The Kjaerboel Homepage 

Skrevet 170108

Slægten               Stoffersiden

Spil

Sebastian

Hedehusene

Sørens Side

Middelfart

The Sioux

Fotos

One.com -

Favoritter

Hjem

web. Preben Kjærbøl

 

 

 

Forsiden Facts om turen Se fotos

Søndag den 26. aug. Bytur i Odessa.

Odessa, som blev grundlagt som russisk by af Katarina den Store i 1794. I for­bindelse med byens 200-års-festligheder, blev bla, den moderne havneterminal. som vi benyttede, opført. Her lå tidligere en tyrkisk fæstning - Khadzji-bcy og byen har flere gange spærret vejen for fremmede erobrere. Byens første guvernør var hertug Richelieu, der var flygtet fra den franske revolution og spillede en vigtig rolle for Odessas opblomstring. Han gjorde bl.a. byen til frihavn og planlagde opførelsen af den trappe, som nu om dage bedst kendes som Potjomkin-trappen fordi trappen spillede en vigtig rolle i Sergej Eisensteins stumfilm fra 1925 om oprøret på Panserkrydseren Potjomkin. Trappen er også interessant ud fra et arkitektonisk synspunkt, Den er oprindeligt opført ned 200 trin (de nederste 8 trin er i vore dage dækket af kørehanens asfalt). Trappen er 13 meter bred foroven og 21 meter bred forneden. Det betyder, at Odessas gæster mødes af en trappe som nedefra ser meget bred og imponerende ud og ovenfra ser fuldstændig lige ud, fordi den større bredde i bunden kompenserer for afstanden fra betragteren. Derudover vil trappen nedefra se ud som om den består af 200 (192) trin i en ubrudt række mens man ovenfra kun bemærker de 10 plateauer mellem trinene. Vi så også rådhuset samt Odessas Opera- og balletteater. Bygningen er opført 1884-1887 i renæssancestil med elementer at barok og rigt dekoreret med maser, skulpturer og portrætter al’ de største russiske og ukrainske komponister, Nær Opera- og balletteatret er der opført en statue til minde om Alexander Pusjkins ophold i byen. Her skrev han bl. a. dele af Evgenij Onegin, som senere blev benyttet af Tjaikovskij som tekst hans opera af samme navn. Mange benyttede eftermiddagen til at gå på egen hånd i byen andre var til en smuk koncert med banduragruppen Mlada.

afsejling 1745 26. aug

Ankomst Sevastopol : Mandag den 27.  Efter morgenmaden blev vi budt velkommen til Sevastopol af et flådeorkester, som bl.a. spillede Sevastopol-marchen og adskillige andre russiske melodier. Trods det faktum, at Krim er en del af Ukraine, er der en stor russisk befolkning her. Især i Sevastopol, hvor en stor del af den russiske sortehavsflåde har base. På byens berømte panorama-maleri genkaldes det vellykkede forsvar af Sevastopol 6. juni 1855, hvor engelske og franske styrker blev holdt tilbage fra Malakhov­bjerget. Maleriet hører til de største af sin art i verden. Det er 14 meter højt, 115 meter i omkreds og dækker 1610 m.2 Vi så også byens præmierede Lenin-statue lige ved siden af Skt. Vladimir-katedralen og monumentet for de sænkede skibe under Krim-krigen. Efter byturen benyttede mange eftermiddagen til at gå på opdagelse ad hovedgaden eller i området nær skibet. Aftenen bød på en forrygende optræden af gruppen Black Sea Fleet Variety og de, som ikke gik direkte hjem efter forestillingen, fik mulighed for at se, hvordan havnefronten i en russisk/ukrainsk havneby kan tage sig ud en god sommeraften.  Sevastopol, som i dag har knap 400.000 indbyg­gere, blev grundlagt i 1783 som flådehavn og fort. Byen blev besejret og ødelagt under Krimkrigen og atter ødelagt af nazisterne, som belejrede den i 250 dage. indtil midten af l99Oterne var Sevastopol en lukket by for udlæn­dinge, fordi det var den vigtigste base for sorte­havsflåden. I februar 1995 indgik Ukraine og Rusland en venskabs- og samarbejdsaflale, hvor de to lande bl.a. blev enige om, at begge landes part af Sortehavsflåden stationeredes i Sevastopol. Efter års forhandlinger er parterne nået frem til en fordeling af flåden med 80% til Rusland og 20% til Ukraine.

Tirsdag 28. august.

I dag kørte vi til Jalta fra Sevastopol - en flot tur, hvor vi blev præsenteret for det ene panorama efter det andet. På turen ud stoppede vi ved Svalereden, og senere ved slottet Livadia - kendt som det sted man i 1945 af­holdt Jalta-konferencen. Vi så også Gorbatjovs datja, som nu ejes af Ukraines regering, og Opstandelseskirken, der lå placeret højt oppe på en bjergskråning. Vel ankommet til Jalta kunne vi betragte vort skib stævne ind i havnen. Frokosten bestod af et par ukrainske specialiteter hvortil der kunne indtages et glas røget frugtsaft og en pebervodka. Før aftensmaden fik vi ved en prøvesmagning lejlighed til at læske ganerne i forskellige lokalt producerede mousserende vine.Krimkrigen: Halvøen Krim forbindes ofte med Krimkrigen. Krigen 1853-1856 var mellem Rusland og en britisk-fransk-tyrkisk koalition, støttet af Sardinien. Rusland begyndte krigen, med påstande om Tyrkiets undertrykkelse af det kristne mindretal, men krigens egentlige årsag var spørgsmålet om kontrollen over Darda­nellerne og Ruslands indflydelse på Balkan. Det viste sig under krigsforløbet, at trods stort heltemod fra de lokale forsvarsstyrker, var Rus-lands primitive transportsystem ødelæggende for krigsførelsen. Krigen endte med en fredsslutning i Paris i 1856.

 Jalta Konferencen På Livadia slottet så vi bl.a. den sal, hvor Stalin, Churchill og Roosevelt afholdt den historiske kon­ference i dagene 4.-i 1. februar 1945. Desuden var de russiske, amerikanske og britiske udenrigs­ministre tilstede sammen med landenes militære ledere. Her debatterede man bl.a. Tysklands deling i 4 besættelseszoner, krigsskadeerstatningerne og hovedlinierne i det senere FN. Samtidig fastlagdes den russisk-polske grænse. I en hemmelig protokol lovede Sovjet at erklære Japan krig senest 3 måneder efter krigsophøret i Europa.

Livadia og Tsarfamilien. Tsarfamiliens sommerresidens har siden midten af 1800-tallet ligget i Jalta-området. Påsken 1883 tilbragte det russiske tsar par, Alexander III og Maria Fjodorovna, født Dagmar (en af Christian den IX’s tre døtre), på Livadia for at hvile ud før de store kroningsfestligheder i Moskva. Det var også på Livadia, at tsaren tilbragte den sidste tid af sit liv før han døde i 1894. Det gamle slot på Livdia området blev senere revet ned og Dagmars søn tsar Nikolaj d. II, opførte i stedet det nuværende slot, som stod færdigt i 1911. Pga. 1. Verdenskrigs udbrud og de efterfølgende indenrigspolitiske problemer, nåede tsar Nikolaj d. II ikke at opholde sig mange gange på Livadia. Hans familie var der dog ofte. Udover tronfølgeren Nikolaj fik Alexander III og Dagmar 5 børn. To af disse var døtrene Olga og Xenia, som Dagmar flyttede ned til på landstedet Aj-Todor på Krim i 1918. Nogle måneder senere blev Dagmar og hendes familie imidlertid interneret på det arabisk inspirerede slot Dulber i nærheden af Aj-Todor. Den 7. april 1919 kom en engelsk flådeeskadre til Sevastopol efter ordre fra den engelske regering for at tilbyde Dagmar og hendes familie asyl i England, hvor hendes søster Alexandra var enkedronning. Da Dagmar bordede H.M.S. “Marlborough” og så at tusindvis af flygtninge var samlet på kajen i Jalta, stillede hun den engelske admiral et ultimatum: Enten tog han alle flygtninge med på sine skibe eller også måtte han sætte hende i land. Hun fik sin vilje. Dagmar boede en kort tid hos sin søster i England, men flyttede så til Amalienborg og senere til Hvidøre slot i Klampenborg. Hun tilbragte sine sidste år her og døde i 1928. I september 2006 blev Dagmar overflyttet fra Roskilde Domkirke til Peter-Poul Kirken i Skt. Petersborg. 

Jalta blev grundlagt i det 12. århundrede og anløbes dagligt af mange skibe. I midten af forrige århundrede blev byen et kursted og er i dag center for en kurzone, der strækker sig 70 km. langs med Krims sydkyst. Med 2300 solskinstimer om året, har Jalta lige så meget sol som sydfrankrig. Mange udnyttede formiddagen til at bade i Sortehavet, mens andre gik tur ad strandpromenaden. Jalta er på godt og ondt en rigtig badeby. Mens vi sejlede kunne man fra skibet se de små kystbyer på Krim.

Onsdag 29 august afsejling kl. 1300 ankomst torsdag 30 aug. 1200 til Herson   

Vel ankommet til Herson steg vi ombord i en flodbåd, der gennem smuk natur bragte os ud til den lille fiskerlandsby Kuzminki pà øen Belogrudov i den sydlige del af Dnepr-­deltaet. Vi sejlede af en kanal, som blev gravet af købmanden Pud i midten af 1800-tallet. Pud ønskede at afkorte turen for sine saltpramme fra Sortehavet til fastlandet. På øen mødte vi den ukrainske gæstfrihed hos landsbyfamilierne, som beværtede os med en række lokale retter og drikkevarer, de fleste tilberedt af råvarer fra haven eller floden. Der var også mulighed for at købe souvenirs i landsbyen samt den hjemmelavede brændevin samogon.

Herson ligger i begyndelsen af Dnjeprs delta, på flodens højre bred, 86 km fra flodens ud­munding i Sortehavet. Herson blev grundlagt af Katharina den Store i 1778 for at bygge en fæstning og et skibsværft på stedet. Det første skib løb af beddingen i 1783 og var en fregat med 66 kanoner ned navnet ”Katarinas ære”. Fregatten er i dag Hersons vartegn. Herson fik dog aldrig den betydning byen var tiltænkt, Dnjeprs ringe sejldybde og anlæggelsen af værfts byen Nikolajev gjorde, at Herson miste­de sin position som områdets vigtigste ud­skibningshavn og skibsværft. I vort århundre­de var 2. Verdenskrig fatal for Herson. Ikke en eneste offentlig bygning eller privat bolig undgik at blive plyndret af tyskerne. Genopbygningen af byen efter krigen blev suppleret med en forøgelse af sejldybden, og dette gav Herson ny vitalitet, I dag bor der Ca. 360000 mennesker i Herson. Fiskerlandsbyen Kuzminki, som vi besøger i dag, ligger på øen Belogrudov en af deltaets cirka 200 øer, og består af cirka 180 huse, hvoraf over halvdelen kun bliver brugt som fritidshuse (datjaer) af folk der til daglig bor i Herson. Tidligere havde landsbyen en lille butik og to skoler, men affolkning har betydet at både butik og skoler er lukket. Meget af det tidligere fiskeri er også gået i stå, men ifølge lokale fiskere kander stadig fanges karusse, aborre, suder og skalle i Dnjepr. I dag bor der kun 350 permanent i landsbyen, hvoraf størstedelen er ældre. Om vinteren kan der blive ned til minus 25-27 grader og floden fryser til, så der må skæres hul i den tykke is, når der skal fiskes. De fleste familier har husdyrhold og er selvforsynende med frugt og grøntsager.

Fredag 31 august.  

Om morgenen anløb vi Zaporozje. Dagens by rundtur bød bla. på den store dæmning og vand­kraft-værket Dnjeproges. Undervejs passerede vi også Lenin-station, man kan se fra slusen. Lenin er blandt sine mange teser blevet citeret for Kommunisme er lig med sovjetmagt plus elektrificering af hele landet. Vi besøgte det lokalhistoriske museum på øen Hortitsa, hvor vi hørte nærmere om bla. Zaporozje-kosakker. Andetsteds på øen Hortitsa overværede vi under åben himmel et hæsblæsende kosak-show. efterfulgt af specialiteten “Plos” (udtales “plof”) med en vodka til.

Zaporozje blev grundlagt 1770 og har knap 900.000 indbyggere. Byen har gennem historien været et vigtigt færdselsknudepunkt, idet floden Dnjepr snævrede sig ind ved nogle strømhvirvler på dette sted. I slutningen af middelalderen var øen Hortitsa berømt som tilholdssted for Zaporo­zje-kosakkeme. I det 19, århundrede medførte kulminer og jernmalmsforekomster i nabo områderne, at byen udvidede sig til et industricenter. Byens egentlige vækst indledtes imidlertid for alvor i 1930erne med opførelsen af den store dæmning: “Dnjeproges”, som den sovjetiske pro­paganda fremstillede som et nationalt symbol på den socialistiske stats modernisering og sovjet-menneskets sejr over elementerne. De rigelige energiressourcer gjorde det oplagt at lægge flere af de mest energitunge virksomheder i Zaporozje. Derfor har byen bla, et stort aluminiums­værk og anden jern og metalindustri. 

 Kosakkerne. Betegnelsen kosak stammer fra tyrkisk og bety­der en fri og uafhængig person. Kosakkerne er især kendt for deres ride færdighed og for deres sang og dans. Den slagfærdighed og uafhængighed, som historieskrivning og folkesagn har til­lagt dem, har gjort dem til højt elsket blandt der~ es moderne efterkommere. Kosakkernes oprind­else er usikker, men man anser dem for at være flygtninge fra forskellige folkeslag i det sydlige Rusland, hovedsaglig ortodokse østslaver og tatarer. I løbet af 1400-tallet voksede deres antal, og de levede i en slags militære republikker, som blev ledet af en frit valgt og frit afsættelig anfø­rer, der havde titlen ataman eller hetman. De ernærede sig oprindeligt fortrinsvis ved jagt, fiske­ri, røvertogter og ved at udføre militære opgaver for Moskva-staten og Polen-Litauen. I takt med at flygtende bønder (livegne) fra nord strømmede til, skiftede kosaksamfundene karakter, Agerbrug kom til at spille en større rolle, hvad der med­førte en social opdeling i et kosakproletariat og en kosakoverklasse. Kosakkerne førte deres egen inden- og udenrigspolitik og opretholdt en reel uaf hængighed af den russiske stat, for hvem de til tider fungerede som grænsevogtere og elitesoldater, til andre tider som en generende magtfaktor. Først under Katharina den Store blev kosaksamfundene underlagt den russiske tsar­trone og endnu i 1912 fandtes der anselige kosak-enheder i den russiske hær, og under l. verdenskrig gjorde 200.000 kosakker russisk militærtjeneste.

Dnjeproges. Den store dæmning i Zaporozje blev indviet med pomp og pragt i 1932, men vandkraftværket pro­ducerede først for fuld kraft fra 1939. Dæmningsanlægget og hele Zaporozje by blev næsten totalt ødelagt under krigen, da begge par­ter benyttede sig af den brændte jords taktik’ under tilbagetrækningen. “Dnjeproges” blev genopført i perioden 1945-50, i øvrigt med brug af tyske krigsfanger. I 1980 blev vandkraftværket udbygget med endnu en turbinehal. Dermed er den samlede maksimale kapacitet på over 1500 MW, hvad der svarer til det øjeblikkelige forbrug for 1.500.000 termostat strygejern. Den nye sluse, som vi brugte, er 300 m lang og 18 m bred.

Lørdag den 1. sept.

Vi ankommer til Krementug. Om formiddagen smagte mange den russisk­ukrainske specialitet blinis med kaviar og et glas champagne. Efter frokosten ankom vi til Krementjug, Dagens udflugt gik til landsbyen Omelnik, hvor vi besøgte et landbrugs-kollektiv. Iler så vi et udvalg af kollektiv­brugets institutioner - børnehaven, hospitalet og solsikkeoliemøllen. Indtil 1996 var landbrugskollektivet en sovkhos, dvs. et statsejet landbrug, hvor landarbejderne fik udbetalt en fast månedsløn. Siden hen er landbrugskollektivet blevet privatiseret, således at der nu er to større private virksomheder Alle de landbrugsarbejdere, der tidligere arbejdede på sovkhosen, har fået tildelt et jordlod på 3 hektarer, som de kan dyrke som de vil eller leje ud. Der bor i alt 3000 mennesker i sovkhosen, hvoraf 60 af dem arbejder i de private virksomheder. Skolen har 360 elever og børnehaven 50 børn i alderen 2-6 år. Alle grupper mødtes for rundturen i byens skole. hvor en af skolens lærere bød velkommen. Derefter var der en flot danse-optræden af skolens bom, og private hjem bod på aftensmad med ukrainske specialiteter.

Søndag 2. septemper.   

Vi lagde til ved ”Taras-bjerget” og besøgte digteren Taras Sjevtjenkos gravsted, hvor besøgende hele tiden lægger friske blomster på hans grav. Efter besøget i museet spiste vi frokost i det grønne, hvor personalet havde båret borde og stole ud. Der blev dækket op med duge, friske blomster og drikkevarer, og der blev serveret sjasjlik, den traditionelle slaviske skovturs ret. Den ukrainske folkloregruppe underholdte os, medens vi nød måltidet. Et vellykket arrangement, som hele besætningen fortjener stor ros og tak for. Mange af gæsterne sagde tak til deres serveringspersonale eller andre medlemmer af besætningen ved at give den en buket blomster. Om aftenen inviterede kaptajnen til gallamiddag.

Taras Sjevtjenko er mest kendtesom digter og nationalhelt, men han var et sandt multitalent: Han både tegnede, malede og digtede, og han var kendt for at synge så smukt at mangen følsom sjæl ofte fælde en tåre. Taras Sjevtjenko blev født som livegen og havde en hård barndom: Kun 11 år gammel blev han forældreløs. Taras Sjevtjenkos herre Engelhardt havde bemærket det spirende naturtalent, og han besluttede sig for at den unge Taras skulle fungere som hans private livegne kunstner i Sankt Petersborg. Her gik Sjevtjenko om aftenen rundt parkerne og tegnede de mange skulpturer, de var prydet med. En sen aften blev han “opdaget” af en studerende ved kunstakademiet, som satte ham i forbindelse med den berømte digter Zhukovskij og den berømte maler Brjullov, som var professor ved kunstakademiet. Sjevtjenkos talent var åbenbart for enhver, men det var ikke tilladt for livegne at studere ved kunstakademiet og derfor måtte han købes fri, Engelhardt forlangte en svimlende høj sum på 2.500 rubler for at løskøbelsen, men Taras fik hjælp: Brjullov malede Zhukovskij og maleriet fungerede som hovedgevinst i et lotteri. 24 år gammel kunne Sjevtjenko som en fri mand begynde at studere. I 1840 udkom hans første digtsamling, Kobzar, som gjorde ham kendt som digter. Han skrev som den første digter på ukrainsk og er derfor med rette blevet set som det ukrainske skriftsprogs grundlægger. Sjevtjenkos digte blev stadigt mere kritiske overfor zar-magten, og det resulterede til slut i at han blev forvist som soldat til Sibirien og siden Kazakhstan, hvor han fortsatte med at skrive og tegne i smug. Da han efter 10 år i militæret fik lov til at bosætte sig i Sankt Petersborg, var hans helbred alvorligt svækket. Sit elskede Ukraine fik han kun én gang mulighed for at gense. Han havde drømt om at hygge et lille hus på Kanjev-egnen, men det skulle han ikke få lov til: Efter kun 3 måneder i Ukraine blev han arresteret og sendt til Sankt Petersborg, hvor han døde i 1861, kun 47 år gammel. To måneder efter hans død blev livegenskabet ophævet.

TARAS SJEVTJENKOS TESTAMENTE:

Når jeg går fra denne verden

I en grav begrav mig

På en steppe bred og mægtig

I mit land Ukrajna,

For at jeg de høje bjerge

Dale og vindmøller.

Kan klart se og høre

Hvordan Dnjepr brøler

Først når Sorte Hav modtager

Blodet af alle fjender

Fra Ukrajna … dør jeg.

Dale, sletter bjerge.

Alt forlader jeg og farer

Op til selve Gud jeg.

Bed til Gud …. men indtil da

kender ingen Gud jeg

Så begrav mig og gør oprør

Lænkerne riv sønder

Dræb de onde fjender jeres

Og bliv frie bønder.

Når der bliver en nyfamilie

Hvor alle fri kan være

Glem nu ej til mig at skænke

Milde ord og kære.

Mandag den 3. sept. Vi ankommer til Kiev, som har Ca. 3 mio. indbyggere og ligger langs med Dnjepr. Byen blev grundlagt i det 5. årh. og takket være den geografisk gunstige beliggenhed kom byen hurtigt til at indtage en nøgleposition på den store handelsvej mellem Norden over de russiske floder til Byzans. I gennem 15 århundreder har Kiev være vidne til mange historiske begivenheder, den har oplevet tatarernes overfald ødelæggende krige og revolutioner. En særlig hård prøvelse for den ukrainske hovedstad var 2. verdenskrig, hvor mere end 200,000 indbyggere mistede livet, byen blev plyndret. Ca. 40 % af husene nedbrændte og næsten alle fabrikker blev lagt i ruiner, men Kiev rejste sig af ruinerne og er i dag smukkere end nogensinde. På byrundturen så vi den flotte udsigt fra byens grundlæggelsessted ved Tiende-kirken. Herefter besøgte vi den smukke Sofia-katedral og sluttede i mindeparken over de faldne i 2. Verdenskrig.

 Tirsdag den 4. sept. I dag skal vi besøge Kievo Petjerskaja Lavra, også kendt som Lavra-huleklosteret. Klosterkomplekset består af en række kirker på jordoverfladen, som vi besøger i fællesskab og nogle underjordiske gravmæler. Alle er velkomne i de underjordiske gravmæler, men vi gør opmærksom på. at der kan være lidt trang og mørkt dernede, og at de sidste 200 meter dertil er ned ad bakke på toppede brosten.Vil De fotografere eller videofilme indendørs i Lavra-klostrets kirker (ekslusive grotterne -- i grotterne må der ikke fotograferes) skal De købe en tilladelse. Under åben himmel er det gratis, man må dog ikke fotografere munkene! Vi skal også gøre opmærksom på, at eftersom Huleklostret er et aktivt kloster, bør man vise respekt for de troende. Derfor bør man ikke bære shorts og kvinderne må ikke vise bare skuldre. I selve hulerne skal kvinder bære tørklæde og herrerne skal blotte hovedet.

Top