæbt ud til skibet, og vandet blev hejst om bord. Sådant vand kunne jo være godt nok, men blev det ikke, da jollen var ny og lige ferniseret indenbords, så der var perler på vandet. Det klagede vi over en del gange uden held, men det smagte modbydeligt også i maden.

Vi sejlede, næsten inden vi var helt færdige, men det sidste kunne vi gøre, når vi kom til søs. Vi skulle til Rügenwalde efter korn til København. Da vi kom dertil, var dette korn ikke samlet endnu. Derimod lå der en last til os et andet sted i nærheden. Det var et stykke op ad en lille flod, og ved en primitiv bro fik vi lastet. Så gik turen til København. Det var fint vejr, og vi vaskede og malede, så der næsten ingen frivagt var. Det var et lille pænt og godt skib, men hvor kunne de være nærige de gamle skippere

Al vor proviant blev meget nøje vejet af til os, og der blev vist rigelig regnet fra til sovs og sødning. Vi kunne ikke få det til at slå til, og når vi klagede, fik vi det svar, at det var os, der frådsede.

I de andre skibe, jeg har været i, undtagen det første, har der været en log til at måle farten med. Her havde skipperen en hjemmelavet. Det var en tynd, trekantet flage, hvor der fra de tre spidser var fastgjort snore, der samledes ved selve loglinen. På denne var der lædermærker med en favns mellemrum. Når den skulle i brug, firede en mand den ned til vandoverfladen. Når skipperen, der stod med et timeglasformet, et eller to minuts glas, sagde ”nu” når han vendte det, skulle manden ved linen lade denne løbe ud og tælle de mærker, der løb ud, til sandet i glasset var løben ned. Efter dette må skipperen så have kunnet udregne farten. En sådan log kaldtes en »rødspætte«. Da styrmanden engang ytrede sin tvivl om sådan en fartmåler, blev han affærdiget af skipperen med, at der kom så mange tossestreger frem på det område. Det skulle han ikke have noget af. Han stolede på ”rødspætten”

Da kornet var losset i København, gik turen til Sverige, hvor vi fik en last brædder til England. Det var fint vejr på hele turen over Nordsøen, og vi havde en hurtig rejse. Det var et slæb med at få brædderne i land. Vi var alle fem i gang med det. Det var ellers reglen, at der blev taget folk fra land til hjælp, men den udgift kunne skipperen ikke nænne at komme af med. Denne gang kom jeg og mine makkere næsten ikke i land der og i den lille mineby, hvor vi fik en last kul til København. Når vi var færdige om dagen, fandt han altid på noget arbejde til os om aftenen, der skulle udføres. Kosten var det også sløj med, og vi tre i lukafet besluttede at sige fra, når vi kom hjem. Rejsen hjem gik hurtigt. Det var noget, der gav penge, hvad der passede skipperen. Da han så, det var alvor med opsigelsen, lovede han os bedre forhold, men vi stod af, da kullene var losset.

Det var ikke den bedste tid til at få hyre på med sejlskibe. Derfor besluttede jeg at forsøge med en damper, og jeg var på et rederikontor, hvor de lovede mig en hyre på en båd, der var på vej hjem, og der skulle skiftes noget mandskab ud, når den anløb København, men det ville vare nogle dage, inden den kom. Jeg havde lidt sparet op og lejede et værelse i en kælderbeværtning i Nyhavn og gik jævnlig på kontoret og spurgte efter damperen. Da der var gået en halv snes dage, var pengene ved at slippe op, og jeg måtte flytte. Mit tøj fik jeg anbragt i et skur på Larsens Plads og sov nogle nætter på Sankt Peters gæstehjem. Den sidste gang jeg spurgte efter damperen, fik jeg at vide, den var omdirigeret og ikke anløb København. Så besluttede jeg at rejse hjem med rutebåden til Kolding. Så vidt jeg husker, sejlede den tirsdag og fredag. Det ville vare nogle dage, inden jeg kunne komme med, og pengene var væk. En nat sov jeg på en trappegang og en nat på en bænk på Kongens Nytorv. Der sad også en anden og sov. Han var så venlig at vække mig, når der kom en betjent, og så gik vi en tur, til betjenten var ude af syne. De sidste par dage fik jeg ikke noget at spise. jeg havde 2kr. og 10 øre. De to var til billetten og de to øre til et brevkort for at skrive hjem om min ankomst. jeg skrev det på sømandshjemmet i Nyhavn. En mand der, vist bestyreren gav sig i snak med mig. Det var mest om kristendom, han talte, og jeg gav ham ret i alt, hvad han fortalte, og han fik også lirket ud af mig, hvorledes jeg var stillet, og da en af deres tjenestepiger gik for bi os, sagde han til hende om at servere 2 kopper kaffe med wienerbrød i den anden stue og kalde når der kom en mand for at tale med ham. Vi talte videre, og jeg sad og glædede mig til den varme kaffe og brødet Da pigen kaldte på ham, sagde han til mig: Så farvel min ven, jeg må gå nu, men se op til os en anden gang. Skuffet rejste jeg mig og gik, smækkede døren i og lovede mig selv aldrig at sætte mine ben der eller i andre kristelige sømandshjem mere og ikke give noget til »mærkedage«.

Båden til Kolding sejlede klokken 5. Jeg gik derned i god tid. Jeg havde tidligere hørt om, at man kunne komme gratis med, når det kneb og gik om bord og spurgte en af mandskabet, om han mente, det kunne lade sig gøre. I så fald kunne jeg købe lidt at spise for tokronen Den gik vist ikke, sagde han, vi har lige fået ny styrmand. Han fik ret jeg blev afvist og måtte heller ikke sætte mig hen i passagerrummet før en halv time før afgangen. På Larsens Plads hvor båden lå, var der dengang opstillet nogle bomme. Jeg lænede mig til dem, men noget efter faldt jeg om. Nogle arbejdere samlede mig op og fik mig anbragt på en kasse. En af dem gav mig en snaps, men den kom omgående op igen. Da de fik at vide, jeg skulle med båden, fik de lov at hjælpe mig om bord. Jeg lagde mig på bænken der, faldt i søvn og vågnede ikke, før jeg blev vækket ved, at en på gebrokken tysk fortalte mig, at vi snart var i Fredericia, hvis jeg skulle af der. Det var en tysk slagtersvend, der var »på valsen«. Han fortalte, det havde været et forfærdeligt vejr om natten, og han havde været meget syg. Det havde jeg ikke mærket noget til. Vi var kun os to passagerer. Han skulle af her og nordpå. Jeg fortalte, jeg skulle længere endnu og hjem at få noget at spise, og at jeg ikke havde fået noget et par dage. Det varer jo længe endnu, sagde han. Når vi lægger til skal jeg nok skaffe dig noget at spise. Penge havde han ingen af, men det skulle han nok klare. Det varede ikke længe inden han kom med en stor pose brød og en lang ringelpølser. Danskere er flinke til at hjælpe en rejsende svend, sagde han, og nu skulle jeg bare spise. Det gjorde jeg og kom ikke sulten hjem. Den fattige svend var mere gavmild end missionæren på sømandshjemmet. Således endte denne sejlads. Jeg fik godt arbejde og gik i gang med at samle til nyt udstyr.

Jeg var så småt ved at afskrive mine ønsker om at komme på søen igen, men da jeg blev tilbudt en plads som medhjælper på en fiskerkvase »Søblomsten« fra det nærliggende fiskerleje Skærbæk, gik jeg på den igen. De gamle kvaser var sejldrevne små både med halvdæk. Forude var der et lille lukaf med kneben plads til to mand. Midt i båden var dammen. Der var storsejl, mesan, fok og klyver. Bådene var klinkbyggede, og fra klyverbommen til en bom, der ragede agterud, blev vodtovene anbragt. Voddet var poseformet og havde lange »arme«. Inde i voddet var ”kalven” fast-syet i voddets omgang. Den var spidsformet, så fiskene ikke kunne løbe ud igen.

Der fiskedes bedst på grundene og på det ikke særlig dybe vand efter ålene, og det foregik altid om natten, og når der var vind til det. Når det begyndte, blev sejlene »bakket, og voddet kastet ud, og sænkesværdet, der var anbragt i dammen, blev taget op, og så drev kvasen sidelæns med voddet i den bredde, der var mellem de to bomme. Et ”træk” varierede efter bundforholdene. Var der meget løs tang eller ”skidt” så voddet hurtigt blev fyldt, varede det ikke længe, der var steder, der kunne slæbes et par tider. Fik voddet fat om en sten eller andet, kaldtes det et ”hold” Så skulle der hales op til dette, og voddet lirkes løs, eller vi måtte have genstanden hevet helt op og tømme garnet Når et træk var ovre, blev det ”røgtet” Linerne blev halet ind, derefter kom »armene« og så posen, ”kalven” Den blev taget ind så langt, den kunne løftes, men det sidste af den blev løftet med en talje. Posen blev åbnet, og fangsten gik ned på damdækket. Fiskene blev sorteret og kom i dammen. Forsejlene, der var taget ned, inden vi røgtede, blev sat igen og sænkesværdet sat ned og der blev krydset op mod vinden igen, og voddet kom atter ud. Mens dette stå på, skulle medhjælperne have fisken sorteret og gjort rent på damdækket. Kvaserne lå gerne i nærheden af hinanden og fiskede. Når de kom på prajehold, fortalte de altid hinanden, hvor mange ål de havde fået i trækket. Gav det for lidt, flyttede de andet sted hen.

Fiskeriet begyndte først på aftenen og varede til klokken 7-8 morgen. Så blev der ankret op, voddet hængt til tørring og kvasen gjort ren. Vi fik kaffe og gik til køjs. Hen på dagen fik vi middag. Det var fisk hver dag, af forskellig art, kogt eller stegt, men aldrig ål, da de var for dyre at spise. De gav 40-45 øre pundet hos opkøberen. Der var altid lidt at reparere og snakke om, da kvaserne lå meget tæt sammen. Det gik eftermiddagen med. Så skulle der fiskes igen, hvis der da var luft til det, var der ikke det, fik vi en ”bondenat” og kunne sove hele natten.

Over Tavlov sogn, som fiskerlejet tilhørte, var der nylig foregået en såkaldt ”vækkelse” Næsten alle var bleven ”omvendt” min skipper også. Vi unge tænkte ikke så meget på det dengang. Hvor meget denne omvendelse betød, ved jeg ikke, for skete der uheld ved at få voddet revet, eller vi fik større sten I det, kunne der, vel af gammel vane ryge en ordentlig ed ud mellem tænderne.

Vort første mål var Lolland, hvor vi begyndte fiskeriet ved de små øer Fejø og Askø og grundene deromkring. Vi startede dertil en tidlig sommermorgen, og vi sejlede i flok en 10-15 kvaser og fulgtes ad. Det var helt godt med fangsten, men på nogle grunde var der mange sten, så der ofte skulle syes på voddet. Det kunne være hårdt arbejde at hale kvasen op til voddet, når det blæste, og søen var høj, og linerne var behængt med brandgopler. Når voddet, der ofte blev tjæret, ikke var nået at blive tørt, kunne det være et beskidt arbejde, og når fingrene på indersiden tilmed sprækkede, var det noget der gjorde ondt. Fangsten blev afsat til tyske opkøbere, der kom der med store både med dam i.

Da det sløjede lidt af på fiskeriet, blev det besluttet at sejle til fiskepladser ved Horsens fjord, Snaptun og Endelave samt grundene der. Det gav godt med ål der. En dag, vi lå ved Gyllingnæs blev alle skipperne enige om, at de alle på en kvase skulle sejle til Hou for at proviantere. Det varede lang tid, inden de vendte tilbage. Naturen må være gået over optugtelsen, for de var alle fulde, da de kom. En var særlig opstemt, og han blev lukket inde i lukafet, men splintrede lemmen med en økse og kom ud og for rundt med denne. Jeg fik ordre til at sætte sejl og tage ankeret og fik besked om at sejle til et sted, hvor vi før havde fisket, og kalde på skipper, når vi var der, og han gik ned og lagde sig. Da jeg kaldte på ham, var han næsten ikke til at få vågen, men jeg fik da ud af ham, at jeg skulle sætte voddet og kalde på ham, når der skulle ”»røgtes” Da det var godt vejr, var voddet snart i vandet, men noget efter kom der et »hold«. Jeg halede op og forsøgte at få det klar, men alene kunne jeg ikke løfte det. Jeg kaldte på ham mange gange og var nede og ruske i ham, men han var ikke til at få liv i. Så lod jeg kvasen drive lidt fra voddet, og så ankrede jeg. Hen på morgenen kom skipper op og skældte ud over, jeg ikke havde vækket ham, og det hjalp ikke, jeg påstod det modsatte. Da voddet kom op sammen med en meget stor sten, der lignede en kalksten, var hele voddet reven i stykker. Han var gal. Nu skal vi hjem og have et nyt, sagde han, det er din skyld. Så blev jeg gal og sagde, at så gik jeg i land. Jeg ville ikke have skyld for det. Det var ham, der var så fuld, at han ikke havde hørt mig. På hjemturen begyndte han at erkende sine synder og bad mig ikke omtale affæren derhjemme. Det lovede jeg, og da jeg var med ham på toldboden for at afmønstre, bad han mig om forladelse og gav mig en ekstra måneds løn.

Dagen efter kom jeg med en anden kvase hos en fisker, der boede ved Binderupbugt. Det var en ældre type end den anden. Den var større og bredere. Den havde ikke sænkesværdet i dammen, men her var det som på de hollandske og tyske kuffer anbragt på siderne. Ved krydssejlads blev de sat i læ side og hang i en kæde. Når der fiskedes, lå de på dækket. Fiskemetoden var den samme som før omtalt. Vi fiskede i Binderupbugten. Det var god bund der, og der kunne drives længe i et træk. Vi fiskede helt ned til den gamle grænse ved Hejlsminde. Der var en del danske fiskere, der kunne finde på at gå langt over grænsen, men tyskerne var påpasselige, og det kostede dyrt, hvis de blev taget. Man sagde, at tyskerne havde både med fire mand til at ro, og når der ikke var meget luft, var det nemt at indhente en kvase. Jeg var hyret, så jeg var på tredjepart og på egen kost. Efter forholdene var denne part god, men manden var mere interesseret i bundgarnsfiskeri end i ål, og da der var så lang tid imellem, vi kom ud med kvasen, at jeg ikke kunne tjene noget, holdt jeg op.

Lidt har jeg da oplevet. Havde jeg fået min vilje at gå denne vej, var jeg nok kommen til de hjemlige kødgryder efter den første tur. Men som Liva sang: »Minderne har jeg da lov at ha«, og jeg tænker ofte på den tid. Senere fik jeg da en lille lystbåd, og derefter en motorbåd, som surrogat for de stolte sejlere, jeg drømte om, og endnu så gammel jeg er bleven, mærker jeg kriblen i kroppen, når stikkelsbærbuskene er ved at grønnes.

Da Thomas Kjærbøll gik i land, fik han arbejde på en sølvvarefabrik, hvor han fik anvendelse for sin uddannelse som kobbersmed. Han blev gift og fik eget hus og også en båd på fjorden.

Kilde: Nationalmuseet Søens Folk bind I - Torsten Hagneus. Redigeret at Preben Kjærbøll

Det er onsdag den 29. maj 1974, nu vil blikkenslager Svend Kjærbøll, Sneppevej 10 fortælle os noget.

Jeg blev født nede på Rendebanen nr. 4 i 1903 i februar måned, altså lige midt inde i det rigtige gamle Kolding, lidt af det der er blevet levnet os som Peter Ravn har levnet til os og det er desværre revet ned det hus og det lå lige der hvor sygekassen den er nu.

Og det var ved en gammel madam Jochumsen vi boede og hun havde sådan en høker forretning, det var et gammelt bindingsværkshus og Anton Schrøder vores store kunstner her fra Kolding han har tegnet flere billeder af det og der boede jeg til jeg var et par år, det var en gammel sanerings moden lejlighed dengang allerede og vi flyttede om på Østergårdsvej det er ikke så langt derfra i luftlinie.

Ja, og det var faktisk min barndomsgade som jeg tænker meget tilbage på. Der fik jeg en god legeplads der havde vi, da gik der en gård igennem fra Søndergade over til Østergårdsvej, den hed smedegården, det er der hvor Kolding Parpirlager det er nu, der er porten ind til gården og der inde i gården der lå der masser af håndværker værksteder, der var først og fremmest en blikkenslager som senere overtog blikkenslager Køng som de fleste mennesker i Kolding nok har kendt og der boede drejer Skjytt som også har meget slægt tilbage her i Kolding og der boede smedemester Thomsen som der er masser af smede her i Kolding de har lært, det var deres lærested med hestebeslag og vognarbejde og der boede maler Hansen og Søn og ikke og forglemme Hasle Grethe.

Nå hvem var det? Hasle Grethe ja hende kender alle koldingensere også, hun var nærmest en gammel original men hun var altså fra Haderslev.

Nå hende skal de høre lidt om så, hun havde en søn han hed Alfred og han kom selvfølgelig til at hedde Hasle Alfred, og han sidder her oppe på Overmarksgården nu, Hasle Grethe hun havde den tradition hun mødte altid ved alle Konge besøg med en buket blomster til dronningen og hun fik også traditionsmæssig gerne en tier som somme tider kom i glasramme indtil hun blev i penge forlegenhed. Hun snakkede det mest herlige sønderjyske Haderslev sprog, men hun huede ikke at blive kald Hasle Grete.

Nå det kunne hun ikke lide. Nej og sønnen endnu mindre, han gik senere over til kun at hede dengse og det navn går han for oppe på Overmarksgården endnu hvor han har været der helt siden næsten, jeg tror det er 35 år han har været deroppe. Han var altid en godmodig og flink mand selvom han var hård til at bøje armen, og de fleste ældre koldingensere de mindes endnu Dengse og Louis.

Hvem var Louis? Louis det var en kammerat til Alfred også den slags sprittere dengang var det bare ikke sprit da var det brændevin.

Men det var jo også et dejlig sted for Dem at lege der, det var jo en rolig gade og alt det der inde i Smedegården.

Ja der var noget at kikke efter jeg lærte næsten at lave hestebeslag, men jeg var for spinkel til at røre ved hestene, derimod maler Hansen og Søn dem hjalp jeg somme tider, det var somme tider at de havde nogle store plader som jeg fik lov til at smøre til med maling og der var også lidt længere henne i gaden der var der en sukkerkoger han hed sådan noget lignende som Gydesen og det var noget arbejde der passede os, men det var et meget betroet erhverv, vi måtte kun arbejde derinde hvis vi fløjtede.

Nej, men det var spændende alligevel at se bolsjer i spandevis og i alle farver.

Havde De nogen søskende der lejede med? Ja min lillesøster hun var somme tider med, men så havde ledvogteren der var der ovre ved Sønderbro, de havde deres stalde der og slagtermester Berthelsen ikke og forglemme han havde også en del der inde at gøre og det var i det hele taget næsten som en gade der gik igennem der.

Så kunne man altså gå lige igennem gården fra Søndergade til Østergårdsvej.

Ja og det var en genvej for alle dem der f. eks. der boede oppe i Tøndervej kvarteret de gik også den vej igennem når de skulle ned i byen, så der var altid liv og glade dage der.

Ja det kan jeg da forstå. Sig mig skyllebroen jeg har hørt om, der var der ved åen. var den der hvor pølsemanden er nu eller var den ovre på den anden side der ved Riberdyb?

Jo men Skyllebroen altså der hvor man kunne gå ned til åen og skylle? Den var på den her side.

Jo, farver Popp havde tørreplads inde i Smedegården helt ovre ved Østergårdsvej, ham havde vi en kamp med fordi vi gik armgang i hans tørrestativer det kunne han ikke have.

Det var der jo egentlig ikke noget at sige til vel? Nej, for de knækkede nemt.

Så havde i en lille strid med ham. Alt i alt så var de gode ved drengene og vi havde et godt forhold til det hele der.

Nå det var da dejligt at høre, men det var også et hyggeligt kvarter der ved Søndergade var det ikke, det har jeg indtryk af, som en stor familie ikke,

Jo en stor familie. Det var under første verdenskrig jeg nærmest havde min gang der og det vil jeg godt fortælle dengang vi lavede Danmarks første sabotage. Den har jeg trykt så den kan jeg læse op.

Ja det kan De, den får vi senere så. Men ellers har de vel en hel masse at fortælle os.

Der kom alle dagvognene, der var en restauration der hed Sønderjylland der omme der hvor installatør P.W. Christiansen han nu har den gik også helt over til Østergårdsvej, så den hørte faktisk sammen med.

Den var stor så var? så var det folk der kom ind fra de 8 sogne der kom ind der vel.

Ja det kan jeg forstå, ja der var jo flere købmandsgårde i Søndergade, men det var måske især i Sønderjylland de kom til?

Ja det var ja så var det også Hans have oppe for oven der hvor der nu er guldsmed forretning og Hvide Hest ikke og forglemme, Hvide Hest det var også vores legeplads og der var 2 drenge der fra der var Harald og Sigvardt Ravn og den ene han er slagtermester ude i Søndergade.

Nå han er søn derfra det vidste jeg ikke. Ja og han må også vide en masse om det gamle Søndergade.

Nu kan det godt være at jeg har nok fordi Wiese fortalte meget om Søndergade og ved De hvem jeg også har talt med, fru politimester Evald hun er jo datter af Martin Nielsen der ved Brdr. Nielsens.

Ja dem kendte jeg godt Brdr. Nielsen de havde først købmandsforretning derfra hvor Sønderbro Apotek var og så ned til Smedegården en gammel købmands ejendom hele vejen rundt om hjørnet, så senere så skiltes de to brødre ad og den ene han blev der og byggede det man nu kalder Dyringhus, og så byggede han selv en æggeforretning længere hende på Tøndervej og hans bror han flyttede ned i Jernbanegade og startede Harry Nielsens Kolonialforretning på hjørnet af Buen og Jernbanegade.

Ja det var inden Buen kom, det var lige der hvor buen kom til at ligge ikke sandt Ja

Jeg har også fået at vide om dette fordelingskontor der var i den bygning der efter 1. Verdenskrig og husvildeafdelingen.

Nå men jeg skal fortælle om den første sabotage, så kom krigen i 1914 og den dag syntes jeg vi mærkede særligt meget til i Kolding og i særdeleshed i Smedegården og det hele, alle de sønderjyder der kom der kom mange der havde været med i krigen ja der kom endda russere og andre og de kom ned og så til Dengse dernede i Smedegården, mange af dem var jo menneskelig vrag, de var gas angrebne og de havde fået lært at drikke eller pæne mennesker, men da der var så mange sønderjyder så kørte det hele sammen for den tyske konsul her i byen, så tyskerne måtte oprette et paskontor her i Kolding for der var jo en vældig trafik her fra Danmark og ned til det Sønderjylland vi forventede at få hjem ikke, og de skulle have passene viseret henne ved ham den her konsul og det var en meget elegant herre.

Nej, jeg kan ikke huske hvad han hed, men han fik ihvertfald en lejlighed henne i Dyringhus trekanten som nu skal rives ned.

Nej undskyld og han havde ihvertfald den nederste altan der er der endnu og der fik han sat et mægtigt stort skilt op med den tyske Ørn og Deutche paskontrol o.s.v. og det var en stor torn i øjet på os børn, vi var meget, meget dansk sindede og det gjaldt ikke mig alene. Nu min far han var sønderjyde så jeg var jo indpodet en masse, men det var alle drengene, vi fulgte jo krigen på afstand og læste daglig telegrammerne. Der kom jo også danske soldater hertil Kolding et kompagni eller hvor meget det var fra Fredericia og de blev indkvarteret, de første kan jeg huske de blev indkvarteret nede i Brostræde der i den gamle smedje, under meget tarvelige forhold, men de var jo også kun danske og de danske soldater blev også indkvarteret nede i den daværende Havnegade, nuværende Toldbodgade og der kom jeg ned da jeg var i lære. Da fik min mester bestilling på at han skulle lave kogekar til dem og det var ikke til at få materialer nogen steder, det var helt renset for materialer her i Kolding og de skulle jo have noget at spise og de skulle bl. a. have et par store kartoffel gryder, så mester skulle sørge for at organisere nogle plader de skulle bruge ca. et par plader galv. jern og det var umuligt at få fat i der blev ringet og skrevet rundt omkring og ikke nogle af de andre mestre havde noget så fik min lærekammerat og jeg besked om at tage ud på slagteriet og derude stod en gammel toilet bygning et pissoir som man siger og det fik vi besked på at brække ned og så da vi havde brækket det ned, og så da vi havde brækket det ned, det var lavet af bølgeblik så fik vi besked på at tage ud på De Danske Mejerier, det var ude i Låsbygade dengang og få pladerne valset ud så de var plane og så to vi dem med hjem på værkstedet og så fik vi lavet kartoffel gryder, det måtte de danske soldater nøjes med, vi fortalte dem nu ikke hvad der havde været deri. De var i den bygning lige overfor den bygning hvor nu Aksel Stagis har produktforretning. Og vi blev for resten gode venner med mange af soldaterne og soldaterne de gik vagt på jernbanebroen der er der endnu og så gik de hen til Vesterbro, og de skulle gå på banelinien gå og være svelletriller som vi fik dem under besættelsen igen ikke. Jeg tror nok de var fynboer alle de soldater de snakkede ihvertfald med fynsk dialekt dem jeg kendte.

Ja vi ærgrede os over alle grænser over den her tyske ørn der var komme derop, vi havde ellers nogle glimrende slagsmål dengang med de andre gader, det er altså Østergårdvej jeg taler om men så blev vi enige om at slutte fred og så ville vi i stedet for gøre noget for Danmarks sag og så var der en smededreng han hed forresten Mathis så blev vi enig om at den ørn den skulle væk og det skulle være hurtigst muligt og vi anlagde strategier og taktik og det hele for vi skulle passe på betjentene der var særlig en vi var bange for han hed Thielholdt??? for han kunne løbe noget så djævelig hurtig og der var Røde Mikkel og Grøn, men vi havde som sagt lavet strategi vi var alle sammen af de yngre vi blev hæftet på en betjent og skulle stadigvæk oplyse hovedkvarteret, som var i Smedegården, om hvor den betjent han befandt sig på den måde var vi mere garderet og så var der en anden af mine kammerater han havde fundet ud af at den var sat op på gelænderet kun med to hager sådan ned over gelænderet deroppe på Akselhus og han havde selv været med til at lave det, han var smededreng han hed Mathis Gosmann han er død og borte nu, men så havde vi regnet ud at ovre i Riberdyb der boede Koldings sidste skipper og han hed skipper Bagge

Ja sandskipper og man kunne også godt købe noget derovre, meget billigere og jeg tror hans pramme de lå der ovre ved. Det er nu mærkeligt nok at Kolding by de ikke har kunnet opnævne, hvorfor kunne godt en af de stræder derovre hedde f. eks. Skipper Bagers Gang ligeså vel som man kan have Oluf Sands Gang i Flensborg, både Kiel og Hamburg de har deres gang hvorfor kunne Kolding ikke også have det.

Og da gik vi over til skipper Bager og der vidste vi han havde en lang bådshage og den bådshage den kunne nem nå helt op til Ørnen og så gi vi ca. 20 drenge med de store ejendomssmededrenge i spidsen og vi hade alle vores hånd på bådshagen den blev båret af alle 20 drenge og det var ikke noget med at kny det var en for alle og alle for en, det var i grunden meget spændende og selvfølgelig havde vi alle sammen svoret meget dyb diskretion, så kom vi op til hjørnet hvor Frede Madsen han bor nu og bådshagen blev rejst på højkant og op under skiltet og så gav vi den et skub opad og så røg skiltet ned med mægtigt brag, meget kraftigere end vi kunne li´ og pokker tog ved os alle sammen og vi forsvandt i alle vores smuthuller rundt omkring i Hvidehestes gårde og Smedegården og da var modet væk, men ørnen havde vi ihvertfald fået ned og det var hovedsagen.

Nej ikke i første omgang og så vidt jeg husker var den sat meget provisorisk op og ham smeden der var med og førte bådshagen han havde selv været med til at sætte den op, og vi skulle tilbage til vores smuthuller i smedegården specielt og vi sad jo og spekulerede på alle de følger der nu kunne få det hele vi var ikke rigtig glade ved det, men vi havde ikke set nogen betjente og der var nogen der begyndte at snakke om Flakkebjerg og Landerupgård. Der stod store artikler i aviserne speciel Kolding Avis "bølle streger i Kolding kan skade vores forhold til udlandet" og vi begyndte at spekulere på det her om Flakkebjerg og Landerupgård.

Var det ikke lidt af en skuffelse at politiet ikke gjorde noget, havde det ikke været spændende?

Nej, der havde vi haft spændingen. Men det var ihvertfald samtaleemne i hele landet om det skadede vores forhold til Tyskland.

Men det varede ikke mere end en ugens tid efter da blev skiltet sat op igen af den samme smededreng, men dengang da blev den boltet fast så var der ikke mere at gøre der.

Min far det var en gammel sønderjyde og han havde jo godtet sig over at Ørnen kom ned og så sagde han "du har vel ikke været med til det din hvalp".

Men han var vel alligevel godt tilfreds med at de havde været med ikke? Det var han da.

Det var der mange der blev har jeg forstået, var fordi de var for danske. Nej, det var fordi han var født før 1864.

Ja, dem der var født før 1864, det år de skulle i lægsrulle da måtte de bestemme om de ville være tysk eller dansk soldat det kaldte de Optanterne og min farfar han havde været med i slaget ved Isted så han ville jo ikke have at min far skulle være tysk soldat, nej over grænsen med dig dreng sagde han så og han mistede resten af sin barndom og han kom her til Kolding og levede under ret forhutlede forhold.

Han var 17 år og det er en grim alder for en dreng at blive ene i og han var somme tider over grænsen sådan snyde sig der over ikke, snige sig ind over grænsen han var jo godt kendt dernede ved Frederikshøj og Christiansfeld, han blev nappet én gang af grænse gendarmen, af den tyske gendarm det var sådan en slags patrulje betjent og blev ført med til Haderslev, han blev bundet fast til hesten og måtte løbe bagefter ned til Haderslev. Er det nu ikke mærkeligt gendarmen fra dengang hans sønnedatter hun er hjemmehjælper her ved os.

Og da var gendarmen det var en meget forhadt person i de danske kredse derovre dengang.

Sig mig havde Deres far slet ingen bekendte eller familie her i Kolding da han kom hertil som syttenårig.

Jo hans søster kom også hertil, men ingen voksne han måtte sørge for sig selv. Han boede i Boyskov det ligger ca. 5 km på den anden side af Den Gamle Grænsekro på vejen til Haderslev.

Nå så var det lige ved grænsen. Ja, men det var ikke nemt for der var mange stikkere.

Hvordan klarede Deres far sig så hvad kom han til at bestille? Han kom i lærer som murer ude i Agtrup.

Nej men jeg mener da han kom i lærer boede han så ikke ude? Da boede han ved mester derude.

Ja det tænker jeg det brugte de dengang, men alene en 17 årig og så være alene i et fremmed land ikke.

Men min bedstefar han var fanatisk dansker, han kom på besøg hos os hvert år den 25 juli på Vistidagen der havde han nemlig også været med og det var hans stolteste dag som han så hen til hele året igennem for da skulle han gå strækmarch ovre på Haderslevvej og vi sagde til ham "bedstefar du må ikke stampe så hårdt i brostenene" Åh det er ikke så slemt som sidste gang for da trillede kanonkuglerne ned af Haderslevvej,

åh det tror jeg ikke det passer, jo det gjorde det og jeg har læst bagefter det passede godt nok. Da skød tyskerne jo oppe fra Bellevue kvarteret og så trillede kuglerne ned ad Haderslevvej helt ned i Søndergade. Har du været med til det skanvon her han sagde skanvon altså skarnvorn herovre i Søndergade, nej selvfølgelig protesterede jeg, men jeg tror han håbede på at jeg havde været med.

Ja der skulle jo være lidt disciplin, men da vi så havde uddebateret alle enkelthederne. Så blev vi enige om at genoptage vores krige igen og vi følte os som en lille forfulgt gade der indeklemt mellem andre gader der, men vores gade hed jo Østergårdsvej og privatgade som var ejet af en Vognmand Mathis Østergård der boede på hjørnet af Østergårdsvej og Tøndervej, der hvor nu automobilhandler Hans Knudsen han bor, og han gjorde ikke noget ved gaden, så den var i en sørgelig forfatning den var meget blød at gå på så derfor fik den navnet Gumminastigumsvej og det var også vores ære meget nær at den var det og det var specielt Grønnegade det var dem der var slem til at råbe Gumminastigummere efter os og så var der straks krig på kniven, vi brugte mange farlige våben både flitsbuer og sabler og jeg var endda så gal at vi huggede gevær og bajonetter fra de danske soldater der gik oppe på banelinien.

Det var Grønnegade, de behøvede ikke engang at sige gumminastigumsvej, de kunne bare gå forbi os og så sagde de gum, gum så var krigen erklæret med det samme.

jo, men Grønnegade de kunne ikke rigtig klare sig over for os, så de måtte have hjælp fra alle de andre gader Rosengade, Grønnegade de blev aldrig kaldt andet end for grønkålene og Rosengade selvfølgelig kom til at hedde rosenkålene og så havde de hjælp oppe fra det daværende Industriforeningsgade Clementsgade og længere bort fra, men vores Lars han gik jo stadigvæk og spekulerede på hvordan vi skulle slå dem fuldstændig ud ikke.

Og ham var i glad for? Ja ham beundrede vi det var rent ud sagt fører dyrkelse lige som under nazisterne.

Ja det gik endda, vi havde jo vores strategi og så langs med banelinien nede fra Vesterbrogade og så helt ned til Søndergade der have vi vores Suez kanal den var jo en vigtig rygdækning for os.

Hvad havde de Deres? En kanal der gik derigennem, ja rettere sagt en muddergrøft.

Ja den gik altså parallelt med banelinien helt henne fra hvor autoglarmesteren han bor, den havde vi som rygdækning, så måtte vi hele tiden anlægge vores strategi på den måde at vi kunne få noget nytte ud af grøften.

Men den gik altså derfra hvor autoglarmesteren er og Så løb den ud ved Sønderbro.

Nå, bag ved Smedegården? Bag ved Smedegården ja og det var det rene sorte mudder der løb der igennem.

Vi var ikke sådan forkælede, men der var krig på kniven og det var rigtig alvorligt, til sidst så fik vi en dag da vi ikke rigtig kunne klares os, da havde de fået for mange hjælpere, så var der en sønderjyde der kom og hjalp os og han sagde "det kan ikke nyt noget alt det i laver der" siger han så hvis i ikke har noget artilleri og han havde været artillerist i den tyske hær så sagde han det skal vi have organiseret, så blev han udnævnt til artilleri general og det var det værste det kunne vores fører han kunne ikke sige l så han sagde generan.

Ja han var han havde i hvert fald været med både i Vurgeseren??? og været i kamp i Italien og Rumænien og så sagde han har i ikke nogle smeddrenge med her, jo det med garanti vi havde det, jamen så skal der laves en kanon og så blev der lavet en kanon af en lang træ bjælke og så fik vi nogle barnevognshjul sådan den var mobil og der blev der sat nogle stærke fjedre på som kunne trækkes sammen, altså nu er det slet ikke pædagogisk det her hvis det er nogen andre børn.

Og der skulle vi bruge ammunition til at skyde med og der havde vi ikke andet amunition, det havde han regnet ud ikke han havde været med til masse af kampe nede i Haderslev hvor han var fra og så sagde han vi skal have noget konsistensfedt og det blev rørt op i petroleum det var noget helt tyndt noget og så skal vi have nogen, da havde vi nu ikke pergament poser eller plastikposer, men da havde vi købmandsposer til kaffe og de kunne godt bruges til det så blev det helt derned i og så blev det sat på kanonen og så blev den her kanon trukket op til fuld styrke ikke og så lige med en knap så trykke på den og så røg poserne med indhold lige over i grønkålene. Og de kan tro de kom ikke til at se kønne ud, for det lignede regnbuesaft det vi på godt gammel dansk kalder l o r t.

Nu til dags er det jo et moderne ord så De kan så men roligt sige det. Ved De hvad, hvad sagde mødrene til det tøj der kom ud af det.

Vi fulgte med i bladene hvordan det gik til ved vestfronten og østfronten og vi havde også vores mataharier hvis De ved hvad det er mataharier til at lokke grønkålene på afveje sådan vi kunne fange dem. Engang fik jeg Lars han havde en søster der hed Laila hun fik grønkålenes føre lokket på afveje så vi fangede ham og han blev i triumf ført hen i Smedegården hvor der var et beslag skur til hestebeslag og der blev han pinlig afhørt og det var akkurat lige som det skete i udlandet vi læste så meget om hvordan det gik til i Belgien og sådan noget når de kom i forhør og så dan han endelig havde bekendt at han var en skurk og han havde afsværget at han aldrig ville føre til våben mod Gumminastigumsvej mere og så blev han taget til fange og så blev han bundet inde i ledvogter Lindhardts hestestalde og jeg tror nok han lå derinde i en uges tid så kom der jo bud fra Grønnegade, de ville gerne slutte fred bare de kunne få deres føre igen, han hed for resten Rudolf og han er senere blevet mester ovre ved Burmeister og Wain ved jeg.

Og dengang jeg kom ind som soldat i 1924 da var jeg faktisk udlært, jo vi havde både haft march ture og vi kendte alt om strategi og taktik og deciplinen den kneb det lidt mere med.

Sig mig bestilte De slet ikke andet end dette her at slås, De havde ikke nogen byplads eller sådan noget, for det var der jo så mange der havde. Joh det havde jeg da også.

Ja og selvfølgelig krævede det penge det her krig ikke, krig det er jo dyrt det må isralitterne vist nok indrømme, men vi ordnede det på den måde, vi havde en malerlærling her i byen, en meget dygtig malerlærling han var i lære ved Hansen og Søn og han kunne lave et billede næsten lige så godt Rafael eller lavet et billede af Mona Lisa, det stod han og lavede i et lille værksted der ligger nede på Østergårdsvej omtrent der hvor Autoelektro er, der stod han og lavede malerier og det var næsten altid Mona Lisa han lavede, det var ihvertfald det Villie han elskede mest.

Nej han gik i hundene, og da havde jeg fået samtid med det var mærkelig nok jeg har så lidt handelstalent jeg har aldrig duet til at handle, men det var mig der måtte sørge for at skille os af med malerierne og jeg solgte dem for 5 kr. stykket.

Åh den stakkels mand det fik han ikke meget ud af. Det gik alt sammen ind i krigsførelsen.

Det skal jeg love for og så havde jeg tjansen med at skaffe lærred til og det var gerne vi skulle se at finde nogle gamle manchetskjorter eller sådan noget, min bror han gik i lang tid og bandede over hans nyeste manchetskjorte var forsvundet. Så spurgte han mig om, han var kommet i tanke om at han ville med ind i hæren for han havde opdaget jeg var så langt væk i den ikke og jeg siger jamen vi har slet ikke brug for dig det var han der hed Valdemar og det var ham der ville hedde Valdemar Sejr, du kan komme til at hedde Valdemar Jordemoder sagde maleren, fordi han var så dårlig til at betale sin kontingent, han havde altid store restancer. Jo nu ville han være noget mere end mig han ville springe langt forbi mig, jamen du kan ikke blive general for vi har generaler nok sagde jeg så, vi havde 2, jamen jeg vil være musik direktør siger han så, nåh ja det kunne godt være det lugtede lidt af hærens indre ledelse. Nå det var meget godt måske hvad musikinstrumenter han havde det var lige meget ja han havde en fløjte og den var halvanden meter lang en mægtig lang en og den var en plage for os derhjemme, en gang imellem så stoppede jeg papir i den for at vi kunne få ro, men dem var der ikke nogen af der var interesseret i at få den her fløje med, jamen så havde han en grammofon, ja det var jo selvfølgelig noget andet sagde de så for det var jo interessant nok det var jo mekanik, det var jo lige så moderne som hvis det var en ung mand der skulle have en bil nu ikke og den her grammofon jamen den kan vi da ikke rende og slæbe med, næh men det skulle Meske nok ordne han havde en gammel barnevogn fra hans yngste datter og så kunne vi have grammofonen stående på den, det var en grammofon med valser sådan nogen runde rør.

En fonograf ja, men det var ikke så godt med melodierne den ene det var "Lille røde rønnebær" og der var sunget af en kongelig skuespiller der hed Valdemar Colding og den skal nok være værdifuld i dag og så havde han "Jens Vejmand" den var sunget af Peter Cornelius.

Nej det var det jo ikke og vi var ikke ret tilfredse med det og min bror fik straks navnet barnepige fordi han kørte med barnevogn.

Nej så var der på de her grammofonplader der stod, da sagde han det samme han sagde f. eks. "Lille røde Rønnebær sunget af kongelig skuespiller Valdemar Colding", det pinte mig jo lidt at han skulle have det at blære sig med og han skulle springe langt forbi mig ikke?

Jo det har været hårdt for Dem. Så gav jeg mig til at ridse i den her grammofonplade.

Jeg synes de har været en rædsom en. Ja jeg har, ja prøv at spørge min kone om det.

Sig mig kendte De Deres mand sådan allerede inden De blev gift, vidste De hvor skrækkelig han var?

Jamen det hele har jo været i gemytlighed det har jo ikke været for at være ond.

Men Deres bror syntes vel ikke det var særlig gemytligt? Nej. Så fik jeg tærsk, jeg havde faktisk fortjent det.

Ja det syntes jeg, men De tog det vel også som en mand? Ja det kan De tro jeg gjorde.

Men ved De hvad jeg har indtryk af at hele deres barndom det var sådan pjank og sjov, var det slet ikke noget alvor i det?

Jo jeg har skam også været bydreng, jeg var bydreng nede ved en købmand der boede nede eller rettere sagt havde agentur nede i Klostergade, Harald Andersen kaffeforretningen og det var et slæb af en anden verden, de her margarinebøtter.

Ja både margarine og kaffe og det skulle jeg transportere rundt til de forskellige købmænd på en trækvogn, det mest udemokratiske stykke værktøj man har det er en trækvogn når den ikke har fjedre så er den så stiv i det og så med jernringe under man må jo regne med den stammer fra slavetiden ikke? Ja sådan så jeg ihvertfald på det dengang og så en dag så kom jeg slæbende med vognen og jeg var led og ked af det for at sige det rent ud ikke fordi manden dernede han var så men flink nok men jeg syntes ærlig talt at jeg gik og tog arbejdet op for hestene og det snakkede jeg med far om og så en dag så kom han der ned som jeg havde forklaret ham at ved den tid da havde jeg læsset vognen nu skal du lige prøve at løfte på den sagde jeg til ham og min far var en god far over for mig og han sagde jeg kommer derned så kom han derned og så sagde han om han måtte have lov til at tale med mig, så siger jeg ja jeg skal lige køre med den her så gik min far hen og løftede på trækvognen, nej du kan tro det er løgn sagde han så til ham min dreng skal ikke gå og tage arbejdet fra hestene.

Jeg har vel været omkring 13-14 år og jeg var kun en spinkel fyr. Jeg var også oppe hos købmand Christian Hansen, det var en helt anderledes mand.

Hvor var han? Han havde en købmandsforretning på hjørnet af Østergårdsvej og Tøndervej.

Den hed Frederiksgade nej jeg tror den hed Seestgade, ak den har haft så mange navne, da hed hele kvarteret der Frederiksberg.

Halv officielt da hed Østergårdsvej, Rosengade og da var der en gade der hed Warmingsgade dengang, det er nuværende Vesterbrogade, da hed det Frederiksberg det der udad, da var det sådan lidt mere fornemt kvarter selv om det hele blev bygget i min drengetid, der var altid et byggeri deromme og det var derfor gaderne de var i sådan en sørgelig forfatning.

jeg skulle engang op på Seestbakke, for Købmand Hansen med petroleum og alle mulige varer, melis og alt hvad der bruges i en husholdning op til Wesselsvej der boede en købmand på hjørnet deroppe, og jeg lå ligefrem vandret foran den her trækvogn for at slæbe med den, så kom der en petroleumsvogn som det hed dengang altså en tankvogn der kørte rundt, så siger han prøv nu lige at sætte et reb uden om, og så gav hesten lige et ryg og så væltede vognen, petroleum og mel og det hele blandet sammen.

Ja jeg kørte hjem til købmanden igen og så siger jeg "ja jeg har lavet en forfærdelig fad æg", åh skidt hvad det kunde vel hende for enhver sagde han så.

Ja det var en fin mand. Så blev jeg konfirmeret ved pastor Hedemann kan De huske det navn?

Det er hans sønner, det var en fin gammel mand og han var jo søn af en general ovre fra København, hans far var Københavns kommandant og så sagde han da jeg gik til præst ned på højskolehotellet dernede som det hed dengang så sagde han dengang jeg var i jeres alder da vaklede med hvad jeg ville være, han spurgte jo om hvad vi skulle være de forskellige, jeg skulle være blikkenslager det var noget jeg selv hade hittet på min far han ville have jeg skulle være murer for det var han og ikke tale om at jeg ville være murer ikke på vilkår, nå men så må du selv finde dig en lærer sagde han så, men pastor Hedemann han sagde ja da jeg var i jeres alder da vaklede jeg med om jeg skulle være skuespiller, officer eller være præst.

Det var 3 forskellige ting var? Nej sagde han der er i grunden ikke så stor forskel på det.

Det sagde han og han var sådan en humørfyldt mand. Nå jeg blev ihvertfald konfirmeret og så sagde min far nu må du se at komme i lære, ikke som murer det ville jeg ikke, ja så kan du komme ud på landet og passe køer og det ville jeg også meget nødig, så må du selv skaffe dig noget sagde han så vil jeg ikke have noget med det at gøre. Så kom jeg til at snakke med en af mine gamle skolekammerater han var blevet blikkenslager lærling, så siger han du kan tro det er et godt fag man kan sidde oppe på taget og grine af alle de andre der går og slæber nede på gaden og man kan vinke til pigerne. Det lød jo meget godt ikke så sagde jeg til min far det kunne jeg godt tænke mig at blive, så prøv du bare det sagde han så og han sagde det på sådan en måde at jeg blev halv ked af det, ligesom at så skulle jeg nok få kærligheden at føle og det gjorde jeg også. Så sagde ham den her lærling du kan prøve at gå op til blikkenslager Schack han boede i Blæsbjerggade der hvor der lå en renseri og jeg kom derop og spurgte om han manglede en lærling? ja det kunne da godt være om jeg kunne tåle at gå til vejrs, ja det kan jeg da, nå jamen du er jo klar over for at være blikkenslager så skal man ikke være bange for at kravle helt op i kirketårnet helt op og hver gang du er ved at være bange så skal du bare slå i bordet og så skal du sige jeg er ikke bange, nå men jeg er ikke bange sagde jeg så, nå så kan du begynde 1. maj og jeg kom også i lære den 1. maj 1917 og det var ikke helt det jeg havde drømt om. Der havde de også en trækvogn oppe og det var en der var jeg garanterer for det er en der har været der fra firmaets start og forretningen var startet i 1858, det var en uden fjedre, den lavede et spektakel lige som en jetjager når man kørte med den og det var meget ud af Låsbygade jeg skulle køre, men så siger han, men nu kan du gå herfra så kan du gå over på kirken og hel oppe på toppen sidder der en mand oppe, han sidder og venter efter dig, nu må du holde ved med begge hænder når du går op af stigerne sagde han, der var lavet et stillads i de her glughuller der stak ud 3 m ud i luften og der var bygget et stillads op på det og helt op til spidsen og jeg kom derop og jeg tænkte der er sørme noget højt ned, og jeg så mine gamle skolekammerater de gik nede ved gymnasiet, havde jeg da bare ladet være med hitte på sådan noget pjat, men der var ikke noget at gøre så begyndte han at råbe ham oppe på toppen "hvad bli´r det til kommer du i dag eller i morgen", nå men det var ikke andet at gøre jeg kikkede lige ud i luften og så op ad stigen og jeg var lige klar til at hoppe ud så ked var jeg af det for det var sådan mine knæ de rystede så de slog mod hinanden, så kom jeg endelig op til ham jeg kan huske mine knæ de gik frem og tilbage og så siger han er du ikke bange? nej jeg er ikke bange og så slog jeg min hånd ind i den kugle der er der oppe der ligger hele dreje mekanismen til vindfløjen deroppe, nå men det er godt sagde han så jeg troede ellers du ville til at ryste mig ned, fordi jeg rystede med knæene, nej jeg er ikke bange for noget, da var jeg også ved at være modig dengang, jeg tænkte der er ikke andet at gøre.

Ja så kom jeg over det man skal bare vise karakterstyrke så, og jeg arbejdede deroppe hele formiddagen og så siger han, nu kan du godt gå hjem igen, og jeg tænkte gudskelov og jeg skulle ned igen og det var snart meget værre at kravle nedad som at gå der op og jeg kom hjem på værkstedet så siger mester, nå hvordan gik det? det gik godt jeg var ikke bange sagde jeg og slog i skrivebordet en gang til, du er en rask dreng sagde han så og stak hånden ned i sin vestelomme og så stak han mig en daler, det er det eneste jeg nogensinde har fået af ham og den skulle jeg have gemt nu for den er meget mere værd nu.

Ja det havde den jo, men sig mig hvordan var det i læretiden De boede hjemme vel?

Jeg boede hjemme, men det var et hundeliv alligevel at være lærling, det var råben og skrigen og skældud, sommetider fald der øretæver af.

Efterhånden så kom interessen jo, jeg var en slags stuepige jeg skulle både feje trapper pudse fodtøj og vaske gården, men bare et lille bitte søm et der var krum endda hvid det kom over i skrallekassen og fruen havde set det så sladrede hun til mester så væltede han skrallekassen og så kunne jeg begynde forfra igen.

Så var han en fedtet fyr? Det var nærmest han kone, De ved nok fru Hechtmann der er kvinder bag ved alt.

Hun kunne hitte på det frygteligste med, så skulle jeg vaske trappen og så skulle jeg pudse alt fodtøjet men gjorde alt muligt for at være så ringe som muligt ikke, så bandt jeg alt fodtøjet sammen ved snørebåndene rigtig med hårde knuder og så smed jeg det ind til hende, så nu er det pudset og så blev jeg hurtig kasseret oppe ved hende, og så glemte jeg grønsæben på trappen og det kom mester til at træde i, han rutchede ned og forvred benet.

jeg var en god dreng inden jeg kom i lære, jeg bad mit fadervor, jeg var FDFer dengang nærmest altså KFUMer, men deroppe jeg blev så ond og så harm på det hele

Så kom vi til 1. maj 1921 så var det heldigvis ovre. Nå svend sagde han mester nu er du udlært og så er du jo svend og nu må du jo se at opføre dig lidt pænere end du har gjort, jeg har nu ikke mere brug for dig sagde han så, men du kan vist nok få noget arbejde hvis du vil gå rundt og søge men dengang var der altså skik at svenden måtte ikke blive ved at arbejde i sin fødeby han skulle ud og rejse og jeg var kommet i fagforening og rejseforening, jeg havde fået sparet 10 kr. sammen og så tog jeg ned på havnen og så sammen med en kammerat en slagterlærling vi tog med rutebåden til København - Fredericia og landede i København vi havde 1 kr. 25 øre hver da vi kom i land på Kvæsthusbroen det så ikke allermest rosenrødt ud, men så tog vi en tur rundt i København da var det almindeligt brug dengang at når en rejsende arbejdsløs blikkenslager han gik ud på værkstederne så fik han 1 kr. af hver svend og så kunne han samtidig med hæve noget i fagforeningen, rejseunderstøttelse og det gik jo meget godt, men vi var for ungdommelige at sende ud alligevel så vi gik for meget på vulkaner, vi brugte dem alle sammen i Tivoli den samme dag og så tog vi med toget til Helsingør og var rundt og se til det deroppe og fik skrabet nogle flere penge sammen og så var vi for resten kede af at rejse, så kunne vi lige så godt rejse hjem til Kolding igen sagde min kammerat og så satte vi os ind i toget og så kørte vi mod Kolding, vi længtes efter at komme hjem og vi havde ellers lovet at blive væk i mindst 14 dage.

Vi snød os endda til at rejse gratis med toget hjem, vi sad bare i kupeen og gjorde lige som vi havde rejst længe og viste ikke konduktøren vores billetter og vi blev ikke nappet før vi kom til Kolding, så måtte vi med ind til stationsforstanderen og han sagde skrub af med jer hurtigst muligt og gør aldrig sådan noget igen. men det værste jeg kunne ikke komme op på min læreplads igen jeg havde lovet at blive væk i over 14 dage ihvertfald og de grinte jo tyk af mig da jeg kom og fortalte at jeg havde været på rejsen, den gælder ikke det er alt for lidt, du skal have arbejdet ude også sagde de.

Så tog jeg syd på, så kom jeg til Gråsten, nej jeg kom først til Middelfart og der fik jeg en vældig god plads derovre det var den første jeg havde som svend, ved en kvindelig blikkenslagermester.

Ja og hun havde lige brug for mig sagde hun, hun skulle have en ung og rask en og jeg fik 20 øre mere i timen end almindelig pris og vi fik vores frokost der hver dag og vores eftermiddagskaffe og cigar om lørdagen.

Hun var flot! Ja hun var en god dame, jeg besøger også hendes gravsted hver gang jeg er i Middelfart.

Hun havde været gode venner med blikkenslagermesteren der havde startet forretningen, det er sådan det er gået til.

Ja hun siger jeg har lige brug for Dem jeg mangler en mand ude på Hospitalet, det var Statshospitalet og det var en der kunne tåle at kravle op i luften og det var lige noget der passede mig og så 20 øre mere i timen, det var jo godt at komme hjem og fortælle de andre gamle svende at jeg havde fået sådan en plads og jeg var glad for at være i Middelfart det var en rigtig lille hyggelig gammel by og jeg fik et godt sted at bo og der har jeg forbindelse med den dag i dag og et godt sted at spise, flinke kolleger at arbejde sammen med meget bedre end dem jeg havde haft her i Kolding.

Og jeg vil da fortælle den anden jeg boede ved han var ringer ved Middelfart kirke og jeg har ringet solen op og ned mange gange i Middelfart og ringet til utallige begravelser.

hvor længe blev De så der ovre? Der blev jeg i 3 år og jeg havde mange oplevelser ude på Statshospitalet.

Så tænkte jeg at nu ville jeg ud og se lidt af den øvrige verden og så hørte jeg at der var godt arbejde nede i Gråsten og så syntes jeg det kunne være sjovt, det var en tysk talende mester han havde det sjove navn Kykkelhane og jeg fik en god modtagelse dernede selv om at de var kede af at komme af med mig i Middelfart nu var jeg jo godt indarbejdet der, men jeg følte trang til at se nye mennesker. Kykkelhane og jeg kom vældig godt ud af det sammen det var en flink familie. jeg boede ved en grænse overvagtmester, da var Gråsten jo hovedsæde for grænse gendarmeriet og han lever endnu og hedder Højlund, han var også Koldingenser ude fra Dyrehavevej, hans far var kusk ude på sæbefabrikken. Men der nede i Gråsten der var liv og glade dage, det var spændende, der var bare lidt for meget med drikkeri der nede, for da gik der også spritbåde dengang da havde de så mange spritbåde de havde ende station i Gråsten, Der var både Svalbar, Astor og Møve og Albatros.

De sejlede til Kollund selvfølgelig, vi sejlede først fra Gråsten så kom vi til Sandager og så kom vi til Sønderhav og Rønshoved det var hele raden igennem, lige som nu faktisk og så var det billig spiritus det var jo en svøbe for de unge mennesker dengang, det er det også endnu.

Men så fik jeg sådan lidt smag for Tyskland jeg kom jo til at snakke med blikkenslagermesteren og så nogen i Flensborg og så min mester han havde en svoger der var blikkenslagermester i Hamburg og når mester havde fremmede så hørte jeg med til familien og jeg kom med i selskabet og kom i selskab med den her Hamburg blikkenslager, så siger ham til mig, han havde jo hørt hvad jeg kunne sådan, det var med kobberdækning, kunne du ikke tænke dig at komme ned til mig siger han så, jamen jeg kan ikke tysk, det betyder ikke noget det får du hurtig lært det gjorde jeg også.

Så kom De til Hamburg? Så kom jeg til Hamburg ja og arbejdede som kobberdækker på en kirke der nede og det var meget spændende.

Hvad var det for en kirke kan De huske det? Jeg kan ikke navnet på den. Hvad hed mester? Han hed også Kykkelhane.

De hed det samme ja og han havde været tysk officer han talte kun tysk, ham i Gråsten ham kunne jeg bedre med for han kunne begge dele, men han sagde til mig hvad vil du helst vil du snak tysk eller dansk , jeg bliver nød til at snakke dansk for jeg kan ikke tysk.

Jo nu er blikkenslagerfaget det er jo, tysk og dansk blikkenslager fag det er meget stærkt beslægtet med hinanden vores værktøj har de samme navne og mange af benævnelserne og fagudtryk er det samme.

Sådan er det inde for alle fag faktisk, at da er udtrykkene næsten internationale, men så var De altså der i Hamburg i nogen tid.

Ja der var jeg i 4 år og da var jeg lige heldig at komme ned under inflationen da fik jeg en smag på hvordan det var at være millionær. Men jeg var nødt til jeg kunne ikke leve af den løn jeg tjente dernede jeg var nødt til hver fjortende dag at tage til Gråsten igen og arbejde i en uge der og så tage sydpå igen men det betød ikke så meget for rejsen på 2 kl. den kostede kun 15 øre fra Flensborg til Hamburg og kost og logi det var tilsvarende lige så billig, for at give et billede sådan noget som en øl den kostede kun 10 øre i danske penge og hvis man var rigtig flot på den så ville man købe sig en grog den kostede 15 øre . Men jeg skulle have en krukke til mine penge det var en ulempe jeg kunne ikke have pengene i en tegnebog da var jeg nød til at have en attachetaske. Jeg var i sådan en knibe det er ikke noget værre for en ung mand som at blive til grin vel, jeg havde selv købt et akkreditiv i Gråsten på 100 kr. og så kom jeg ind i slesvig-holstenske Bank i Flensborg og så lagde jeg akkreditivet på disken og sagde jeg skulle have deutsche geld og de begyndte at stable op og til sidst var det en stabel der var en halv meter høj, jeg tænkte det kan jeg overhovedet ikke kun en brøkdel kan være i min tegnebog jeg stoppe i lommer og de grinede jo da de så mig stå der og stoppe penge ind lige som en anden bankrøveri, så siger jeg moment så løb jeg lige ud til min kammerat det var en tømrer fra Randers han stod uden for og ventede på mig så siger jeg vi skal have fat i en taske jeg har alt for mange penge her, så siger han der bor en læderhander lige her om hjørnet vi går der om og køber en taske, så måtte vi om og købe en taske og ham den her læderhandler han fik et helt chok og tog en håndfuld penge op og lagde på disken omme ved ham, og jeg fik en attachetaske og så mig tilbage til banken igen og så skovlede jeg penge ned i tasken.

Men de fik vel hurtig ben at gå på de penge. Ja det skal en ung mand snart hitte ud af.

Jo men jeg mener de var jo ingen ting hver: Jo jeg gik da hen og fik et sæt tøj for dem, jeg havde været så smart jeg havde kun taget mine overalls på derned ikke og der havde jeg taget min temmelig nye overfrakke ovenpå så jeg så nogenlunde menneskelig ud ikke og så kom jeg ind i en herrekonfektions forretning og så smed jeg overfrakken og sagde klædnung her og så kom de springende og de bukkede og skrabede de var jo så glade for de her danskere der var kommet der ind de vidste jo vi havde viel geld og jeg fik også et sæt tøj og så nord på igen

Og så blev De her? Ja så var jeg her ikke i de dårlige år der i 1920 og 1930.

Jeg har været ved flere forskellige, jeg har været på De Danske Mejeriers Maskinfabrik og jeg har været på FDB og jeg har været ved, der var en blikkenslagermester Larsen ude på Tøndervej ham arbejdede jeg meget for sådan har jeg arbejdet rund omkring.

Så kender De Jørgen Jørgensen og Harald Juhl fra De Danske Mejeriers Maskinfabrik?

Fru Kjærbøll: Nej det er ikke sikkert for min mand var der ikke engang et år han kunne ikke holde det ud fordi han kunne ikke tåle at stå indelukket.

ja det var Jørgen Jørgensen. Jeg kendte en blikkenslager der hed Jørgen Jørgensen.

Han er altså smedemester, men han er uddannet der på DDMM og det er Harald Juhl også og han blev maskinmester på elektricitetsværket senere kender De ikke godt ham de bor begge to i Utzonsgade ved siden af hinanden.

Og hans nabo Jørgen Jørgensen det var ham der kom til Solar senere og som stiftede Dansk Målerværksted.

Jo så ved jeg også hvem det er. Maskinmester Juhl det var søn af min gamle engelsklærer, og jeg blev dødelig uvenner med ham med det samme snart.

Tænk sagde han virkelig det på det tidspunkt, det troede jeg ellers var temmelig moderne.

Oh jamen han var sådan en flink gammel mand og han sagde nu taler vi engelsk og han kom engelske blade han kom med Daylig Mail og så sagde han mister Kjærbøll til mig det var jo stolt at høre ikke "pleace schat the Vindows" yes mister Christmas sagde jeg så, så blev han fløjtende gal.

Det var dog mærkelig for det viste jo at De kunne den glose, han skulle da have været glad for det.

Ja men det var det jeg syntes var udmærket så viste De at De vidste hvad jul hed på engelsk.

Men de blev da gode venner igen. Ja jeg har ikke et eneste dårligt minde om mine lærer.

Jeg kender ham lige flygtig maskinmesteren sådan, han ligner i grunden lidt efter sin far ja han far var en gammel fin han var endda translatør, det var noget meget fint dengang.

Jo men han var jo forud for sin tid med hensyn til at kræve at i kun måtte tale engelsk. Nå men lad mig nu høre lidt mere og hvad så med Kolding tiden, da de kom tilbage her.

Jeg var rundt omkring forskellige steder jeg har faktisk arbejdet ved dem alle sammen snart, alle blikkenslagermestre og fabrikker og så måtte jeg være soldat i snart 3 år. Da kom jeg til Haderslev det var i 1924 jeg har lige haft 50 års jubilæum.

Vi har boet her i 22 år. Jeg kan som gammel blikkenslager sidde her og kikke ned på de tage og kirketårne jeg har kravlet på. Jeg kan se 8 kirker herfra og alle de kirketårne har jeg kravlet på alle sammen. På Nicolaj kirke var jeg på lige efter at jeg kom i lære og der er ikke mere for 2 år siden da fortalte en af mine kollegaer da arbejdede han der oppe han fortalte at han havde fundet mit navn deroppe det var ridset ind i kobberet.

1917 og deroppe på toppe der står indridset en masse af blikkenslagere og kobberdækker navne helt fra 1888 da tårnet blev bygget.

Ja men kun med en bestemt vind. Det er i grunden mærkeligt med kirketårnene her i byen Nicolaj kirke der blev arbejdet lavet af en englænder der var indvandret i 1888 og Katolsk kirke den blev lavet omtrent på samme tid af en tysker som var indvandret, Steinfath hed han og det kan han fortælle meget mere om.

Det er bedstefaderen til ham der er der nu, det er ingen tvivl om hvis De skal blive ved med at have med det gamle Kolding at gøre så vil De også få med Robert Steinfath at gøre han ved alt, han er så klog at han kan undvære hovedet næsten de første fjorten dage.

Hvad kan han ? Undvære hovedet de første 14 dage, har De aldrig hørt det udtryk.

Vi er ikke født så langt fra hinanden men der er alligevel en helt anden mentalitet mellem københavnere og jyder ikke?

Nej ikke mentaliteten men der kan godt være nogle udtryk som er forskellige, De kan da se vi to kan.

Jeg har haft meget sjov med en gammel københavner frk. Anna Madsen der boede oppe på Agtrupvej hun døde forleden 98 år gammel , tænk hun havde været med til Christiansborgs brand i 1884.

Den kan min mor huske hun var 2 år dengang hun kan huske hun så den. De sagde de havde haft noget sjov med den gamle dame.

Nej hun fortalte om det gamle København og det interesserer jo min kone og jeg vi kom så meget til København jeg garanterer for jeg kan snart mere om København end De kan.

Det kan da godt være men med hensyn til mentaliteten da syntes jeg ikke der er stor forskel for bare man har lidt humor så forstår man hinanden, men der er nogle udtryk der er forskellige nogen bruger de derovre og nogen bruger vi her.

Og jeg har arbejdet sammen med mange brillante københavnere, vi har nogle af vores bedste venner mellem københavnere.

1-4-1909 til 1-4-1913 stod han i lære hos Th. Fischer-Nielsen, Søndergade, Kolding (En meget frisk og fremsynet købmand), derefter (Iflg. Kolding Folkeblad ved 25 års uddelerjubilæum 18-6-1949):" kom han til Sdr. Stenderup, hvor han var Kommis først hos Købmand Schultz, senere i Stenderup Bys Brugsforening. Efter at have aftjent sin Værnepligt boede han nogle Aar i Kolding, en tid var han Ekspedient paa Kaalunds Sæbefabrikker, derefter nogle Aar Bogholder paa Kolding Lervarefabrik. Kjærbøll er en udpræget Hjemmets Mand, dog har han ikke helt kunnet undgaa offentlige Hverv, så som Skolekommission og Brændselsnævn. I de senere Aar har det just ikke været nogen ublandet Fornøjelse at være Forretningsmand, men det skal siges til Kjærbølls Ros, at han har klaret det godt, og han er aldrig gladere end naar han har noget godt at dele ud til sine Kunder. At Kunderne ogsaa sætter Pris paa ham, fik Kjærbøll og Frue synlige Beviser paa, da de for godt 6 Aar siden holdt Sølvbryllup."

Agtrupskov Brugsforening blev han uddeler i 18-6-1924. Det var en ret lille brugsforening, i dens naturlige opland boede under 100 familier. Derfor havde bestyrelsen indset, at en uddeler ikke kunne få en fornuftig indtjening ved blot at forhandle FDBs almindelige varesortiment. Han fik derfor fra starten lov til frihandel med alle andre varer, end dem som FDB og brugsen dengang førte. Og det gjorde han. Hans motto var: "Hvad vi ikke har, det kan vi skaffe. Lige fra brugte ligkistesøm og til flyvemaskiner."

Han købte nogle gange en last briketter i Tyskland. De blev sejlet til Agtrupvig med en af de 4 lokale skuder. En skude var bemandet med skipper og "styrmand" - oftest en 15-16 års knægt. Fra lastrummet blev de fyldt i en stor tønde, den blev hejst op, drejet ud over skibssiden og tømt ned i en fladbundet lastpram. Prammen blev sejlet ind til en hestevogn, der var kørt ud i vandet. Så blev de kørt ind og i reglen omladet i en større hestevogn og enten kørt hjem til Brugsen eller direkte afhentet af en køber. En tolder stod på stranden og passede sit job så godt, at han virkelig fortjente en god frokost - hjemme i Brugsen.

På et familiebesøg i Esbjerg opdagede han, at fiskerne derovre kasserede reb, der var blevet noget slidte; men stadigt var brugbart til mange ting i landbruget. Han skaffede sig 2-3 gange et helt lastbillæs og solgte det videre - det var selvfølgelig ikke kun til Brugsens normale kunder. Og sikkert ikke med kun 7% fortjeneste.

Fra en radio-og cykleforhandler, Knudsen, i Kolding solgte han en overgang mange radioer og cykler. Indtil bestyrelsen sagde: "Jamen Kjærbøll, FDB er nu også begyndt at forhandle den slags." Men med 7% avance er der vist ikke nogen, der vil arbejde med opstilling af radioer. Antenner, jordforbindelse, indstilling, forklaringer, fejlfinding o.s.v. Så stoppede den handel. Dog fortsatte han med opladning af akkumulatorer. Der var jo mange steder, man endnu ikke havde fået strøm indlagt.

I kriseårene først i trediverne kneb det for mange landmænd og der blev også mange arbejdsløse. En landmand der skyldte ham mange penge, solgte et par tønder land jord til ham. Det lå ned til stranden. Han købte et gammelt bindingsværkshus - det kostede vist 100 kr. En meget dygtig tømrer, hvis kone have købt for meget i Brugsen og andre steder, pillede huset ned og genopførte det ved stranden. Indrettet med to lejligheder til sommerhusudlejning. Senere byggede han også en bungalov. En arbejdsløs svoger hjalp til. Alt i alt gav det øget handel. På jorden blev - med begrænset held, dyrket bl. a. stikkelsbær og hindbær.

Også når der var muligheder for at sælge flere FDB-varer var han mere aktiv, end mange andre uddelere. F.eks. kastede han sig straks over brillesalg, da FDB begyndte med det. Og det gav et stort salg af manufakturvarer, da han fik anskaffet "Den tavse sælger". Den indeholdt en masse vareprøver. Det krævede meget arbejde, at udskifte disse, samt at skrive varerne hjem. Men det gav omsætning og fik kunder til at komme i butikken.

Omkring 1925 købte han sin første bil. Den kostede 1200 kr. Den blev selvfølgelig brugt til både og hente og udbringe varer. Men også hvis nogle lige havde brug for lidt kørsel, enten det skulle stærkt med at skaffe jordmoder eller reservedele til en selvbinder i høstens tid. Undertiden også til almindelig (uautoriseret) lillebilkørsel. F. eks. over isen til Brandsø eller afhentning af en lidt pløret skipper i Kolding. Sidstnævnte havde fået mavepine og måtte pludseligt ud til vejsiden. Og da han desværre havde glemt, han havde to par bukser på, måtte han stå ude på trinbrættet på resten af turen.

Fridage og ferier var der ikke mange af. Dog var han på tur med uddelerforeningen til Finland og i 1933 eller 34 kørte han sammen med Ellen og mig en tur op til mors familie. Og fra 1944 begyndte han et holde rigtig ferie. Det år cyklede han i 5 dage rundt på Fyn, sammen med mor. Ruth var hjemme i butikken. Året efter cyklede de til Vestkysten. Fejrede sammen med mors familie hans 50-års fødselsdag på Bovbjerg Badehotel.

1. Aug. 51 udsendte han et brev hvor han sagde tak til kunder (og forretningsforbindelser) for 27 gode år og meddelte at han 1. nov. stoppede for at give plads til yngre kræfter. Han ønskede ingen anden afslutning, end at kunne sige - Tak -.

Annonce, 1951: "En Tolver i Sdr. Bjært. Efter Jul begynder min nye Selskabsbil Kørslen, og jeg anbefaler mig med al Selskabs- og Turistkørsel. Er der et Selskab paa 12 Personer er Prisen kun 7-8 Øre pr. km pr. Person. V. Kjærbøll. Tlf. Sdr. Bjært 161."

Ismejeri sælges pr. 1-1-1963 og de flyttede til Spangsbjerggade 73. Købte standur på auktion i 1963

Italienstur med bus 1964. Do til Spanien 1965. Rundrejse med Valdemar og Magda i Jylland 1965. Do til Mosel 1966. Guldbryllup Teneriffa 1968. Madeira 1969 med Petra og Bent

Min søster Ida Kjærbøll har sendt mig et brev, hun har fået fra Dem hvori De stiller spørgsmålet om Deres fars 1ærling, ved navn Kjærbøll.

Jo, det er mig, der kom i lære i 19o9,netop som Deres far var flyttet over i den nye butik, som Møller og Knudsen nys havde bygget, og hvor Apotheket, dvs, på hjørnet i ejendommen, havde en Oluf Strårup Manufakturhandel. Møller og Knudsens butik havde facade mod det der dengang hed Seestvej og Deres fars butik var mod Søndergade nabo til ”Hvide Hest” restaurationen, der dengang ejedes af Steffen Skøtt, senere overtoges den af Ivar Ravn. Fra Sjølund.

Det første jeg husker om Dem, var et De Stod oppe på trappegangen og vrælede over at Deres mor var gået fra Dem, jeg var netop bleven sendt derop for at høre om alt var roligt, men De lod Dem ikke trøste før jeg havde taget Dem med ned i butikken.

Så vidt jeg erindrer, var jeg nr. 4 af Deres fars, den første var en Sørensen fra Brørup, så kom Boghandler Larsens søn fra Vestergade, Ambrosius, derefter en Niels Olsen hvis far havde et lille hus som tilhørte Slagter Bertelsen og var beliggende i et bogstaveligt hul højre side af Agtrupvej, lige overfor hvor vejen kom fra Gl. Dalbyvej. Deres far havde jo meget tilknytning Vestergade kvarteret, grunden dertil var jo Deres mors forældre.

Deres Morfars ejendom var jo beliggende for enden af Rendebanen og han havde to pæne udstillingsvinduer, Som to gange blev udsat for at kolonialfirmaet Lind og Juhls løbske heste masede derind og lavede en farlig ravage. Vi boede den gang i nr.4 Rendebanen og havde det da i nærheden. Jeg gik som dreng meget i Deres morfars værksted og var bl.a. meget duperet af en mægtig, vistnok, gasmotor som S. J. Andersen brugte som drivkraft til sine snedkerimaskiner.

Svinghjulet var så stor som en lang svend der var ansat der og han startede maskinen ved at tage fat i dette store hjul.

Var det ikke Deres Moster, som blev gift med en Pastor Moe, der så blev ansat på Færøerne.Vi pakkede da flere gange kasser ned varer der skulde sendes derop og som deres far lige ved at miste tålmodigheden over alle de papirer, der skulle udfyldes som Told og statistikken skulle have, han sagde da engang senere til Deres Mor, at alt det vrøvl var for meget af det gode, og udtrykte også tvivl om han i det hele taget fik penge for varerne. Jeg tror Deres moster hed Mathilde?

Da Deres mor jo stammede fra Vestergadekvarteret, havde vi en bytur hver fredag for et hente ordrer deromkring fra, jeg kom til Buemann på elektricitetsværket, dem gamle postkører Nielsen der havde posttur, vist nok til Holsted, Boghandler Larsen og flere andre deromkring. Jeg tog mig tit en afstikker ind på værket og kunde få tid til et lege med børnene der og kunne risikere at få nogle kulstænger fra de gamle buelamper og datteren der hed Karen, sagde at de hed buelamper fordi hendes far Buemand.

Det var så som så med isoleringen dengang, for vi kunne bare røre med nedløbsrøret fra tagrenden så fik vi stød og det var om aftenen en yndet fornøjelse at give stød til andre ved hjælp af ståltråd til dørhåndtag eller på anden måde og jeg mindes ikke nogen er kommen galt af sted med det.

Når vi I Deres Fars forretning skulde brænde kaffe, kunne det være til sorg for beboerne i ejendommen der, det skete jo fra et lille rum ude i gården hvor vi havde et lille hånddrejet 35 liters kugle, og når så kaffen havde den rigtige farve skulde den luftes på en lang vogn der var forsynet med et sold i bunden og vippes op og ned. Røgen og duften steg op i gården og navnlig en Fru Aksel Hansen, ”SPecial” der boede på anden sal og var operasangerinde lavede tit vrøvl. Det kunde jo være hendes stemme kunde blive bedre af den duft, sagde Deres Far.

Er De også klar over at Deres Far vor en af de første som fik en elektrisk, kaffemølle, det tog ham flere søvnløse nætter inden han tog bestemmelsen og den var lige ved at gå i vasken, da firmaet der solgte, ikke vilde give mere end nogle få kroner for den gamle men det var Deres mor, tror jeg, som s1og hovedet på sømmet ved sige, at den kunde vi selv sælge til en bestemt, hvad der dog ikke blev til noget. Vi drenge var jo meget glade for at slippe for arbejdet med at male kaffe, men til vor skræk fik deres Far den ide at den gamle mølle kunde bruges til at male kandis med. Han købte noget som hed ”Kandisgrus” og det skulde så sælges til restauratører til toddy, og vi malede i begyndelsen over en kassefuld om ugen, men så ytrede Deres Mor tvivl om rentabiliteten, da vi drenge ikke kunde sælge noget, nej Købmanden måtte selv komme, at det ikke skete uden omkostninger er jo indlysende.

Er der ellers noget De kunne ønske oplyst, så lad mig få et par ord og jeg skal se om jeg skal se om jeg han hjælpe. Jeg er selv meget interesseret i det gamle Kolding, som min broder på Dyrehavevej106.

Ja, tak for Deres brev af 11-04,og en særlig tak fordi de gav mig attést for en høj, markeret lærling med mørkt km bølget hår.

Navnlig det sidste kunde jeg lide at få attest på, da min datterdatter en dag spurgte mig om jeg ikke snart skulde sattelit-klippes, da jeg måbede sagde hun, jo rundt om månen.

Jeg har nu ikke fået samlet det hele sammen, som De skulde have ”om gamle dage” ,Men jeg håber i løbet at vinteren at kunde give Dem lidt om min læretid og om Søndergade.

Jeg kom i lære hos Deres Far 1. April 19o9, et halvår før jeg blev konfirmeret og måtte således gå til Præsten i “Bethel” dem sommer. Pastor Haslund hed han og han var en af stifterne af frivillig Drenge forbund og var ret populær at os. Han fik samlet over 150 drenge og Stabssergent Christensen, der boede på hjørnet af Mariegade og Haderslevvej opøvede os i den ædle kunst at gå i takt, formere geled, sektioner, delinger og kompagni i skolegården på. Ålykkeskolen. Jeg husker ikke så nøje års tallet, men det har været fra omkring 19o5 -09. Efter udstået læretid ( 1913) fik jeg plads som kommis i Sdr. Stenderup. Forretningen bestyredes at en Chr. Schults der var en dygtig mand, der kunde sælge en pisk til en Chauffør, men var forfærdelig til at drikke. Den gamle Jens Juhl, Jeppe Juhls far var en velset mand hos ham og når de tog ned til Skovfoged Larsen, Løverodde, så kom de ikke hjem den dag.

En morgen de jeg skulde begynde i butikken kom Fru Schults til mig og bad mig om at se efter hendes mand, jeg cyklede mod Løverodde og ved en skovkant så jeg Jens Juhls hest og Gig og nedenunder sad de to og diskuterede hvorledes det spil kort nu skulde have været spillet. Med Årene tog spiritus helt overhånd med Schults og da de egentlige ejere at forretningen, Chr. Hansen Hejls Kro og en Grdr. Jørgen Bruun, Sdr. Stenderup ikke kunde være tilfreds med den måde den blev dreven på, måtte han rejse. Jeg var så bestyrer at brugsen i Sdr. Stenderup, Soldat i 1917-1918, gift og så ekspedient på Kålunds Fabrik, bogholder på Kolding Lervare fabrik, Uddeler i Agtrupskov brugs, Købmand i Fredericia, og da børnene var gift alle 4 fik jeg et dejlig Ismejeri her i Esbjerg, som jeg solgte for 3 år siden. Jeg blev så reservevejer her i byen som noget for at få tiden til at gå, men har aldrig haft så travlt som nu, men har da haft den glæde at at opdage, at det ikke er penge der skal til, for at være tilfreds. Jeg har haft mit gode udkomme, men nu bruger vi det vi. har samlet, dels har vi taget nogle udlandsture, set Tyskland, Østrig og Rom, været gennem Europa til Spanien og set Barcelona ved nat og dels har vi jo 4 Børn og 12 Børnebørn og navnlig de sidste har været os til stor glæde. Vor ældste søn er forretningsfører på. Solar i Sønderborg, gift med en datter af Bager Møller, Ottosgade, en datter gift her i byen har en cigarforretning, hvor jeg er vikar, hun er gift med en Repr. fra Esbjerg Tovværksfabrik, Skov Jensen, en anden den datter er gift med Overlærer Bech, Døveskolen Fredericia og endelig en søn der er Konsulent og bor på Thurø.

Nu får de foreløbig kun vedlagte beskrivelse af Den gamle Smedegård og jeg skal så se at få noget samlet sammen til Dem.

Der er jo en masse, men det værste er jo at mens man skriver (uden kladde) så. presser snart den ene, snart den anden erindring på, så De må selv rette, jeg mener selv at kunde bogstavere, Om maskinen! Kan må De se efter, så skal jeg siden fortælle om H.P. Hansens vindruer, han lavede vin af, ja når man giver en vis mand — — —.

Den gamle Smedegård l906-15 ca.

Den gamle smedegård står som et eventyr i min erindring fra mine barndomsdage. Vi boede på Østergårdsvej, som da lige var anlagt af en Vognmand Østergård, der er udstykkede byggegrunde og på den bløde vej hvor der ingen kantstene eller fortove var, fyldte han noget sand på, dette var meget finkornet og vi kaldte det ”kartoffelmel” og der blev lavet smædevers om den, de gik på melodien ”Den Glade Kobbersmed”.

Ved siden af, nr. 5-6 var en stor tømmerplads, Saks Nielsen, der havde en 4-5 svende i gang, der alle var uorganiserede og derfor var der tit uro fra organiserede svendes side, de kaldte ham ”den hellige saks” og han havde endda den sorg at selv en voksen søn deltog i demonstrationen og jeg mindes et hans hustru sad inde i moders stue og græd over at noget sådan kunde overgå hendes mand. Længere nede i gaden eller vejen i marskandiser Meeskes ejendom var en restauration, der var tit bulder og ballade og lige deroverfor var bagvejen til den gamle smedegård hvor vi kunde skyde genvej til Søndergade.

Jeg havde bestemte ordrer ad’ min mor til ikke at opholde mig der uden det var nødvendigt, og det var tit, for der var altid leben og liv.

Tager vi begyndelsen ved Søndergade boede Blikkenslager Mikkelsen som en lille konge der med butik til Søndergade og værksted bagved, nabo til den folkekære Restauratør og Postkører Mads Nielsen. Derefter ind i gården var, som følger på min skitse, garager for Lindharts landauer’ og vogne. Lindhart var jo ellers fast ledvogter ved Statsbanens bomme da jo jernbanelinie dengang var nede i gadeniveau og Søndergade var jo en hovedfærdsåre så der forekom til tider lange køer ad’ vogne og kuskene var jo ikke mundlamme, så der faldt mange drøje ord over disse bomme, blandt andet lovede Slagter Jørgen Bertelsen ledvogteren et par flade øretæver hvis han ikke øjeblikkelig lukkede op. Da. embedet som ledvogter jo ikke var lønnet ret højt drev han ved siden af droschekørsel og havde også et par både til udlejning, nå det et var sidespring, men inde i gården kom vi så til Trædrejer Skøtt’s værksted, hvor vi drenge sammen med Skøtts egne tre drenge fordrev mangen stund med at bearbejde træ til eget brug, til glæde der os selv men til sorg for Skøtt, der var lidt hidsig og så vankede der af er stoleben når vi havde lavet noget galt, næste værksted var smedien, et ret stort rum med to esser og på væggene en masse remedier og ham. der var gerne 2—3 svende og et par lærlinge og så, var der altid snakkegæster og et ret livlig liv, gerne med flasker og hvad dertil hører, og da der vis a vis, var et hus hvor der boede piger, som drev det ældgamle erhverv, men ikke taler for meget meget om, så tænker man sig til resten. En af smedelærlingene havde hjulpet en af pigerne med sin lille trækvogn, hvorfra hun solgte blomster, og da hun ingen penge havde, havde hun indviet ham i kærlighedens mysterier, og om dette fortalte han os store drenge dramatisk, så kunde vi tro det eller lade være, Efter smedeværkstedet var der atter garager og så kom vi til Sukkerkogeriet, det var også et eventyr at se Nielsen fylde en stor kedel med melis og koge det, tage det op af gryden og med en stor træslev slænge det i stiver op over en stor krog på væggen, trække det frem nogle gange så op på bordet blande det med andre farver og op over krogen igen til det var ret stiv, så gennem en valse med de figurer på som nu skulde laves, navnlig var blandingen ”Rochs” hvori forekom bade blomster, flag, dyr og andre figurer. På væggen var rækker ad flasker med de forskellige farver og tilsætninger. Navnlig havde han mentholkryststaller, som kunde bruges til komme på en cigaret og man fik da en ordentlig dosis, der kunde få vand i øjnene på selv voksne.

Sukkerkogerens affald var ret efterspurgt, da vi kunde få en stor pose for en 5 øre, derimod kunde vi børn ikke købe reelle varer, det var forbeholdt kunderne. Vi fortsætter til malerværkstedet, hvor maler Nielsen og søn drev en ret stor forretning det var en yndet sport at se hvorledes han stod og rev de forskellige droger sammen på en skifersten, og hvordan han kunde føre en pensel til de fine Stafferinger på fine køretøjer og trække en linie på fri hånd ned af en eger på hjulet og tegne initialer på vogndøren på fri hånd, det var ægte håndværk og så ikke at forglemme det fine lakspeil der skulde være over alt. Rørte vi ved støv når dette arbejde foregik, faldt der øretæver af. Ovenover malerværkstedet boede en fattig kone der var mor til ”Skæve Karl” som hjalp Vilhelm på “Hvide Hest” Det var vel nok et af’ de fattigste hjem man kunde tænke sig. I stuen som jeg kom har set en enkelt gang kunde man se både sol og måne gennem taget, vinduerne var fyldt med aviser for glas var der ikke meget af og til lejligheden førte kun en gammel stige, som dog ikke altid var der.

Beg ved malerværkstedet kom vi så til Farver Popp’s blegeplads. Det var gerne stoffer fra landmændenes kunder, som skulde farves og efter farvningen blev det hængt op på stativer i lange banen, Det var en sport endnu inden det blev tørt at prøve at presse farver af tøjet og overmale andre børns ansigter med farver, men vi skulde passe på at Popp ikke kom “så fik han pip”, Modsat Popp’s plads havde Slagter Bertelsen sin mødding med udkørsel fra hans stald og pølsemageri.

Han havde et par raske heste og de skulde passes af hans læredrenge og når hans landture et par gange i ugen skulde foregå, blev drengene hældt ud af sengene meget tidlig og så lød Bertelsens buldrende stemme over hele kvarteret og øretæverne faldt som en forårsregn. Men om ham kunde der fortælles meget mere, men er bror til en af deres fars lærlinge, Martin Olsen, er vist endnu aktiv slagter i Kolding, var en af Jørgen Bertelsens læredrenge og ham få kunde fortælle om sine læreår der, om dengang datteren, Bertha, blev forlovet med Cykelhandler Friis, og den gamle exploderede ”Hun skal ingen fis ha” eller sønnen Christian, der var slem til at få i byen og komme lidt bedugget hjem.

Bertelsens pølsemageri var kendt over hele byen, han havde gerne tyske pølsemagere, der skulde jo bruges mange krydderier og efter at jeg kom i lære var det tit at jeg kom derhen. Vi fik altid en varm pølse eller andet godt og det hændte at et halvt pund peber kunde passe med prisen på noget snaps eller rom pølsemageren privat og det mener jeg Deres Far lukkede øjnene for han var jo en god kunde, den tysker, Schwamlein, men efterhånden opdagede Bertelsen et i to måneder havde han fået muscat, kardemomme og pistacher, både hos os og hos købmand Bøttern og så røg han ud af slagteriet.

Angående Mads Nielsen havde vi leverancen af brændevin til hans restauration, og i et par år var det mig som hentede en tom lerdunk hver morgen og skulde få den fyldt. Mads undersøgte selv dunken når jeg kom med den igen, tog proppen af og stak fingeren derned og gud nåde mig dersom ikke fingeren knude nå ned til brændevinen. Kan du ikke der er stemplet 4 potter her uden på, så skal du bare lade den løbe fuld, Deres far vidste det godt at den tog 4½ pot, og jeg havde besked på at måle det i dunken,

Men hvad, Mads gav mig jo en 5-10 øre i drikkepenge og vi har mange gange skreven ham for 4½ pot uden at han lagde mærke til det.

Vi kom en smule fra smedegården. Jeg vil nu til slut mindes den opfindsomme Gørtler som boede vis a vis smedeværkstedet, under pigernes domicil. Han var enestående til at lave messing og broncevarer, små skibsskruer, propeller, bordflagstænge, små ambolter og de utallige dimser som bruges på et skrivebord, det sidste var hans bedste arbejde men det var skibsskruerne som gav ham pengene, og mange timer ham jeg tilbragt hos ham med at file grater af og et af mine kæreste minder om ham har jeg endnu stående på mit skrivebord i form af en lille messingambolt.

Ovenpå boede som sagt Pigerne og den bekendte “Hasle Grethe” som De vel nok kender. Hendes Søn, Hasle Alfred ,var jo en af byens urostiftere når ham og ”Ko1eradrengen” Louis ,var ude på sjov og hamstrede brændevin, lavede numre hos alle købmænd i byen med et tilbyde at rende ærinder for dem og gemme at aflevere varerne og var fuld omtrent daglig. Hans Mor kunde ingen fejl se hos ham men hjalp ham efter fattig evne med sine småpenge. Hun solgte jo blomster og hendes evne til at handle var fænomenal, Hun var især storartet til når torvedagen på Akseltorvet var slut, da at købe de resterende blomster og planter til små priser fra landmændene og høre hendes sprog var en oplevelse, det sprog kunde gå fra det mest indsmigrende til den højeste diskant, selv en sørøverkaptajn kunde rødme når hun sagde folk sandheder. En herlig dame og med et hjerte af guld, en enkelt episode om arrestforvarer Streets kone som syntes Grethes pris var for høj og ville prutte om en blomst, da sagde Grethe: ”Her lille frue den koster ikke noget, men sig til Deres kære mand han skal lede være med at drikke så meget i Fallesens beverding og lade de små søde piger omme Blæsbjerg være, så var der nok noget mere til Deres husholdning”.

Jo, der var liv i den gamle smedegård og ikke mindst når de to konkurrerende restauratører Mads Nielsen i Søndergade og den mindre sympatiske Jørgensen, eller som han også senere korn til at hedde ”Mosekongen”. De havde hver engang imellem hver deres ture dels, dels for at få afløb for deres trang til fest og dels for at kapre kunder. Da sad pengene ikke fast ved dem som til daglig, fik selv gamle Stine, Karls mor, en skilling og der kom sprut både i selve smedeværkstedet og under private former hos pigerne.

De traf ind imellem sammen og så blev der pralet af den store omsætning de havde og hvor meget de tjente.

Fra “Mosekongens førte en overgang, en mølle over banelinien og det var det første Andelsmejeri, de mange mælkekuske som jo gerne selv havde madpakken med skulde jo have noget at drikke til og så. måtte de jo over “møllen” og det var jo tit at de ikke var appelsinfri når de gik fra restaurationen og der hændte da de også ulykker flere gange. Til sidst flyttede restaurationen da også over på Parcelvej ved siden ar mejeriet.

Det var jo ret gammeldags, og jeg husker endnu hvordan en mejerske kom smørret fra kærnen op på et skråtstillet bord, har som langsomt gik rundt, mens en rillet trærulle æltede smørret.

De jeg senere kom i lære, fik jeg af Deres far ordre på, når skulde hentes smør der, da at handle med en bestemt mand på mejeriet, få. det i en 5 punds pakke og sige et vi jo gerne skulde have lidt god vægt, da vi skulle dele det ud i små portioner og så få noget pergamentpapir med hjem. Vejen fra forretningen til mejeriet gik da altid gennem smedegården og selv om da jeg var r bleven konfirmeret var der er altid noget at se og høre.

Det var vistnok Blikkenslager Mikkelsen som ejede det hele og da jeg kendte hans evne til at regne, hjalp jeg ham tit med hans ”krydser” i hans regnskabsbog. Et kryds betød at ham havde fået penge af den og den lejer og når han var ude at kradse leje ind endte det gerne hos af de restauratører, og altid at hans kone hentede ham hjem. I forhold til nu var forbruget af spiritus engang helt enormt og en fuldmand, som lå på gaden var ingen begivenhed og at en kone viste sig beruset skete tit.

Vi har mange gange solgt rom og brændevin til den som kom i butikken med en kop og skulde have for 5 øre, så sagde de gerne, at det er til at pudse vinduer med, vi sagde ja, i drikker det og så ånder i på vinduet, vi vidste bedre besked.

Hønborg Slot har ligget i strandengen ved Hagenør Strand ved Skærbæk og har eksisteret i ca.250 år. Det menes at være bygget i Valdemar Atterdags tid, midt i 1300-årene af holstenske grever for at sikre deres adgang til Fyn, som da var deres pantelen. Hønborg var et selvstændigt len, som omfattede Elbo Herred, altså landet mellem Elbodalen og Lillebælt. Taulov Kirke var lenets hovedkirke og er ofte af Kong Christian d. 4. langt op i 1600-årene nævnt som Hønborg Kirke. Den sidste lensmand hed Erik Krummedige. Han var kongens rådgiver og var gift med fru Sidsel, som var af Rosenkrantzernes slægt. Fru Sidsel var i nær kontakt med Dronning Dorothea og gjorde ofte tjeneste som ”dragekvinde”, når majestæten opholdt sig på Koldinghus (at drage = at pynte).

Efter Erik Krummediges død i 1547 regerede fru Sidsel enevældigt på Hønborg intil sin død i 1557. Et sagn om ”Fruens Kirkesti” til Taulov Kirke er bevaret fra den tid. Fru Sidsel havde udviklet et nært venskab med sin yngre slægtning, jomfru Berete, som vist boede på Hønborg i fru Sidsels sidste tid. Efter fru Sidsel arvede jomfru Berete en part i Nebbegård ved Rands Fjord, og hun tog nu bopæl på Nebbegård indtil sin død i 1586 og har således herfra forestået opførelsen af kapellet i Taulov. Efter fru Sidsels død i 1557 overgav kongen lenet til Koldinghus, og Hønborg mister sin betydning. Dronning Dorothea anvender det til sin død 1571 nogle gange som mål for sommersejlture fra Koldinghus. Til at bestyre Hønborg slot ansatte Lensmanden på Koldinghus, Jørgen Rosenkrantz, en foged ved navn Iver Findsen, som blev far til tidligere omtalte præst t Taulov, Bertel Iversen. Hønborg Slot nævnes sidste gang i historien i 1572. Voldstedet, hvor Hønborg Slot har ligget, ses endnu ved stranden.