Skrevet 141206

Slægten            Stoffersiden

Spil

Sebastian

Hedehusene

Sørens Side

Middelfart

The Sioux

Fotos

One.com -host

Favoritter

Hjem

web. Preben Kjærbøl

 

 

 

Lederne er skrevet at af Smakkelaugets oldermand Jens Glinvad Andersen

Leder September 2006

At Turde. 

Dette nummer af blokken er nr. 50. Det er 13 år siden at nr.1. blev sendt ud til medlemmerne af det ny stiftede Lillebælt Smakkelaug, der blev stiftet den 21. Oktober 1993.

 18 personer var med til det stiftende møde, hvoraf de fleste stadig er aktive medlemmer i lauget. Vi turde “søsætte” et projekt med det mål at restaurere en gammel jolle, og dermed genopdage sejlads med de for Middelfart tidligere kendte smakkejoller. Vi kunne dengang ikke forestille os hvad vi havde sat i gang og hvad det ville udvikle sig til. Jagten De TO Søskende. Matroshuset. Lillebælt Værftet. Venneforeningen Jollehusene. Nyeste projekt, initiativtager og engagement i Jagten Nordstjernen.

 En succesfuld udvikling i et 1aug, hvor arbejdet er baseret på medlemmernes frivillige indsats. At vi er kommet så langt, mener jeg blandt andet ligger i måden vi arbejder på.Det overordnede mål:” Er at skabe et forum hvor træskibskulturen kan bevares og udvikles”, har været klart fra begyndelsen. Vi har taget en opgave af gangen og dermed haft overblik og overskud til at planlægge og igangsætte nye projekter. Et lignende projekt jeg har haft fornøjelsen at opleve, er “Havhingsten” Verdens længste nybygning af et Vikingeskib, der er en del af Nationalmuseets flåde i Roskilde, under Vikingeskibsmuseet. De turde bygge skibet, uden at have viden om hvordan så langt et skib skulle bygges og siden sejles. De havde viljen og modet, og i skibets anden sejlsæson, er de en masse erfaring rigere og samtidig fremkommer nye spørgsmål, født af den praksis, det er at sejle og bemande skibet. Spørgsmål og siden viden som ikke ville være opstået, hvis de ikke havde turdet realisere den vilde ide at bygge så langt et vikingeskib for siden at sejle det til Dublin og hjem igen. De kendte ikke konsekvensen af at bygge og sejle så stort et skib. Det kræver en stor gruppe mennesker der vil ofre en stor del af deres fritid. Det er første gang så mange frivillige arbejder tæt sammen med Vikingeskibsmuseet. De skaber og udvikler hermed en ny praksis, for historisk sejlads.

 Jeg mener det fremtidige arbejde med at bevare træskibene, skal foregå i et tæt samarbejde, med frivillige og professionelle feks. Skibsbevaringsfonden og Museumsfolk, der med kompetence og faglighed, kan registrere nuværende viden og forske for at udvikle denne, til gavn for personer der vil arbejde for at bevare træskibene i den Maritime Kulturarv.

 Lillebælt Smakkelaug har vist i praksis at det kan lade sig gøre.

I ønskes tillykke med Blokken nr. 50. Kursen er sat!

 

Leder juni 2006

Ny Last.

I Lillebælt Smakkelaug arbejdes der året rundt. Ofte bliver der under arbejdet med bådene diskuteret og taget stilling til om lauget kan sige ja tak til at få endnu et fartøj ,prisen er ofte forbundet med afhentning på stedet. Med udgangspunkt i den lokale kystkultur forsøger vi at begrænse mulighederne.

Et bestemt fartøj har siden dannelse af lauget, af og til været samtaleemne. En dansk Jagt bygget i Middelfart 1872. Vi har kendt til skibets eksistens i nogle år og ved selvsyn har jeg set det ved kaj på Overgaden neden vande på Christianshavn. Skibet har været til salg i et års tid for 450000 kr. Et som Smakkelauget ikke har mulighed for at anvende og dertil vil der komme udgift til restaurering og drift

I efteråret 2005 var prisen kommet ned på 250000  kr. og skibet var truet med at blive ophugget hvis det ikke blev solgt. I lauget søsatte vi et redningsprojekt, det måtte være muligt at redde -“Nordstjernen” at det kunne blive Middelfarts skib og være et vartegn for byens maritime kultur historie. Dagen efter henvender Helge Engelbrecht sig til lauget og fortæller at han har købt “Nordstjernen” og ønsker at rådføre sig med lauget, høre om det er muligt at få plads til skibet i Middelfart. Den 5 marts afholdes det første møde hvor der drøftes mulighed for at bevare ‘tNordstjernen” og få skibet til Middelfart.

Der skitseres to former for indhold i brugen af “Nordstjernen”. 1. Skibet bliver repræsentant for lokale maritime kulturhistorie. 2. John Engelbrecht laster skibet med et bredt spektrum af kultur. Det kan være i form af foredrag, udstillinger, fortælle og musik events.

Den 27 marts afholdes endnu et møde hvor Skibsbevaringsfonden er repræsenteret, de vil gå ind i projektet og gør det klart, at der er tale om et yderst sjældent eksemplar af en dansk jagt. Derfor er det af stor betydning, for en autentisk restaurering, at være særdeles omhyggelig med at opsøge dokumentation om skibets historie.

Derefter udvikler projektet sig, Middelfart by anviser havneplads, Marinehjemmeværnet vil bistå med bugsering, i samarbejde med smakkelauget.Ca. 2 måneder efter det første møde anduver “Nordstjernen” Middelfart efter 136 år med kølen i fremmede havne. At det lykkedes at mobilisere den fornødne accept af projektet, mener jeg skyldes det faktum, at det arbejde lauget udfører har opnået anerkendelse-hos en stor del af Middelfarts borgere. Med udgangspunkt i den lokale kystkultur, arbejder vi for at udbrede kendskabet til og forståelse for en specifik maritim kultur, bygning og sejlads med ældre bevaringsværdige brugsfartøjer. At vi har mod til at kaste os ud i så stort et projekt, er netop at vi kan mærke at mange tilkendegiver sympati for laugets arbejde. Med “Nordstjernen” har vi tilført Middelfart Gl. havn endnu et klenodie, til gavn for de mange “bolværksmatroser” og vi satser stadig på at havnen må udvikle sig til en base hvor træskibkulturen kan bevares og udvikles.

Når “Nordstjernen” er færdig restaureret, er planen at det får plads ved Kulturøen ,som et kulturbærende skib, lastet med?. Middelfart sparekasse der var med på at støtte ideen fra start, har sponsoreret havnepladsen. Og vi håber at skibet vil blive til gavn og inspiration for byens borgere og turister. På laugets vegne vil jeg takke for alle de der har støttet og været involveret i starten af projekt. “Nordstjernen” Et kulturbærende skib.

 

Leder Marts 2006.

En god idé!

Den første februar i år er det ti år siden at der blev indkaldt til et møde på Middelfart Museum, for “at drøfte mulighederne for at bevare værftet som et center for maritime aktiviteter". Som oplæg til aktiviteter blev følgende forslag fremsat: “udstilling at Middelfart Museums joller”, “Bygning at og reparation at joller og større både” “skoletjeneste med undervisning, kystkultur, handel fiskeri og bådebyggerhåndværk”, rundvisning og sejlads med museets gæster". Når man i dag ser på de aktiviteter der finder sted på Lillebæltværftet, mener jeg at de mål der for ti år siden blev drøftet, til fulde er blevet en del af de aktiviteter der afholdes.

Det er et højt og flot aktivitetsniveau. Og at det kan lade sig gøre, skyldes et enestående samarbejde mellem tre foreninger, Lillebælt Smakkelaug, Lillebæltværftet og Lillebæltværftets Venneforening. De tre foreninger arbejder for samme mål: At fremme og udvikle kendskabet til træskibskulturen herunder bygning og sejlads med traditionelle træskibe.

Jeg vil tillade mig at kalde det en succes Management-teori i praksis udført af entusiastiske medlemmer, hvoraf flere lægger deres frivillige arbejdskraft i mere end en af de tre foreninger. Derudover er aktiviteterne og foreningens både blevet et trækplaster for mange at byens borgere og de turister der hvert år besøger Middelfart.

Ti års målrettet arbejde har gjort værftet til en del at det rekreative havnemiljø, i kombinationen at arbejdende værft og museumsvirksomhed. Hvor vi er om ti år vides ikke. Men jeg er sikker på at de tre foreningers medlemmer vil være i stand til løbende at udvikle og forbedre indholdet. Enestående rammer er blevet etableret, og i forsommeren vil den sidste del at udviklingen blive manifesteret, med indvielsen af et lokalt museum indeholdende udstilling af lokalt bådebyggeri og fiskeri med traditionelle fartøjer.

Kursen er sat. Udkiggen er skærpet, og flere ideer og forslag er på vej, I denne måned har derfor eksempel været afholdt et kursus i bygningsteori og isætning af planker. Formidlingen af træskibskulturen vil blive optimal at forårets klargøring og sejlads med fartøjer. Skibene er kønnest under sejl!

 

December 2005. Inspiration.

 Af og til tænker jeg på hvad årsagen er, eller hvilke omstændigheder der afgør hvorfor personer bliver interesseret i og aktive med at vedligeholde og sej le gamle træskibe. Medlemmerne i Lillebælt Smakkelaug repræsenterer et bredt udsnit af befolkningen, både hvad angår uddannelse og erhverv. Et mindretal har flere års erfaring med både og sejlads, men hovedparten har kastet sig over denne spændende og arbejdskrævende hobby i en moden alder.

Min egen baggrund går helt tilbage til 10 års alderen, hvor jeg voksede op ved Vejle fjord. Her var det naturligt at drenge færdes ved kysten og på vandet, ombord i alt hvad der kunne flyde, af 1primitive tømmerflåder, pramme og velsejlende lyst joller og kølbåde. Kystmiljøet hvor fiskere stadige var aktive, og stejlepladser med tjæregryde, rensning og tøning af garn, pramme ogjoller der blev vedligeholdt, var naturlige at kunne se, dufte og opleve når man færdes ved kysten. 

Min første sejlads foregik i en lånt pram, rigget med et primitivt sprydstagesejl. Stadig kan jeg huske den frydefulde fornemmelse, det var at sejle for første gang. En fascination jeg siden da har været grebet af og i dag har stor fornøjelse af.  

1981 blev der udgivet en bog i samarbejde med træskibsejernes  Sammenslutning (som T.S. hed dengang ) og Nationalmuseet, med titlen Under Sejl På ny, en antologi over 10 års bevaringsarbejde, af Danmarks maritime kulturarv. Et afsnit skrevet af Christian Nielsen, som på det tidspunkt arbejdede som konservator på Kronborg Søfartsmuseem, hvori han fortæller om sin erfaring med at sejle med mindre joller der er rigget med sprydstag- rig. Blev inspirerende for mig, og i foråret 1982, købte jeg en 19” smakkejolle i Holbæk. gjorde den sejlklar på2 døgn og sejlede den hjem til Århus.

Samme forfatter har skrevet en anden fremragende bog, Danske Bådtyper, der har været udsolgt fra forlaget i en del år. Bogen er en veldokumenteret beskrivelse af bådtyper, opmålt af Christian Nielsen. De tegninger lauget byggede Tre smakken Susanne efter, stammer fra dette omfattende arbejde. I dag har forlag Skib genudgivet denne flotte bog, som nok i dag regnes for en væsentlig kilde og støtte til bevaringsarbejdet af gamle brugsfartøjer. 

Artiklen fra 1981 vil blive bragt i dette nummer af Blokken, sammen med annoncen om Danske Bådtyper. Og et ønske om forhåbentlig spændende læsning til indsigt og inspiration, for det kæmpe arbejde de aktive medlemmer ligger for dagen, året rundt i de ideelle omgivelser på Lillebælt Værftet. 

Tak for endnu et spændende år.

Tak til de firmaer og privatpersoner der støtter Smakkelaugets arbejde.

 

I ønskes en glædelig jul samt et godt nytår.

Oldermand Lillebælt Smakkelaug.

 Jens Glindvad Andersen

 

Leder september 2005

Naboskab.

 Lillebælt Smakkelaug har været aktive på havnen i Middelfart siden januar 1998, med base på Lillebælt Værftet. Laugets aktiviteter er med udgangspunkt i den lokale kystkultur, koncentreret om at “restaurere, nybygge, sejle og beskrive egnstypiske joller” Samtidig er det vigtigt at formidle elementer af kystkulturen, dette sker bl.a. via “de åbne portes princip” Mange besøger værftet, lokale og turister. Alt dette sker med medlemmernes frivillige arbejdskraft i deres fritid. Til hverdag er værftet et aktiv, hvor træskibe kan vedligeholdes og repareres af ejerne og når det er påkrævet kan arbejdet udføres af en professionel bådebygger. Et aktivt træskibsværft der drives i en sjælden kombination af frivillig og professionel arbejde, som vi er stolte af at have opbygget, til stor gavn for bevaringsarbejdet af den maritime kulturarv, der gælder træskibene. Så vidt jeg er orienteret en sjælden konstellation, nok det eneste sted i Danmark.

 I Juni måned fik Smakkelauget en klage, fra en privat person der har udsigt over havnen. Teknisk forvaltning fremførte sagen, og efterfølgende tog jeg som Oldermand for Lillebælt Smakkelaug kontakt til personen, for at høre om årsagen til klagen. På pladsen ved værftet har lauget opsat to telte, hvori der står joller som vi ønsker at bevare. Den ene er byget på Orlogsværftet i 1945 og fremstår i sin uberørte originalitet, på skrog og rig som en værdifuld dokumentation for håndværket. Den anden er bygget i 6O’erne af en lokal bådebygger som motorjolle, ud fra den lokale byggeskik. Jollerne skal stå under tag, da de ellers vil stå ubeskyttet for sol, vind og regn og dermed tage skade. Naboen har udtalt: “Presenningshusene har permanent karakter, og falder helt “ved siden af” de standarder, der i øvrigt er gældende for alle andre. Bådene som hører til ved havnen er fjernet og jeg forventer dermed, at også presenningshusene skal  fjernes” Jeg mener at det er indlysende at der står både ved et værft, og at teltet der står på værftsområdet har en naturlig funktion, at beskytte jollerne, endda under et tag, frem for at være dækket af forskellige presenninger. Jollerne er et vigtigt element i bevaringsarbejdet, fordi de er en autentisk dokumentation af Bådebyggerhåndværket, fra den periode de blev bygget. Det er et tidskrævende arbejde at restaurere gamle både og at bevare dem for fremtiden.

 Handels og Søfartsmuseet på Kronborg søsatte i 1939 et arbejde der skulle vise sig at få stor betydning for bevaringsarbejdet med de danske bådtyper. Museet havde ikke mulighed for at opbevare indsamlede fartøjer. Så det blev tildelt bådebygger og konservator Christian Nielsen den opgave at gennemrejse forskellige landsdele for at registrere og opmåle fartøjer, så der senere kunne bygges nøjagtige modeller. Christian Nielsen brugte næsten 15 år, hvor han hver sommer rejste rundt og udførte opmålinger. Det gav materiale til bogen Danske Bådtyper, hvori tresmakken “SUSANNE” er omtalt. I dag har Smakkelauget mulighed for at bevare joller, så de i fremtiden kan fremstå i deres originalitet, til stor fornøjelse for medlemmerne og besøgende. Det er et tidskrævende arbejde at restaurere gamle både. Derfor håber jeg at naboer og forvaltningen vil have tålmodighed med lauget, til vi får tid til at flytte jollerne ind i det jollehus der allerede nu er ved at tage form som et museum for den lokale kystkultur.

Leder marts 2005.

Afslag.

 Den 8. februar fik Lillebælt Smakkelaug afslag på ansøgning om portostøtte til udsendelse af laugets blad “Blokken”, der udgives fire gange årligt. Begrundelsen er at Blokken og dennes indhold, ikke kan kategoriseres som “kulturbevarende/formidlende”. Lauget søgte også sidste år desværre med det samme negative resultat. Det betød at juni nummeret ikke blev udgivet, da jeg mente at vi først måtte få udregnet hvad det ville koste at udgive Blokken uden portostøtte. Før portostøtten blev fjernet kunne Blokken udsendes for ca. 730 kr. pr. gang, men uden portostøtten betaler lauget ca. 3750 kr. pr. udsendelse fire gange om året. Det er mange penge at bruge, når lauget via medlemmernes kontingentindbetalinger modtager 36.000 kr. årligt.

Der er af stor betydning for medlemmerne at de modtager bladet, flere har givet udtryk for at artiklerne er interessante og relevante i forhold til at forstå og få indsigt i de håndværksmæssige traditioner der har tilknytning til både og skibsbygning, samt beslægtede maritime færdigheder af enhver art. Orientering og beretninger af laugets aktiviteter bliver læst med stor interesse og er for mange af medlemmerne bindeledet til lauget, da ikke alle har mulighed for eller ønske om at være aktive i arbejdet eller sejlads med bådene.

På generalforsamlingen i november 2004, blev det enstemmigt besluttet at Blokken fortsat skal udgives fire gange årligt, selv om det betyder at cirka halvdelen af kontingentindbetalingerne bruges på porto. Jeg har svært ved at forstå, begrundelsen for at Blokkens indhold ikke er kulturbevarende i så høj en grad, at det kvalificeres til at modtage portostøtte. Men heldigvis er jeg fortrøstningsfuld, når jeg tænker på den anerkendelse laugets aktiviteter har fået lokalt her i Middelfart og af turister der især i sommer perioden besøger Gammelhavn og Lillebæltsværftet.

Vi arbejder videre på at udvikle og forbedre et maritimt kulturcenter, med et varieret tilbud af samarbejde mellem foreningsliv og professionelt værftsarbejde med udgangspunkt i den lokale kystkultur.

Dagen hvor lederen skrives er der debat i radioen om konsekvenserne ved regeringens fjernelse af portostøtten, for foreningslivet og demokratiet, om ansvar og engagement for kulturformidling i foreningslivet i Danmark.

Leder. December 2004.

Foran

Betydningen af ordet “foran” i overskriften, hentyder til det at sejle foran for tværs. Den vinkel sejlene står i, i forhold til vindøjet. Det er en sejlads som jeg holder meget aL Med den vind sejler båden ofte stærkt, ligger godt på roret og man kan tydeligt mærke hvordan skroget skærer sig igennem søerne, det går godt fremad, selvom der faktisk sejles imod vinden. 

Med oprettelse af Lillebælt Smakkelaug den 21. oktober 1993, har medlemmerne i lauget været foran, med det at oprette en lokal forening. Med det formål: at arbejde for at fremme og udvikle kendskabet til og sejlads med smakkejoller. At interessen fra begyndelsen omfatter smakkejoller skyldes netop at området omkring Middelfart har en lang og dokumenteret tradition for at bygge og anvende smakkejoller til fiskeri, lodseri og transport. 

At aktiviteterne i lauget skulle udvikle sig til det omfattende niveau det har i dag, tror jeg ikke mange af de medlemmer der var med fra begyndelsen havde drømt om. Jeg vil sige at de var fremsynet. I dag er der skabt et Maritimt kulturcenter på det gamle værft i Middelfart. Her kan folk med behov for materialer, faglig bistand, eller brug for leje afhalplads til restaurering af egen båd, få den vej ledning de har behov for og dermed tage del i bevaringsarbejdet af den maritime kulturarv. 

Vi er foran, og har skabt et miljø, til gavn for de mange der har interesse for gamle skibe og den kultur der er tilknyttet. Vi har ryddet op og bygget, nået et flot resultat, men fremover ønsker jeg at vi kommer til at sejle noget mere. Bådene er kønnest undersejl.

 Tak for endnu et spændende år

Tak til de firmaer og privatpersoner der støtter Lillebæltværftets og Smakkelaugets arbejde.

I ønskes en glædelig jul samt et godt nytår.

Oldermand Lillebælt Smakkelaug

Jens Glindvad Andersen

 

Leder august 2004.

Indtryk.

 Lavtryk efter lavtryk har denne sommer passeret Danmark og dermed desværre ikke skabt de bedste betingelser for et ideelt sejlervejr.

 En dag besøgte jeg i bil Rudkøbing havn, her stod der på land flere smukke træbåde, der trængte til en kærlig hånd, men ikke umulige at få ud at sejle igen. Men hvorfor er de ikke blevet klargjorte?, hvad er deres og ejerens historie. En træbåd er meget sårbar, hvis den ikke bliver passet, og de både jeg så, vil gå en trist skæbne i møde hvis der ikke bliver taget hånd om dem i denne sejlsæson.. Jeg håber det bedste for dem!

 På pladsen ved Rudkøbing træskibsværft, det hvor Smakkelauget i 1999 var inviteret til søsætning af klipperskonnerten Meta, bygget 1884 i Assens som efter en gennemgribende restaurering blev søsat.. Her ved siden af værftet var der rejst et stort telt, på størrelse med den store værfts hal ved Lillebælt Værftet. Jeg kunne ikke styre min nysgerrighed og måtte kikke ind af den smalle åbning der var mellem de to porte. Der stod Jensine af Haderslev. Danmarks ældste sejlende træskib, bygget som Jagt til fragtsejlads 1852. i Ålborg, skibet er pt. under en gennemgribende restaurering, med støtte fra blandt andet skibsbevaringsfonden. Så vidt jeg kunne se, var hele klædningen skiftet, samt fenderliste, skandæk og skanseklædning. Måske er det meste af skibet efter denne restaurering nyt, men det er dog stadig Jensine.

 En overvejelse om hvorvidt det kan betale sig at blive ved med at restaurere et så gammelt skrog og det alligevel giver et resultat, hvor måske kun få skrogdele fra 1852 er intakte til at kunne ind gå i et sødygtigt skib, er en sag der kan diskuteres. Argumenter for og imod kan være lige velbegrundede. Kort sagt bevaring via en restaurering, uanset pris. Set i forhold til at bygge et kopiskib, selvfølgelig efter originale tegninger og via traditionel skibstømrer og bådebygger traditioner Er to vidt forskellige udgangspunkter for bevaring af gamle sejlførende brugsfartøjer bygget i træ. Begge holdninger har det tilfælles at håndværkstraditionen er ens, men min holdning er den, at det er en optimal bevaring - restaurering, når udgangspunktet er det originale skib. Her er det muligt at genopdage detaljer i tidligere byggemetoder og traditioner og samtidig er det muligt at kende skibets historie via dokumentation, fx. gamle fotografier, samtale med folk der har kendt skibet, de lever stadig, bilbrev eller gamle skibsjournaler.

 Det vigtigste er at det er det oprindelige skib der fremover sejler som nyrestaureret, og ikke en kopi.

 Leder marts 2004 Barcelona.

Ved første tanke kan der være langt fra Middelfart til Barcelona. Men set i forhold til det arbejde der fortages i Lillebælt Smakkelaug og de tanker om at definerer begrebet “den flydende maritime kulturarv”, der er nedfældet i Barcelona Charteret, er afstanden ikke stor. Barcelona Charteret er et dokument der er det fælles vedtaget grundlag i den Europæiske sammenslutning EMH (European Maritime Heritage), der som det af navnet fremgår, arbejder for at bevare den europæiske maritime kulturarv, ud fra et fælles defineret mål.

Det arbejde laugets medlemmer har udført i de sidste ti år, udspringer fra en lokal kystkultur, der indeholder traditioner for bygning og sejlads af og med smakkejoller. Joller der har haft anvendelse som fiske og transportsmakker og i særlige tilfælde også som lodssmakker. Lauget har som udgangspunkt formået at genoptage og videreføre en tradition, med udgangspunkt i opmåling og konservering af gamle originale smakkejoller fra Middelfart området.

Aktiviteterne udvikler sig og vi har opbygget en organisation med base på Lillebælt Værftet, hvor der nu bliver bygget og sejlet med smakkejolIer. En gammel tradition er blevet genoptaget og faet nyt liv.

Set i en europæisk sammenhæng er lagets arbejde af stor betydning for fartøjs bevaringsarbejdet.

i Danmark har det heldigvis været muligt at bevare en ret stor del af de gamle brugsfartøjer. Sammenlignet med Tyskland og Frankrig der ikke har ret mange originale fartøjer bevaret. Så i dag er der i Danmark registreret ca. 350 sejlduelige bevaringsværdige fartøjer under TS. -Træskibssammenslutningen. Lillebælt Smakkelaug er et vigtigt aktiv set national og europæisk sammenhæng og vi kan være stolte af det vi gennem årene har præsteret.

Som et resultat af arbejdet i EMH er et EU-forbud mod brug af trætjære, blevet omstødt. Ved at påvise trætjærens fuldstændige neutrale økologiske sammensætning blev forbudet ophævet.

Kilde: TS-bladet nr. 1, 2004

 

Leder December 2003.

Aktivitet.

Endnu en sæson kan snart føjes til Lillebælt Smakkelaugs historie. I år har lauget eksisteret i 10 år. Det blev stiftet den 21 oktober 1993.

  Det kendetegnende for laugets praksis, er et højt og bredt aktivitetsniveau, der spænder over mange fag. Bygge og anlæg. restaurering og bygning samt sejlads med træbåde. Motorreno­vering og formidling af træskibs kulturen. via besøg og kursusvirksomhed, herunder f. eks. sejlads med skolebørn.

  Alt dette foregår i de enestående rammer. laugets medlemmer via et vedvarende og ihærdigt arbejde har skabt i og omkring Lillebælt Værftet.

Næste år vil vi kunne tage de to smukke jollehuse i brug. Det bliver en spændende opgave at indrette de to huse. Hus I nærmest værftet, bliver indrettet til de joller der sejles med og her skal der også etableres et værksted.  . Hus 2 mod Sildemarken bliver indrettet som museum for joller der ikke kan sejle, men de vil blive gjort i stand og rigges op så de fremstår så originale som muligt.

Jeg har en vision om at udvikle en større sejladsaktivitet. Lauget har tre både til rådighed. og jeg synes det vil være flot hvis laugets medlemmer til næste år kunne bemande: Tresmakken SUSANNE. Jagten DE TO SØSKENDE. Folkebåden GILL. Det vil give medlemmerne mulighed for at opøve sejladsfærdigheder og samtidig vil de smukke både fremstå på fornemste vis: det er under sejl de er kønnest !.

Laugets praksis er baseret på medlemmernes initiativer og aktivitet, derfor er det vigtigt at man som medlem møder frem og fremlægger de forventninger man har og hvilke færdigheder man kan bidrage med. For husk. intet kommer af sig selv, det vi har opnået udspringer af medlemmers indsats.

  Så tænk videre! Hvad kan jeg gøre for Lillebælt Smakkelaug? Og dermed være aktiv og få del i udviklingen.

  Tak for endnu et spændende år. Tak til de firmaer og privatpersoner der støtter Smakkelaugets arbejde.

I ønskes, en glædelig jul samt et godt Nytår.

Leder Oktober 2003

Autenticitet.

Hver gang jeg har mulighed for at sejle i flere dage, synes jeg altid det er spændende at møde andre træskibe. Det piner altid min nysgerrighed. Er det et kendt skib? Hvem er ombord? Er der foretaget ændringer på skibet? eller hvis det er et ukendt skib hvad er så historien bag skibet? Hvor er det hjemmehørende? Hvad har det oprindeligt været anvendt til og hvad er planen fremover?

I et par dage lå jeg ved broen i TS Træskibshavnen i Århus. her var der mange forskellige både at se på. Nogle var gemt under en presenning. Måske opstår et af dem en dag som et gennemrestaureret skib og endnu et bevaringsværdigt skib kan tilføjes som bærer af den danske maritime kulturarv. 

To fartøjer fangede min interesse. Fælles for dem er at de er restaureret og originale deres udtryk, set i forhold til deres oprindelige skikkelse som brugsfartøj.

“ALVILDE” Frederikshavner kutter bygget l897.”ANNA” Ålekvase bygget 1904 i Kolding. Begge fartøjer har modtaget Kølhalingsblokken, der uddeles til det bedst bevarede og restaurerede fartøj af de fremmødte til TS. Pinseregatta. En interessant artikel i TS. Årbog 1999 beskriver indgående research og restaureringsarbejdet med “ANNA”. Historien om “ALViLDE” kan læses i årbog 1986.

Jagten “DE TO SØSKENDE som vi kender og som har gennemgået en særdeles grundig restaurering i tæt samarbejde med Skibsbevaringsfonden, bådebygger Morten Midler og den sidste ejer Robert Nielsen. I dag er det en stor fornøjelse at sejle skibet og vise det frem og fortælle dets historie til de personer der ofte henvender sig, når skibet lægger til kaj. 

En dag hvor vi lå i  Langør med “DE TO SØSKENDE” fik jeg øje på en skoleklasse der var på havnen for at se skibe. Jeg inviterede dem ombord, fortalte om skibets historie. De udviste stor Interesse og stilede mange relevante spørgsmål. De fortalt at de så frem til at skulle på sejltur med råsejleren “SØBLOMSTEN”  fra Århus. Herligt at se TS’s skibe i brug som aktive kulturformidlere. Efter sådan et oplevelse tænker jeg at det er af stor betydning at vi fortsætter med at vedligeholde og sejle de gamle brugsfartøjer. Hvert fartøj fortæller en historie der repræsenterer skibstømrer og bådebyggerhåndværk fartøjernes brug og betydning da de var aktive i deres oprindelige anvendelse, samt den måde de sejles og ikke mindst sømandskabet. 

Derfor er det af stor betydning at det arbejde der udføres under en restaurering, tager udgangspunkt i den periode skibet har været anvendt og dertr fremstår så originalt som overhovedet muligt. Set i forhold til kulturformidling og brug som fritidsfartøj.

 Oldermand

Jens Glindvad Andersen

 

Leder Juli 2003

Inspiration

I foråret besøgte jeg det maritime museum i Barcelona. Museet blev oprettet i 1930’erne og har til huse i et gammelt værft fra 1200 tallet, hvor der i sin tid kunne bygges op til tredive store galeoner, i løbet af ét halvt år til, den spanske flåde Bygningerne er udformet som lange haller med højt til loftet uden generende tagkonstruktioner for skibsbyggeriet og de færdige galeoner kunne søsættes direkte fra hallerne der var opført tæt på datidens strand.

Museet er omfattende og beskriver den maritime historie for den spanske østkyst og især Barcelona som havneby, men det der havde min største interesse var et spændende afsnit om kystkultur, et flot afsnit om fiskeri fra kysten i 1800 tallet, illustreret med fotostater, tegninger og opmålinger af fiskernes små og ofte primitive huse. Fem joller af forskellig størrelse og facon, hvoraf den ene var total restaureret gav et spændende indblik i bygge og rignings tradition.. En 3-mastet skonnert bygget 1918 og restaureret i 1998, med det mål at skibet skulle fremstå så originalt som muligt, hvad angår materialer og helhedsindtryk havde jeg glædet mig til at gå ombord på, men den var desværre ikke muligt den dag..

Efterfølgende har jeg tænkt at det arbejde vi udfører i Smakkelauget er af høj standard og at vi formår at udnytte de faciliteter der er til rådighed på og omkring Lillebælt—Værftet. Vi kan noget som er af stor betydning for at forstå hvordan de gamle jolletyper sejler, det er muligt at gå ombord sætte sejl og f~ oplevelsen af sejlads ombord i en smakkejolle, i et farvand og ved en havn hvor netop denne jolletype er blevet bygget og anvendt i flere generationer, til fiskeri, transport og som lods- og postsmakke.

Nord for Barcelona ligger der en lille by Cadaqeus, som har udviklet sig fra at være et lille fiskerleje, til en mondæn ferieby, men dog med en vis respekt for stedets autenticitet.. I nærheden af byen er der indrettet et museum i den berømte spanske maler, Salvador Dali’s tidligere hjem. I forbindelse med museet der ligger skønt i bunden af en bugt, er det muligt at fa en sejltur i en stor fiskejolle som Dali lod bygge og som er restaureret og sejler i dag med betalende gæster.

Det vil måske også være muligt at anvende bundgamsjollen TOVE til lignende sejlads, når den bliver færdig restaureret Godt nok er Smakkelauget og Fænøsund ikke verdensberømte, men en sejlads til Fønsskov via det farvand hvor den har fisket kunne vel blive en fremtidig aktivitet.

Nu er det sommer og to smakkejoller ligger sejlklar ved laugets bro. Kære medlemmer, benyt jer af muligheden, gå ombord og sæt sejl.

I ønskes alle en god sommer.

 

Leder Marts 2003.

Formidling!

Smakkelauget har prøvet noget nyt, vi har deltaget i bådudstillingen i Fredericia. Vi var inviteret til at deltage, men først var jeg i tvivl om det var noget for os, jeg så for mig en armada af skinnende glasfiberskrog med forkromet udstyr, og det er jo ikke den bådtype vi arbejder med.. Alligevel syntes jeg det kunne være spændende at udstille 3 smakken "SUSANNE" samt hvad vi har af plancher og andet informationsmateriale. Jollen blev klargjort og alt gik fint med at komme på plads i udstillings hallen, laugets medlemmer indgik i en turnusplan og alle har kun positive ting at berette fra deres ophold på standen. Mange af de besøgende på udstillingen gjorde ophold ved jollen, og gav udtryk for at det var dejligt at se en træbåd, men ofte blev spørgsmålet stillet: der er jo også noget arbejde med at vedligeholde en træbåd? Ja det er der, men jeg mener ikke at det er så meget mere set i forhold til en glasfiberbåd. Jeg synes det er dejligt at klargøre en træbåd, båden bliver som ny hver forår, den dufter af maling og trætjære, og det er dejligt at se resultatet af ens arbejde. En båd af glasfiber skal også passes og plejes, ellers bliver den mat og skroget kan efterhånden miste farve og blankhed. Ofte har jeg i havne set glasfiberbåde der var godt slidte og faktisk trængte til "en kærlig hånd" men jeg tror at det ofte skyldes at ejeren er blevet træt af at vaske og polere. for med tiden kræver det mere og mere at holde skroget pænt og blankt, der er også bådværfter der kan renovere en ældre glasfiberbåd så den atter fremstår som ny.

Alle bådtyper kræver vedligeholdelse og jeg synes stadig det er en fornøjelse at klargøre en træbåd. Jeg mener det var arbejdet værd at deltage i bådudstillingen, mange besøgende så vores jolle og fik information om laugets arbejde, jeg vil anbefale at vi deltager ved næste udstilling i år 2005.

Sidste uge havde en skoleklasse fra Hyllehøjskolen henlagt en del af deres undervisning til Lillebæltværftet, hvor de blev vist rundt og fik historien om værftet, bådebygning og sejlads med de gamle bådtyper. Ugen efter blev de undervist i knob og stik, splejsning og maritime udtryk på rig og sejl. En vigtig del af laugets arbejde, er at formidle den viden vi besidder om træskibskulturen, og det bliver spændende at invitere børn fra Middelfarts skolefritidsordninger til at besøge værftet i uge 26 hvor de vil få indblik i bådebyggerhåndværket og sejlads med smakkejolle.

Foråret nærmer sig og en ny sejlsæson vil snart begynde, vi har allerede "SUSANNE" klar, det er første gang at vi har en båd sejlklar inden i marts, så i år vil det være muligt at få en tidlig start på sejlsæsonen, så jeg håber det vil resultere i en del sejladser Bådene er kønnest når de sejler.

I  ønskes alle god vind!

December 2002

Træbåden.

Smakkelaugets fornemste mål er "at fremme og udvikle kendskabet til og sejlads med smakkejoller"

Men hvad er det der er specielt ved en båd der er bygget af træ? Hvorfor er det vigtigt at bevare de traditioner der ligger i bådebygger faget? Det er der en del meninger om, men jeg vil her gøre rede for mine synspunkter.

Det er af stor kulturel betydning at der fortsat bliver bygget både af træ. Det gamle bådebyggerhåndværk sikres og vedligeholdes for fremtiden. Den byggeteknik der anvendes i en klinkbygget båd har været kendt siden vikingetiden, en teknik der er ret simpel, men den giver et let og solidt skrog. Fascinerende er det at vide, der  i dag bygges både efter principper der blev udviklet for mere end 1000 år siden.

Den arbejdsproces der er tilknyttet bygningen af en båd har mange spændende elementer der er indbyrdes afhængig og vil tilsammen få indflydelse på kvaliteten af den færdige båd. Det hele begynder med en samtale imellem bådebyggeren og kunden, her aftales bådens størrelse, form og pris. Derefter indkøber bådebyggeren træ, måske udvælger han træet i skoven, mens det står på roden, hvor han ud fra træets form kan skønne hvor det vil kunne anvendes bedst i bådens konstruktion. Planker der er udsavet kan også bestilles på et savværk, hvilket nok er mest brugt i dag. Det er altså muligt fra starten at give båden det individuelle præg som kunden ønsker. Bådebyggerens værktøj er faktisk ret simpelt, det er via de egenskaber bådebyggeren besidder, at den smukke velsejlende båd skabes. De mest anvendte værktøjer er båndsav, afretter og tykkelseshøvl, samt et antal forskellige høvle og stemmejern. Værkstedet kan være et halvtag eller et simpelt skur der kan give ly og læ. Resten er op til bådebyggerens kunnen. Den færdige båd er ofte genstand for beundring, mange mennesker holder af at indsnuse duften fra en træbåd og lade hånden glide kælent henover en planke eller en rundholt. Det er også specielt at sejle en træbåd, den har en indbygget atmosfære, man befinder sig godt ombord og det er en fornøjelse at se de forskellige konstruktionsdele gå sammen til en helhed. Desværre er vi ikke mange der vil bruge tid på at vedligeholde og sejle de træbåde der er tilbage i landet. Men i lauget udfører vi et kulturhistorisk arbejde der ikke må gå tabt, og jeg er overbevist om at flere og flere vil få øje på og indse nødvendigheden af og kvaliteten i vores arbejde. 

Tak til de firmaet og privatpersoner der støtter Smakkelaugets arbejde. Tak til medlemmerne, I er fantastiske. 

I ønskes en glædelig Jul samt et godt Nytår.  

Oktober 2002 

Fra last til lystfartøj.

En aften hvor jeg havde været ude at sejle med "Susanne" så jeg et skib lægge til kaj i gl. havn. Det var "Bona Gratia" en galease. Efter sejladsen gik jeg ombord, hvor jeg mødte en bekendt Carsten, han har sejlet som skipper i en del år. Vi har ofte mødt hinanden i forbindelse med sejlads, da jeg tidligere sejlede en del med en galease "Alvilde". De to skibe er bygget på samme værft i Frederikshavn, J.N. Olsen. "Alvilde" 1897. "Bona Gratia" i 1903. Vi snakkede sammen om hvordan det gik med skibene og Carsten fortalte at de havde været på Limfjorden, hvor de havde haft besøg af en tidligere skipper og haft fornøjelsen af at have ham ombord under en længere sejlads, hvorunder han havde vist dem hvordan han i sin tid havde sejlet skibet.

De fartøjer vi sejler, blev i sin tid bygget som brugsbåde, til fiskeri og fragt sejlads. Dermed har de hver især en spændende historie: byggeår og sted, med den tradition båden er bygget efter og historien om de år hvor båden har sejlet som f. eks. fiske eller lastfartøj. Da de fleste skibe der sejler i dag er omkring 100 år eller mere, er det ofte ikke muligt at møde folk der har sejlet med dem. Jeg har været så heldig at møde en tidligere skibsdreng der har sejlet med "Alvilde". Hørt ham fortælle om dengang han var ombord og mærke hans begejstring over at skibet sejler i dag. I den periode hvor vi restaurerede "De To Søskende" var det altid spændende at møde den tidligere ejer Robert Nielsen, han havde kendt skibet hele sit liv og gav os mange værdifulde oplysninger om skibets udrustning og anvendelse som fragtbåd. Det var en god oplevelse da vi havde Robert ombord under en sejlads ved Agersø, og at han var tilfreds med det arbejde vi havde udført.

Det er vigtigt at de skibe der bliver restaureret fremstår så autentisk  - historisk korrekt, derfor er det af stor betydning at kende til et skibs historie, søge viden via læsning eller møde personer der har kendt det. Det er et spændende arbejde og det gør det muligt at gennemføre en restaurering korrekt første gang.! Det har tre fordele: 1. at skibet er tro i forhold til sin oprindelse. 2. At den fremstår som den "ægte vare"  3. At der er et grundlag at bygge videre på i det fremtidige bevaringsarbejde. I dag sejler de fleste gamle brugsfartøjer som fritidsfartøjer, især jollerne og de mellemstore, de store sejler charter med private eller skoleelever. Skibene er repræsentanter for en maritim kultur, der kræver en kæmpe og ihærdig indsats for at blive bevaret. Når et eller flere bevarings værdige skibe anløber en havn er de ofte genstand for folks opmærksomhed, i netop sådan et øjeblik er det af stor betydning at skibet fremstår troværdigt i forhold til den historiske periode skibet har været anvendt. En planche med skibets fakta og nuværende brug er ofte et fint udgangspunkt for en snak med folk der opholder sig på havnen.

Jeg ved at det er tidskrævende og dyrt at holde et bevaringsværdigt skib i god stand og at man nemt bliver fristet til en let/billig løsning for at kunne blive sejlklar. Derfor vil jeg opfordre til at vi i den mørke vintertid får læst om vore skibe og får diskuteret os frem til de bedste løsninger. Det er spændende og lærerigt. God fornøjelse!

Juni 2002 

Klargøring.

I perioden 8. til 24 april var jagten De To Søskende på bedding, i de to uger havde besætningen travlt med at klargøre skibet. Arbejdet forløb planmæssigt og det var en fornøjelse at sætte stillads op omkring båden, da den nyrenoverede bedding lettede det ellers så tunge og risikofyldte arbejde. 

Den første uge blev brugt til at vaske og slibe skroget rent. Vejret skiftede fra blæsende råkoldt til stille dage med sol. Derefter skulle skroget males og dækket smøres med Tarol. Når jeg er nået så langt med klagøringsarbejdet, har jeg glemt de dage hvor det kolde og beskidte vand fra rengøringssvampen løber ind i ærmet og videre ind på kroppen. Efterhånden som malerarbejdet skrider frem, er det tydeligt at se resultatet af arbejdet, skibet fremstår pludseligt en dag som nyt, rent og nymalet fra stråkøl til lønning. 

Dagen hvor skibet er klar til at blive søsat, er en herlig dag, det er som om der sker en forvandling med skroget. Fra at ligne et tungt havdyr der er standet på beddingsvognen, ændre skroget karakter i det øjeblik hvor det flyder, så er det atter et skib der ligger smukt på vandet og vi kan betragte det smukke resultat af mange timers arbejde.

Der er stadig en del arbejde der skal udføres inden skibet er sejlklart. En dag med flot solskin og mild vind hvor jeg var igang med at male skandækket, kom der en sejlbåd ind i havnen og jeg tænkte! ja det er sgu nemt og hurtigt at klargøre en glasfiberbåde og dermed få en tidlig start på sejlsæsonen. men efter en kort pause bekræftede jeg over for mig selv, at det netop er glæden ved klargøringsarbejdet der er en stor del af glæden ved at holde et træskib.

Det er spændende at lære og forstå begreberne i konstruktionen af et træskib, selv det at stå på en bedding er specielt, gå skroget efter fra stråkøl til fenderliste, videre op forbi skanseklædningenog ind over lønningen og ned på dækket, hvor det går sammen med skandæk. Opstående, rufsider, lugkarme og nedgangskapper, videre til riggen der er spændende og fascinerende for de fleste og som giver de bevaringsværdige træskibe en helt speciel karakter.

<alle disse dele udgør tilsammen essensen af et træskib og det kræver en del færdigheder at holde et træskib i sødygtig stand, men det er utroligt spændende og lærerigt. Når man først har oplevet den første tur i et klargjort skib sammen med de personer man har været på bedding sammen med, forstår man hvad der får folk til at holde de smukke træskibe i sødygtig stand. 

På Lillebæltværftet har vi optimale muligheder for at udføre bevaringsarbejde med de gamle fartøjer, ingen andre steder i landet er så mange personer samlet om at støtte og udføre dette vigtige kulturarbejde og nu er det høj sæson for at synliggøre skibene ved at sejle dem.  

  

Marts 2002

Brugs og lystbåde.

Lillebælt smakkelaug havde fra starten i 1993 det mål at restaurere og sejle smakkejoller, med udgangspunkt i den lokale tradition der var det kulturelle grundlag for netop den specielle jolletype. Smakkejollerne blev først og fremmest anvendt til fiskeri, men en del sejlede også som færge postsmakker mellem fyn og jylland. 3 smakken "Susanne" som blev opmålt i 1941 af den senere kendte bådebygger og konservator på Kronborg Søfartsmuseum, Christian Nielsen, blev laugets udgangspunkt for bygning af den 3 smakke der blev søsat i 1997. Den oprindelige jolle blev bygget i 1896 som fiske og lodsjolle, de røde striber i de to forreste smakkesejl indikerer at det er en lodsjolle. I den periode hvor vi byggede 3 smakken, fandt vi et udtørret vrag af en lystbåd på havnen i Assens. Det er den lille spidsgatter som Bent Jensen har totalrestaureret, så den i dag fremstår som en unik repræsentant for de små lystbåde der blev bygget i 1930'erne og 40'erne. Jagten "De To Søskende" kom til i 1996 og har en yderst veldokumenteret historie som brugsbåd. I løbet af de sidste 2 år er laugets bådsamling suppleret med bundgarnsjollen "Tove" samt folkebåden "Gill", der udover har lauget et par mindre pramme fra lokalområdet. 

At vi arbejder med brugs og lystbåde kan måske opfattes som en sammenblanding af to forskellige bådtyper og anvendelseskulturer, det er korrekt, men jeg mener ikke det er forkert. Fordi lystbådene er udviklet fra brugsbådene, før i tiden var det almindeligt at lokale fiskeriforeninger afholdt kapsejladser for deres medlemmer og da blev der sejlet i brugsfartøjerne, senere er der udviklet en tradition for bygning og sejlads med lystbåde. 

Jeg ser det som en stor fordel at vi formår at arbejde med de to fartøjstyper, de faglige traditioner i skibstømrer og bådebyggerhåndværket anvendes og overlapper hinanden. ved bygning af brugs og lystbåde. Der ligger også en spændende udfordring i at sejle den ene eller anden bådtype, en enkel sprydstagsrig på en smakkejolle eller en bermudarig på en folkebåd. Om man synes bedst om de gamle brugsfartøjer eller holder af de klassiske lystbåde, er ikke et enten eller, men et både og, da begge bådtyper rummer en bygge og sejltradition der er værd at arbejde for at bevare som en del af vor maritime kulturarv.

I Danmark er der to foreninger der støtter bevaringsarbejde for disse fartøjer. TS. Træskibs Sammenslutningen, der arbejder med brugsbådene, foreningen har 30 års jubilæum i år, det fejres under foreningens pinsestævne i Haderslev, hvor Jensine, det ældste sejlende træskib i landet bliver 150 år. Senere på sommeren afholder DFÆL. Dansk Forening for Ældre Lystfartøjer deres sommerstævne i Middelfart i dagene 11. til 14. juli. Da bliver Middelfart Gl. Havn et besøg værd når de klassiske lystbåde fylder havnen. Lillebælt Smakkelaug, Venneforeningen og Værftet er vært og vi ser frem til at tilbyde gæster, sejlende og landkrabber velkommen i de perfekte rammer på havnen og i værftet.

Det er så småt ved at blive forår, tid til at klargøre bådene og få dem på vandet. De er kønnest når de sejler. I ønskes alle en god sæson.   

December 2001

Mangfoldighed

Antallet af medlemmer i Lillebælt Smakkelaug har de sidste 3 år været ca. 120 personer. Et højt antal i forhold til Middelfarts størrelse, og det er en stor glæde at så mange vil støtte formålet og arbejdet i lauget, formål: at fremme og udvikle kendskabet til sejlads med smakkejoller.

Hver tirsdag året rundt mødes ca. 10-15 personer af laugets medlemmer på Lillebælt Værftet, hvor de arbejder på bådene samt med forbedring og indretning af bygningerne, om sommeren sejles der så vidt muligt i bådene. En del af de aktive har været med til at oprette lauget i 1993, men heldigvis kommer der jævnligt nye til. Det kræver ikke bestemte forudsætninger for at være medlem, det vigtigste er at man har interesse for bådene, sejlads og kystkultur. Ide 3 emner ligger der mange spændende opgaver. Det er meget forskelligt hvad der bliver arbejdet med på en almindelig tirsdag (klubaften). Om sommeren vil jeg helst sejle, fordi jeg mener det er vigtigt at bådene bliver rigget til og kommer ud på vandet. Ofte har nye medlemmer spurgt om de kan komme med ud at sejle? ja selvfølgelig kan de det. Det er netop i overensstemmelse med laugets formål at uddanne medlemmer til at kunne sejle bådene, de er jo kønnest når de sejler, og samtidig er det muligt for folk der går tur på havnen, at se en smakkejolle for sejl. Så er det jo herligt at få en glad kommentar fra en "bolværksmatros": Det er jo en herlig jolle i har der! 

Af andre aktiviteter kan jeg nævne, arbejdet med tovværk, knob og stik, takling og kunstfærdig fletning af måtter. Trædrejning f. eks kofilnagler, i øjeblikket bliver der også fremstillet en gallionsfigur, et par stykker er gået i gang med at få en motor ud af to, alle de billeder der er taget i de år vi har eksisteret er ved at blive registreret med dato og tekst. I efteråret var jeg tæt på at have fået en industrisymaskine, med den kunne vi have opfrisket vores kunnen indenfor sejlsyning. Der er mange muligheder og heldigvis er der også dem der kommer forbi for at nyde stemningen og en kop kaffe

Hvis der er medlemmer der går og pønser på at komme igang med et eller andet, er i velkomne til at møde op og få en snak.

Men husk! ingen kan alt, men alle kan noget. Tak for et godt år, tak til de personer, foreninger og firmaer der støtter os og til smakkelaugets herlige medlemmer.

Glædelig jul og et godt nytår.  

Oktober 2001

Hvorfor sejle?

Hvad er det der får folk til at sejle. Det at begive sig ud på havet ombord på en båd der bevæger sig i bølgegang og hvor man ofte bliver våd og kold. Før man kan gå ombord skal der investeres i en båd og derudover kommer udgift til havneplads, forsikring og den løbende vedligeholdelse.

Alligevel er vi en del personer der år efter år starter og slutter en sejlsæson. Det er nemlig alle de forskellige gøremål og oplevelser der ligger gemt i en sejlsæson, som jeg ser frem til med stor glæde. Mens båden klargøres snakker amn måske om hvor man vil sejle hen i år. Finder på at forbedre et par ting på båden. Søsætning og forventning til førsate sejlads. Endelig kommer dagen hvor båden er pakket og klar til togt. En herlig fornemmelse at komme af sted, sejlene sættes, kursen er lagt og undervejs vurderes sejlføring i forhold til vind og kurs, måske vælges en anden destination. Livet ombord får sin egen rytme, der kan være stunder hvor der ikke snakkes, enhver hviler i sig selv, oplever sejladsen. Pludselig brydes stilheden - "Se der er marsvin forude". Et skønt syn, det må vi ha en kop kaffe på, en person går ned i kabyssen og kort tid efter bliver der serveret kaffe, måske ledsaget af lidt lækkert. 

De mange opgaver ombord bliver udført uden diskussioner, alle går igang, det er indlysende at tingene skal udføres. Der kan ligefrem tales om et "bådediplomati", der tages hensyn, man hjælper hinanden, der drilles på venlig vis. Beslutninger tages, man idgår som en del af besætningen og udfører den opgave man bliver tildelt.

En kyst dukker frem af disen, der gøres klar til at anduve en fremmed havn, havnelodsen er studeret, er der plads? Hvis ikke træder plan B i kraft. Herligt nu er båden på plads, sejl og grej er klaret op. ejladsen var god nu skal havnen og byen udforskes. Et par stykker har bakstørn, de køber ind mens andre kigger på havnen, eller får en snak med besætningen i nabobåden, der udveksles erfaringer om skibe og sejlads.

De nævnte oplevelser og stemninger kan være fælles for alle der sejler, uanset bådtype og størrelse. Noget helt specielt er det at sejle et bevaringsværdigt brugsfartøj. Skibet har en historie, som man er med til at dokumentere, når man sejler ,med det. Uanset hvilken havn der anløbes, er der folk der vil se skibet, det hænder også at en person kan genkende skibet. Et sådant møde gør det endnu spændende at vedligeholde og sejle et tidligere brugsfartøj, og dermed være med til at sikre træskibskulturen og de håndværk der er tilknyttet.

 

JUNI 2001

KYSTKULTUR

At anduve en kyst eller kystby er altid spændende, hvad vil der dukke op?. Under sejlads har jeg af og til haft stor fornøjelse af at læse i en ældre udgave af en lods bog, hvori der var nogle smukke tegninger af kystkonturen, en spændende form at møde en ukendt kyst på. Ofte var det tydeligt at se hvordan landskabet havde ændret sig, beplantninger var vokset eller en mølle var nedlagt, kystkulturen var forandret.

Kultur er det vi gør, handling der sætter spor, kystkultur er knyttet til det "ingen - vands - land" (hvor alle må færdes), hvor hav og land mødes, det er ofte svært at se hvem der ejer området. Det kan være et mindre fiskested med slæbeleje, en gammel tjæregryde på en stejleplads der vidner om tidligere aktiviteter, eller en havn med bedding og værft, andre bygninger på havnen, f. ex. pakhus, toldbygning, ofte opført i en smuk byggeskik, der udstråler soliditet og anvendelse.

Det er blandt andet Smakkelaugets formål at beskrive kystkulturen i området, noget vi desværre ikke har gjort endnu, men det vil være en spændende opgave. Når jeg kommer til en fremmed havn eller kyst, enten over land eller fra søsiden, synes jeg altid at det er spændende at gå på opdagelse, min nysgerrighed er så stor, at jeg simpelt hen ikke kan lade være, uanset årstid og vejr. Måske er der noget interessant, en båd, rig-dele eller efterladte fiskeredskaber. Bare det at indsnuse atmosfæren fra et faldefærdigt redskabskur gør mig glad. Hvis jeg kan få en snak med en lokal der bruger stedet, om en båd eller fiskeri synes jeg det bliver spændende. Under min første sejlads med "De To Søskende" var jeg på Årø, hvor jeg gik og kiggede på stejlepladsen der lå ved havnen. Jeg havde håbet at kunne finde et stokanker på ca. 25 kg. Desværre så det ud til at der ikke  blev drevet fiskeri  længere. Men redskabsskurene stod der,  her og der lå en del forskelligt fiskegrej på pladsen. Her stod også et par bundgarnsjoller på trækvogne, de så ud til at have stået længe på land, de var begge godt slidte og var på et tidspunkt blevet overtrukket med et lag glasfiber på ydersiden af klædningen. Pludselig stod jeg foran et nymalet skur, her båd Årø Fiskeriforening indenfor, i et lille, men interessant lokalt museum over fiskeriet fra Årø. Her var gamle fotografier af havnen og der hang en del mindre redskaber på væggene, et flot initiativ, der fortæller om et fiskeri og en kystkultur der var engang.

Desværre ligger de gamle landingspladser ofte øde og vidner om en kystkultur der var, derfor er det vigtigt at vi når at opsøge og beskrive sådanne steder inden de forsvinder, for de vil ikke opstå igen. Danmark har ca. 7000 km. kyststrækning, så der er nok at gå på opdagelse ved, nu er laugets både klargjorte og i ønskes alle god sejlads.      

Marts 2001

Form og fart.

En båd med en smuk og elegant form, udstråler ofte, at den også ville kunne sejle stærkt. Kombinationen af konstruktion og æstetik i velsejlende både går ofte sammen i en smuk enhed. Det er let at forestille sig en båd med et smukt skrog vil kunne sejle hurtigt. Funktion og form giver tilsammen udtryk af fart. Kapsejladsen jorden rundt for katamaraner viser at der kan sejles med hastighed over 30 knob. Den hurtigste har sat rekord med 625,7 sømil i etmål, det betyder den sejlede distance i et døgn, det giver en gennemsnitsfart på lidt over 26 knob. En flot præstation og fascinerende er det at se disse hurtige fartøjer pløje sig igennem bølgetoppe med høj fart.

Her stopper min fascination af disse sejlende fartmaskiner, jeg synes ikke de er smukke at kigge på, de ligner en kloning mellem et overdimensioneret tørrestativ og et kæmpe insekt der prøver at løfte sig fra havoverfladen. Materialerne de er bygget af udsender for mig at se ikke styrke og sikkerhed, men det modsatte, at presse materialet til det yderste for at opnå den højeste fart. Et dilemma der har været enhver konstruktørs opgave at løse i al den tid der er bygget skibe og har samtidig været med til at udvikle sejlfartøjer til det de kan præstere i dag.

Jeg synes om de klassiske både, fordi her har jeg for det meste fornøjelse af at se resultatet af godt bådebyggerhåndværk udført på en båd bygget af træ. Det er som om skroget er levende, ja hvis båden står på land er det svært ikke at lade en hånd stryge hen over skroget, det samme har jeg ikke lyst til ved en båd bygget af stål eller glasfiber, ikke fordi jeg har noget imod disse materialer, men de virker ikke tiltalende på samme måde som træ. Hvor stærkt kan en båd sejle? det siges at den maksimale hastighed for en kølbåd er lig dens længde i vandlinien målt i meter. I 1905 slog en amerikansk yacht rekord i en kapsejlads over atlanten. Det smukke skrog havde fine fartgivende linier, bedste udsejlede distance under denne sejlads pr. døgn var 341 sømil, hvilket giver en gennemsnitsfart på 14,2 knob. En flot præstation i 1905. Der er nu gået næsten 100 år med at udvikle bådtyper der kan sejle et gennemsnit der er ca. 12 knob hurtigere, men er ikke nær så kønne at se på, så derfor foretrækker jeg en båd bygget af træ efter klassisk konstruktion. At sejle handler for mig ikke kun om at sejle stærkt, det at være ombord i båden skal være en nydelse, at kunne glæde sig over materialerne og håndværket, går for mig op i en højere enhed med det at sejle. Nu er det forår og snart skal vi ud at sejle, det bliver forhåbentlig en god sæson med en masse sejlads. Det tager tid at lære en båd at kende for at kunne sejle den optimalt, så derfor vil jeg opfordre medlemmer i smakkelauget at springe ombord, sæt sejlet og kom ud på vandet. Det er træning der skal til. Med ønske om en god sæson.    

 DECEMBER 2000

Det rigtige håndværk.

Det er vigtigt at det arbejde vi udfører på de fartøjer der bliver restaureret, er af faglig høj kvalitet. I den forbindelse mener jeg, både med hensyn til det faglige, det håndværksmæssige og ikke mindst materialerne.

At restaurere og vedligeholde en træbåd kræver indsigt og forståelse for anvendelse af de rigtige materialer. En viden og tradition der efterhånden kan være svær at blive klog på. For hvem kan man spørge og forvente at få det korrekte svar? I dag er de fleste bådebyggere oplært med en kombination af det gamle håndværk og samtidig kan de gøre brug af en del af de nye og til tider udmærkede materialer. Men desværre er det ikke altid at en kombination af tradition og nyt er holdbart. I 1981 var jeg med til at lægge dæk på en galease, det var efter anvisning fra en bådebygger og lød som følgende: Når dæksbjælker, vaterbord og skandæk var lagt, blev dækket bygget på et underlag af vandfast krydsfiner, ovenpå dette blev der limet og skruet planker ca. 80x30 mm. Planker blev høvlet på den ene kant så der fremkom en nåd, hvori der kunne kalfatres og beges. Det var et dejligt arbejde og det så også pænt ud. Men det holdt desværre kun ca. 3 år, dækket blev utæt, plankerne kunne ikke arbejde sammen med krydsfinerunderlaget hvorpå de var limet og skruet, eller dimensionen var forkert, i forhold til kalfatring. Da dækket blev brækket op var det fugtigt og råddent. Det blev skiftet og der blev lagt et flot plankedæk i kalmarfyr og det holder stadig. Navnet kalmarfyr lærte jeg også noget af, jeg troede at det var navnet på en sort, men det kommer fra Sverige. Havnebyen Kalmar var tidligere og er stadig udskibningshavn for bl.a. fyr af en høj kvalitet. På samme måde må pommersk fyr være opkaldt efter Pommeren.  Det var lærerigt, men spild af tid og materialer, derfor er det vigtigt at vi får mulighed for at lære at gøre arbejdet rigtigt første gang. En mulighed er at spørge de bådebyggere man evt. kender og som har mange års erfaring, men de er efterhånden svære at finde. Hvis det er muligt bør der afholdes kurser i bådbygning og vedligeholdelse af træbåde. I dette efterår har der været afholdt to week-end kurser i sejlsyningsteknik på Lillebælt Værftet og limfjordsmuseet har kursus i flere faser af bådebygning. Når vi fremover skal kunne bevare skibene er det vigtigt at det bliver hjort korrekt, derfor tror jeg det er en god ide, at udvikle et kursustilbud hvor det er muligt at lære de mange maritime håndværk der hører med til at beskæftige sig med de bevaringsværdige fartøjer. På Lillebælt Værftet har vi mulighed for at stille bygninger til rådighed, vi mangler folk der kan og vil undervise, så hvis nogen har lyst, eller har ønsker til kursus, skal i være velkomne.

Tak for et godt år. Til de personer og foreninger der støtter os.      

 MARTS 2000.

Med historien som udgangspunkt!

Under et besøg på det Kongelige bibliotek, "Diamanten i København stod jeg pludselig ved en udstilling med gamle fotografier som biblioteket ikke havde kunnet identificere og søgte nu publikums hjælp.

Jeg var ikke et sekund i tvivl, et af de udstillede fotos, viste "Tre Kroner" på Middelfart havn, hvor der lå et par smakkejoller fortøjet og med "De Hængende Haver" i baggrunden. Der hvor "De To Søskende" ligger. Mine oplysninger blev noteret på arkivet, og endnu engang blev jeg bekræftet i at det arbejde vi udfører i smakkelauget, har stor betydning for den viden vi kan indsamle om havnen og kystkulturen i Middelfart.

Orlogsmuseet på Christianshavn har en flot samling af skibsmodeller fra 1600 tallet, de blev bygget med alle detaljer og anvendt som undervisning for kommende søofficerer og skibsbyggere. En af modellerne kan skilles ad i flere planer og skibets længdesnit, imponerende at se på. Først senere blev det almindeligt at bygge efter tegninger. Desværre får vi aldrig at vide hvordan skibsbyggeren har tænkt og talt, eller tilrettelagt arbejdet. Der mangler et led imellem det vi kan se og så til det at kunne udføre skibsbyggerhåndværket.

I den Gamle By i Aarhus er der etableret en bedding, hvorpå der står en kvase, et fartøj med dam der kunne transportere levende fisk. Det ser også fint og originalt ud, men det kan være svært at præsentere håndværket så det virker oprigtigt. De efterlyser i øvrigt en svedekiste, så er der en et sted? Kan vi måske hjælpe.

Med de aktiviteter og muligheder Smakkelauget har på og omkring Lillebæltværftet, har vi været istand til at bevare et originalt værftsmiljø. Hvor der arbejdes hver dag året rundt. Store og små fartøjer kommer på bedding og i hallen bliver mindre både og joller restaureret. Arbejdet udføres af professionelle, den viden og kunnen de besidder er til stor gavn for os der ikke er faglærte i bådebyningskunsten, men som er interesseret i at lære faget og dermed er med til at sikre at der også fremover er et levende og originalt  værftsmiljø på havnen i Middelfart.

Nu er det forår og vi har travl med at klargøre bådene, jeg ser frem til en god sæson med en masse sejlads, for det fortjener vi. 

"Livet skal forstås baglæns, men leves forlæns" 

Leder Juli 2000

Hvor bliver de af?.

I april var jeg i Nordvestjylland, ved Slettestrand et fiskerleje ved vesterhavet. Jeg gik en tur til stranden med forventning om at se de karakteristiske brede og fyldige vestkystkuttere, der efter at have været på havet trækkes op på stranden.

Men desværre var der ikke en eneste kutter at se, spillet med den kraftige stålwire der trækker kutterne op havde ikke været i brug længe. En slidt og udtørret jolle, model norsk pram, lå med bunden opad og var det neste tegn på at der havde været drevet fiskeri fra stranden. I sandet var der spor efter traktordæk, de førte lidt væk fra stranden og bag den nederste klitrække stod den nye fiskerflåde parkeret på en grusplads. Joller bygget i glasfiber og forsynet med en kraftig påhængsmotor, hver jolle stod på en speciel bygget trailer, måske designet og lavet af den lokale smed, af vandrør beklædt med isoleringsrør. Et par traktorer stod klar til at køre jollerne til havet. En handy og moderne fiskerflåde model 2000. For ca. 15 år siden havde jeg købt fisk fra en trækutter der lige var blevet trukket op på stranden, måske er disse kuttere afløst af joller. Et barn der kommer til stranden idag vil få en anden oplevelse og billede af hvordan bådene ser ud, der er meget forskellig fra det jeg har, men vi har begge set fiskerbådene på vestkysten. Efterhånden har glasfiber og stål afløst træ som byggemateriale til bådebygning og det traditionelle bådebyggerhåndværk er tæt på at uddø.

I smakkelauget arbejder vi med brugsfartøjer der repræsenterer perioden fra ca. 189o og til 1945. Både der er bygget af træ og hvor det er muligt at følge byggeprocessen, fra træet hentes i skoven til den færdige planke sættes i, enten det er en reparation eller nybygning. En anden del af træskibskulturen, at sejle udfører vi også og der er ofte stor interesse fra forbipasserende når der sættes sejl på "SUSANNE" eller "DE TO SØSKENDE". Vi er i stand til at give en maritim totaloplevelse af en bådkultur der har været lige ved at forsvinde i løbet af de sidste 50 år. På Lillebælt Værftet har smakkelauget en fin samling af bådtyper, en bundgarnsjolle bygget på værftet i 1935, en folkebåd, den ældste i Danmark bygget i 1942, godt nok en lystbåd, men bygget efter samme princip som en klinkbygget jolle. I havnen ligger 3 smakken "SUSANNE" og jagten "DE TO SØSKENDE" sejlklar. Jeg vil anbefale medlemmerne at have øjnene med når i færdes rundt i sommerlandet, enten til søs eller over land, kig efter de gamle bådtyper der ligger rundt i eller ved havnene, de er ofte slidte, men stadig smukke og kan fortælle om en bygge og sejltradition der har været tæt på at uddø, men som vi nu har optimale betingelser for at lære og vedligeholde via laugets aktiviteter på og omkring Lillebæltværftet.

Retur til Smakkelauget