The Kjaerboel Homepage 

Skrevet 020308

Slægten               Stoffersiden

Spil

Sebastian

Hedehusene

Sørens Side

Middelfart

The Sioux

Fotos

One.com -

Favoritter

Hjem

web. Preben Kjærbøl

Biler

   Det er min far til venstre, i midten Verner Bagmand, og til højre Møller, der var altmuligmand på Sygeplejehøjskolen i Børkop, de er på vej til speedway i Odense. Herefter en lukket Buick også fra tyverne.

Så fik han smag for de store 12 cylindrede biler. Blandt andet, fordi de var billige og købte en Cadillac fra 1929, der havde tilhørt kong Christian den X. Der var stadig monogram på dørene. Efter denne kom der et par tyske nazibiler. Først en Wanderer, jeg husker ikke lige hvilken model, men den her ligner meget. Men han havde svært ved at skaffe reservedele til den og jeg husker, jeg fandt en kasse med ventiler på loftet, som han havde glemt alt om. Herefter var det en Horch, som man kan kende igen når man ser de gamle film med nazispidserne. Nu gik han over til amerikaner biler, en Cadillac fra midt i 40’erne.  og det er her min bil historie begynder, for nu havde han fået kig på en rigtig ”flyder” Den næste i rækken var en ”Olsen-bande bil” en Chevrolet Impala, en virkelig flot bil, knaldrød og virkelig velholdt.

Problemet var bare han havde svært ved at komme af med Cadillac’en, så hvad var mere naturligt end at sælge til mig, der lige havde fået kørekort. Prisen var 2000 kr. og året var 1962 og jeg var lige begyndt at tjene penge som konstabel i flyvevåbnet, stationeret på Flyvestation Skrydstrup. Boede på kasernen og kom kun hjem i weekends. Jeg mener månedslønnen lå omkring 800-1000 kr. og en optankning af bilen kostede 80 kr. så ca. en tiendedel af en månedsløn, så meget betaler vi jo ikke i dag. Problemet kom da jeg blev flyttet til Vandel flyveplads og flyttede hjem, og begyndte at køre frem og tilbage, så nu kunne det pludselig mærkes på tegnebogen, hvad det kostede at køre Cadillac. Så tanken om at sælge og få noget mere økonomisk. Det havde ellers været fede tider for en 20’årig knægt at føre sig frem i Cadillac sammen med kammeraterne.

Noget måtte der ske, så jeg kørte op Svendsen i ”Låsby” og uden at have forstand på noget om biler, solgte jeg den for 1500 kr. og købte et lig at en gammel varevogn, jeg husker ikke prisen, men skrev på et antal veksler for at dække restbeløbet. Da min far så den bil jeg kom hjem med, fik jeg omgående besked på at køre op med den igen og lade handelen gå tilbage. Da jeg sagde, at jeg havde skrevet på nogle veksler, sagde min far, at de ikke var gyldige, da jeg ikke var fyldt 21 år.

Nå, tilbage til ”Låsbysvendsen”, der fortalte mig, at den handel ikke kunne gå tilbage, indtil jeg fortalte, at jeg ikke var fyldt 21, så fik piben en anden lyd, men bil skulle jeg købe, så det endte med en splinterny Trabant,  jeg husker ikke lige hvordan den blev finansieret, men prisen var 9000 kr. og jeg mener jeg kørte i den et par år og var årsag til jeg mødte min kone i efteråret 1963.

En af mine venners bror, der var et på ældre end mig, havde mødt en sygeplejeelev fra Børkop Højskole og de havde fundet på, at de ville holde en weekend i sammen med 2 andre piger i et sommerhus ved vestkysten, men de manglede en chauffør, og den eneste de kunne finde var mig. Så vi trillede af sted os to knægte og tre piger på bagsædet og Trabanten var godt læsset. Vi havde en fin weekend og efterfølgende inviterede den ene af piger i biografen og vi har holdt sammen siden.

Da unge mennesker har benzin i blodet og godt kan lide at køre stærkt, blev Trabanten skiftet ud med en Morris Mascot og da det heller ikke var hurtigt nok, blev det en Morris Cooper. Det var desværre en syg bil, der brugte mere olie end benzin, så jeg holdt op med at betale afdragene på og endte i fogedretten, forhandleren hentede bilen og jeg fik et økonomisk eftersmæk og vi havde ikke nogen bil i et par år. Vi var i mellemtiden flyttet til Glostrup, Anne Grethe arbejdede på Amtssygehuset i Glostrup og jeg var på Flyvestation Værløse, det var i 1969.

Herefter købte vi et folkevognsrugbrød på papegøjeplader og fik den indrettet med campingudstyr, så vi kunnde køre på ferie. Vi havde nogle meget fine ture til Nordsverige i 1970 og til Østtyskland i 1971. Især Østtyskland var spændende, det var med fastlagt rejserute og man skulle melde sig til politiet hver gang man kom til en ny plads. Det havde jeg desværre ikke gjort, da chefen på campingpladsen udfyldte flere sider med papir om os, så jeg troede ikke det var nødvendigt. Da vi så skulle forlade landet manglede jeg jo et stykke papir med stempel fra politiet på de steder vi havde været.

Så jeg blev hevet ud af bilen og ført ind i tomt lokale, mens Anne Grethe sad ude i bilen, grænsevagten forlod lokalet, og der sad jeg mutters alene, vel nok en times tid og jeg mener stadig, at vagten var ude og ringe rundt til de pladser hvor vi havde været for at kontrollere at vi havde været der og vi ikke havde afveget fra vores rejserute. Til sidst kom han dog tilbage, vores bil blev totalt undersøgt og til sidst fik vi lov til at køre til Vesttyskland.

”Rugbrødet” blev efterfølgende byttet til en Datsun 100 A   også på papegøjeplader og der var kun 2 sæder så vores datter, der er født i 1974 kunne stå i sin lift bag sæderne. Men børn bliver jo større og vi fik en Simca 1100  med stor bagdør. Indtil nu har alle biler været brugte, bortset fra ”Trabien” og ”Mascotten”, men nu havde vi fået bygget hus i Glostrup i 1972 og økonomien var god, så der blev indkøbt en ny Fiat 127 til 37000 kr.  Den rullede vi rundt i nogle år, indtil jeg en dag satte mig ned og regnede ud hvor meget det kostede at holde bil. Det beløb sig til den formidable sum af 1900 kr. om måneden og kort til efter var bilen solgt og bussen og S-toget tog over. Det gjorde lidt mere besværligt at komme rundt, vores søn var kommet til i 1978.

Vi var billøse til 1983, da vi begyndte at sejle, men det er en anden historie, så vi kiggede os om efter en bil, og efter erfaringerne med brugte biler, skulle det være en ny bil, og hvad var så billigst på markedet af nye biler, sjovt nok en Trabant, nu kostede den bare 30000 kr. i stedet for de 9000 kr. jeg gav 20 år tidligere. Men ellers så den ligesådan ud som for 20 tyve år siden, bortset fra, der nu var benzin måler, men der var stadig en benzinhane inde i bilen, så man kunne skifte over til reservetanken når man var ved at køre tør og modellen var en ”stationcar” 

Ungerne var ellevilde, da de hørte vi skulle have bil, men da jeg kom hjem med blev de meget lange i ansigtet og nægtede at lade sig køre i skole, med mindre jeg holdt et stykke fra skolen.

Vi kørte i den i 5 år og havde mange sjove oplevelser. Engang vi var i Netto og handle, faldt bagdøren af da vi læssede varerne, så jeg måtte smide døren ind oven på indkøbene. Da den blev ældre fik ungerne lov til at male den med en masse forskellige farver, så det var et festlig syn når vi kom rullende. Da bilens motor var en 2 cylindret to-takts motor der kørte på olieblandet benzin, forsøgte jeg på et tidspunkt på at køre med diesel i benzinen, i stedet for olie, da det var billigere. Jeg nåede op på halvt af hver, benzin og olie, den dag jeg prøvede med den blanding havde jeg nær mørklagt lufthavnen i Kastrup, da jeg kørte på arbejde, så mængden af diesel måtte reduceres. 

Sidst i 80'erne var bilen ved at være udtjent, så jeg lejede den ud til en kollega 300 kr. om måneden. Det kom der også en sjov oplevelse ud af.

En dag ringede han og fortalte at bilen var gået i stå nær Frederikssund, vi blev enige om at køre derop i min nyerhvervelse, en Opel Ascona 1976, indkøbt for 20000 kr.

Der var det med ”Trabien”, at den var meget driftsikker, hvis man huske at holde den med friske platiner for hver ca. 12-15000 km. Hvilket vi nok havde glemt. Da vi kom Frederikssund, viste det sig, at en havde smadret en flaske ind i forruden, så den så ikke godt ud. Vi fik skiftet platinerne og kørte bilen hjem til mig. Jagten gik nu ind på en ny forrude og en ny rude kostede 1300 kr. og det var lige lovlig meget at ofre, så jeg fandt en gammel Trabi, hvor jeg kunne købe ruden for en 500 kr. men dog også i overkanten. Det var lige efter Østtysklands sammenbrud, så hvorfor ikke forsøge at skaffe en derfra, de havde jo masser af Trabier.

Jeg ringede først til en kollega SAS-Cargo i Hamburg, som gav mig nummeret en kollega i Østberlin der hed Trude. Trude var en frisk pige, som sagtens kunne skaffe en forrude. Da hun skulle på ferie 14 dage senere i Athen ville hun tage en med når hun kom til Kastrup og da vi mødte hende, havde hun 2 forruder med som håndbagage som vi erhvervede for 150 kr. Så rullede Trabien igen, men omkring 1994 måtte vi skrotte den da man begyndte at syne bilerne, den var i hvert fald aldrig gået igennem synet, selvom bilen var lavet af noget man kaldte duroplast.

Da Trabanten blev lejet ud købte jeg en Opel Ascona

fra 1976 til 20000 kr. af en kollega, der var mekaniker. Den kørte jeg i da vi flyttede til Middelfart i 1996 blev der indkøbt en Opel Kadet  og min søn kørte i Asconaen til den skulle til syn, hvorefter den blev skrottet. Da vi boede i Middelfart og jeg arbejdede i Billund Lufthavn så vi os om efter en bil der kørte langt på literen og valget faldt på en VW Lupo, der kunne køre 33 km på en liter diesel, det holder lige knap, men jeg kørte 25-26 km På literen. Det var i 2000 og det var meget svært at finde en Lupo, jeg var skrevet på ventelisten hos VW i Fredericia som nr. 47 på listen. Jeg var dog så heldig at finde en i Tønder der kun havde gået 3500 km. Den har nu transporteret os rundt lige siden og skal køre til vi ikke kan køre bil mere.